Folketingsvalg 2019 Anne Valentina Berthelsen: ”Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi har en ungdomsgeneration, der lider af stress, angst og depression"

anne-valentina-berthelsen-elle-dk.jpg
Foto: Kavian Borhani

I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).

24-årige Anne Valentina Berthelsen har nærmest fået politik ind med modermælken grundet hendes forældres engagement, og hun var da heller ikke særlig langt inde i rollen som teenager i Sakskøbing, da hun meldte sig ind i SF Ungdom.

Som barn var Anne Valentina Berthelsen konkurrencedanser, og i dag lærer hun fra sig som danselærer. Lysten til at undervise og lede er generelt stor, og måske er det også derfor, hun med glæde påtager sig rollen som politiker.

For politik er et langt og sejt træk for fremtiden. Hvis man spørger den 24-årige studerende, der i dag er flyttet fra Lolland til Bispebjerg, er der er ikke noget, der hedder, at man bare lige skal ind og fixe og så ud igen.

Men hvorfor politik? Hvad kan den yngre generation af politikere bidrage med, og hvad ville Anne Valentina Berthelsen ændre, hvis hun havde frit valg?

ELLE mødte hende.

Hvordan kom du ind i politik?

Jeg har faktisk været i politik hele mit liv, fordi mine forældre altid har været i politik. Min far har været medlem af Socialdemokratiet, Venstresocialisterne og i dag SF, så det politiske har altid fyldt. Da jeg var 14 år, skulle jeg i folkeskolepraktik, og jeg ville gerne i praktik på Christiansborg, men jeg ville ikke ind til Socialdemokratiet, for der var min far. Derfor lavede jeg et lille ungdomsoprør og tog et skridt til venstre og kom i praktik i SF. Det var derfor, jeg landede på den hylde, og det har vist sig at passe godt. Som et led i min folkeskolepraktik blev jeg sendt ud til SF Ungdom, hvor jeg blev medlem, og så var jeg i gang. Ungdomspolitik er sjovt, fordi man får lov til at være kreativ og gå til kanten på en anden måde, end hvad man gør i ”voksenpolitik”. Både i forhold til hvad det er for noget politik, man udvikler, men også i forhold til hvordan man præsenterer det. Derfra går det jo stille og roligt fremad, men jeg nåede ret hurtigt til et punkt, hvor jeg gerne ville lave realistiske løsninger og tale venstrefløjen som positionering og den forligsorienterede pragmatiske side af politik.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?

Jeg er pragmatiker, og så er jeg jo stadigvæk idealist, fordi jeg tror på, at kombinationen skaber solide løsninger. Jeg tilhører en ungdomsgeneration i politik, som har nået at mærke, hvad alle de krav, vi stiller til unge mennesker i dag, gør. Jeg tror, vi skal have en ungdomsgeneration, som begynder at sige fra overfor alle de krav, men vi skal også have nogle repræsentanter i folketinget, som kan bære det igennem. Jeg ved godt, hvordan uddannelsessystemet er skruet sammen, og jeg synes ikke, det er særlig motiverende. Jeg har haft en spiseforstyrrelse, da jeg var yngre, så jeg ved også godt, hvad det vil sige at spejle sig alle mulige andre og i øvrigt føle alle de krav, der stilles. Det kan godt være, at ens mor siger, man ikke behøver ligne alle andre eller at få 12 i sine opgaver, men det klinger bare lidt hult, når vi har indrettet et samfund, der kræver det her af folk. I dag sidder jeg bestyrelsen i Landsforeningen mod spiseforstyrrelsen og selvskade.

Er der en politisk løsning på alle idealerne?

Det er jo en forkromet diskussion, for man skal passe på, at man ikke kommer med alle de billige og hurtige løsninger. Det handler ikke om at fortælle unge mennesker, at billederne, de ser på Instagram, er redigerede. Det handler om krav fra alle leder og kanter. Mange af de unge mennesker, der ender i en spiseforstyrrelse, er udsat for en masse skønhedsidealer i forhold til, hvordan de skal se ud, men det er sjældent det, der er hovedproblemet. Det handler om, om man føler sig godt nok rustet til at være en del af det samfund, som man skal være en del af, både i forhold til uddannelsessystemet, men også i forhold til det arbejdsmarked, som de kommer ud til. Føler de sig sikre? Føler de sig sikre på, at de kan få et langt og godt arbejdsliv? Det handler blandt andet om den sociale sikkerhed, hvis man bliver arbejdsløs. Vi ser en stigende andel af projektansættelser – jeg kunne godt tænke mig et fuldtidsjob, ligesom mine forældre altid har haft. Jeg er ikke helt vild med ideen om at skulle projektansættes hver fjerde måned. Hvad med pensionsalderen? Jeg kan sagtens blive gammel bag ved et hæve-sænke-skrivebord, men hvad med de grupper, der ikke kan det? Der er en masse krav hele tiden, og vi får at vide, at det er nødvendigt, fordi velfærden bliver dyrere og dyrere, fordi vi bliver flere og flere og ældre og ældre, men vi bliver nødt til at skrue det sammen på en anden måde, for man kan jo ikke leve på den her måde.

Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få på din person?

Nu har jeg jo deltaget i den offentlige debat i mange år også på nogle af de mest følsomme områder, som for eksempel feminisme, så jeg tror, jeg er blevet lidt tykhudet. Jeg har lagt mærke til, at jeg har fået en større distance til det, når jeg skriver noget kontroversielt på de sociale medier, hvor førhen kunne jeg få det sindssygt dårligt over det, og der tjekkede jeg telefonen hele tiden for at se, hvordan folk reagerede, fordi jeg skulle svare på det hele. Jeg var meget optaget af at vinde diskussionen, og jeg kunne blive rigtig ked af det. I dag har jeg fået en ironisk distance til det, og jeg kan faktisk godt grine af det, for jeg ved godt, at de mennesker, der angriber mig, de er typisk ikke særlig enige med mig. Og dem vil der altid være. Man skal ikke gå ind i politik for at people-please, men for at sige sin mening og repræsentere dem, der er enig med en selv.

Foto: Kavian Borhani

Hvorfor har du lyst til at være politiker?

Jeg er jo ikke politiker endnu, jeg er aspirant, men jeg kender enormt mange politikere. I virkeligheden er det jo et ekstremt utaknemmeligt job. Man er på arbejde fra 07.00-23.00, alle hiver og flår i dig, og man får mest kritik og ikke så meget ros. Man skal ikke være der for at få en offentlig anerkendelse eller stjernedrys, det får du måske, når du går af efter 50 år, men ikke før. Jeg er gået ind i politik, fordi jeg synes, at vi kan gøre det her bedre. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi har en ungdomsgeneration, der i stigende grad lider af stress, angst, depression, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi ser, at et menneske som Rasmus Paludan rent faktisk bliver opstillingsberettiget til Folketinget. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når vi på 20. år får at vide, at der er ved at være på tide at gøre noget i forhold til klimaforandringerne, men der stadig ikke sker noget som helst. Jeg synes, vi kan gøre det bedre, når jeg tager hjem til mine forældre på Lolland og ser, at 30% af børnene i folkeskolen, ikke kan klare 02-kravet. Der er en ekstremt høj andel af mennesker på førtidspension på Lolland, og kommunen får en masse mennesker fra hovedstadsområdet, som ikke har råd til at bo der længere. 

Hvad er dine mærkesager?

Mine mærkesager handler om at få løftet Udkantsdanmark. Selvfølgelig vil der altid være forskel på, hvad man kan inde i storbyen, og hvad man kan på landet, men mine mærkesager handler om, at vi skal skabe en bedre sammenhængskraft på tværs af landet. Vi skal have kigget på transporten, på uddannelsesmulighederne, på adgangen til sundhedsvæsnet, og så skal vi have kigget på socialpolitikken. Hvordan hjælper vi den gruppe af mennesker, som man har rigtig mange af i kommuner som Lolland, som har brug for bedre hjælp fra systemet - men på en måde hvor det ikke kommer til at afhænge af kommunernes pengepung. Så handler SF’s uddannelsespolitik jo om fremdriftsreformer og uddannelseslofter og digitale prøvevagter og fraværsregler og jeg skal komme efter dig. Vi skal lige skrue lidt ned, for hvis du spørger aktørerne på området – ministeriet selv, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og Danske Studerendes Fællesråd - så er de studerende ret godt med. Vi kan godt slappe af. De krav, vi har sat til de unge, har helt sikkert fået nogen til at stramme op, men vi skal også passe på, at bægeret ikke flyder over. Lige nu stiller vi så mange krav, at de bliver syge af det. Der skal være meget mere fleksibilitet, og der skal være plads til at få angst, som der desværre er rigtig mange, der gør, eller der skal være plads til at tage ud og rejse eller få noget erhvervserfaring. Det er jo ikke børnenes udgangspunkt at lære at tilpasse sig et samfund, som man bliver syg af, der er vores opgave at indrette et samfund, som de kan holde ud at vokse op i.

Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?

Jeg tror, vi skal blive meget bedre til at sige: ”det ved jeg ikke”. Jeg plejer at sige: ”det ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne finde ud af det”, og så spørger jeg typisk en, der er mere kvalificeret end mig selv, enten et byrådsmedlem i forbindelse med en konkret sag, ellers spørger jeg vores ordfører på området. Det tror jeg, man som politiker skal blive bedre til, men det er jo svært, at sige ”det ved jeg ikke”, hvis man har en journalist i røret, når man så gerne vil høres og vælges. Det kan være, der går fire måneder, før han ringer igen, og det er jo tempoet i nyhedsstrømmen, der er med til at skabe det pres.

Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?

Jeg vil have en ny udligningsmodel. Udligningssystemet tager nogle penge fra de kommuner, der har rigtig mange penge og giver dem til de kommuner, der ingen penge har. Man skal huske, at de kommuner, man tager pengene fra, typisk Lyngby-Taarbæk Kommune eller Københavns Kommune, de har også noget velfærd, de skal opretholde, og derfor skal man i mine øjne give kommunerne bedre muligheder for at hæve skatten en lille smule. I dag kan de ikke få lov til bare at hæve skatterne, med mindre der er en anden kommune, der sænker. Så hvis Københavns Kommune skal give nogle penge til Lolland, så går det ud over deres egen velfærd. Man skal ikke hæve skatten særlig meget i Københavns Kommune for at der kommer rigtig mange penge i kassen, så jeg kunne godt tænke mig at kommunerne fik mere frihed til at hæve skatten en lille smule. De vil ofte gerne hjælpe, men det går ikke, hvis det bliver på bekostning af deres egen velfærd, og typisk har de kommuner, der kan hjælpe et ret lavt skattetryk i forvejen.

Foto: Kavian Borhani

Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig i forhold til din fremtoning i den forbindelse?

Det er ikke så lang tid siden at en kvinde fra mit eget parti skrev til mig, at hun havde lagt mærke til, at jeg havde taget lidt på, og hun syntes, jeg skulle tage det i opløbet, fordi det var enormt vigtigt, at kvinder i politik så bedst muligt ud. Jeg svarede meget pædagogisk, at jeg ikke var i politik for at se ud, men det er jo et billede på, at den slags kommentarer stadig forekommer. Der hersker jo en totalt falsk idé om, hvordan venstrefløjskvinder ser ud. Jeg går i høje hæle og med makeup, og jeg kan godt lide at se ordentlig ud. I starten diskuterede vi ret meget, om jeg skulle skrue ned for det, fordi jeg skal være kandidat på Sydsjælland og Lolland Falster, og så havde man en idé om, at jeg burde komme ned på nogle flade sko og få en T-shirt på. Men det er jo spild af tid for mig at tænke over min fremtoning, folk behøver ikke kunne identificere sig med mig. De nye generationer har et højere uddannelsesniveau, og politisk og samfundsmæssigt er man blevet meget mere mangfoldig, og folk kan jo mærke, hvis man ikke er sig selv.