Anette Prang: ”Jeg vil ned i det næste lag og kigge på, hvad der er godt for mennesker - uanset politisk overbevisning”

I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).

59-årige Anette Prang er opvokset på Vesterbro i København, og i 1990 blev hun uddannet jurist fra Københavns Universitet.

Siden 2009 har Anette Prang arbejdet som advokat, blandt andet som advokatvagt, der er et gratis tilbud til alle borgere, der har brug for personlig, juridisk rådgivning.

Anette Prang har aldrig før arbejdet med politik, men hun har, som hun selv udtrykker det, arbejdet for staten i mange år. Her tæller tidligere arbejdspladser blandt andet Skov- og naturstyrelsen, skatteministeriet og forskellige amtskommuner.

Så hvorfor politik? Der er ofte nye partier på stemmesedlen, men hvilke overvejelser gør man sig, inden man melder sig ind i et spritnyt parti? Og hvordan fører man partipolitik, når der ikke findes gamle partiværdier på området?

ELLE mødte førstegangskandidaten og juristen, Anette Prang.

Hvordan kom du ind i politik?

Klaus Riskær Pedersen har jo været en offentlig person i mange år, og jeg har altid haft en sympati for de mennesker, der er gået op imod systemet og blevet straffet. Der skal noget mod og en stærk psyke til. Der foregår jo rigtig meget ulovligt, som bare ikke bliver opdaget, hvilket jeg ved, fordi jeg har kendskab til loven. Jeg har regnet ud, at jeg gennem mine 10 år som advokatvagt har talt med cirka 5.000 mennesker, og derigennem har jeg mød magtens bagside, fordi staten og kommunerne har en enorm indflydelse på folks liv. Det, der står i lovgivningen, bliver næsten aldrig fulgt, så jeg ville gerne sørge for, at folk kender deres mest elementære rettigheder, og her kunne jeg påvirke tingene på en eller anden måde. Magten skal man passe på og holde i ave, hvis man kan. Så da Klaus Riskær pludseligt kom på banen, tiltrak det mig, fordi jeg synes, jeg kunne genkende noget i mig selv. Jeg er en oprører i det små, og jeg kan gennemskue en masse ting, som jeg også tror, Klaus Riskær kan. Jeg skal så se, hvad det er for en politik, der dannes hen ad vejen, for det kan jeg ikke altid vide på forhånd, for vi kan jo ikke slå facit op i en bog. Jeg kan ikke se, at partiet er anderledes i den sammenhæng end andre partier. Det er jo ikke de enkelte kandidater, der skaber politikken, men de får partiets mening oppefra.

Hvordan vil du beskrive dig selv som politiker?

Det skal jo vise sig. Jeg kunne godt tænke mig at bygge tingene på fakta. Jeg har for eksempel aldrig brudt mig om, at mine børn skulle passes i institution, da de var små, fordi det gjorde ondt i mit hjerte, og de syntes jo heller ikke, at det var sjovt. Det viser sig så nu, at det kun er i de nordiske lande, at vi sender så små børn i institution, og der findes ingen forskning på konsekvenserne. Samtidig ser jeg en helt masse forældre rende rundt med bannere, fordi de vil have flere pædagoger til at passe deres børn. Men hallo, det er jo dig, der er omsorgsperson. På den måde kan folk have holdninger og meninger om noget, som de egentlig ikke har tænkt grundigt igennem. Jeg vil have mere fakta om tingene, og jeg vil finde ud af, om det vi gør, egentlig er rigtigt og fornuftigt. Jeg vil ned i det næste lag og kigge på, hvad der er godt for mennesker - uanset politisk overbevisning. Vi taler meget om klima og ”det grønne”, men der er også noget, der hedder ”det grønne menneske”.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til de henvendelser, du vil få som person?

Hvis jeg havde været yngre, synes jeg nok ikke, det havde været så sjovt. Måske er jeg blevet for gammel til at opdage det. Jeg er jo vant til, at der er nogen, der bliver sure på mig i forbindelse med mit job som advokatvagt, så måske kan jeg tåle det, jeg ved det ikke. Jeg har aldrig før været på Facebook, men det har jeg gjort et primitivt forsøg på nu, men jeg ved ikke helt, hvad jeg laver derinde. Folk skriver så mange ord derinde, men jeg er jo vant til kun at skrive de rigtige ord i forbindelse med retssager.

Hvordan ser dagligdagen som folketingskandidat ud?

Den er blevet travlere. Jeg skal forsøge at følge med i, hvad vi står for som parti og prøve at huske det. Og så har jeg jo fået et andet fokus på at lytte til politikerne i fjernsynet – jeg kigger meget på, hvilke teknikker de bruger, når de svarer på spørgsmål.

Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?

Det er jeg meget opmærksom på, for jeg vil ikke mene noget om noget, som jeg ikke har en holdning til, og som partiet jo ikke nødvendigvis gør, fordi vi ikke har en lang historie bag os. Der vil jeg sige: ”det er godt at blive gjort opmærksom på, at der er et problem, og det vil vi tage hånd om”. Men her vil jeg også prioritere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.

Hvad er dine mærkesager?

Det handler jo om mere borger og mindre stat. Statens indtægter skal ikke kun komme fra skatteydernes lommer, men også fra selskaber, der opererer i Danmark uden at betale skat. Der er også meget med klimaet, vi kan ikke sige det nok, og det betyder ikke, at vi skal have mere økologi. Vi skal have mere balance i naturen, menneskerne og statens indgreb i menneskerne liv.

Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?

Jeg ville skabe frit optag på alle uddannelser for at hjælpe os selv. Hvis man kan bestå en studentereksamen, skal man lave lov til at komme ind på lige den uddannelse, man vil. Jeg er sikker på, der ikke vil være nogle tabere i det, og staten kan jo ikke tvinge nogle til at forblive uuddannede. Der vil ikke komme særlig mange flere på hver uddannelse, end der er i dag, for folk vil falde fra undervejs. Vi kan aldrig komme til at spilde penge på at uddanne folk, for de behøver jo ikke få arbejde inde for det felt, men uddannelse er aldrig nogen dårlig idé.