Mathilde Gøhler - Min verden
Foto: Asger Mortensen, Sean McMenomy
Rejser

Mathilde Gøhler: Her er mine bedste rejsetips

af Kathrine Rahbek Lindholm Stentebjerg 28/11/2016
Står du og planlægger en rejse til en af Europas storbyer i løbet af december, eller er du en af dem, der rejser til varmere himmelstrøg og fejrer jul og nytår? Så læs med her, når den danske model Mathilde Gøhler deler ud af sine bedste tips til rejsen...

En af årets hyggeligste måneder nærmer sig, og hvis du er en af dem, der planlægger en juletur med juleshopping til London eller Paris eller overvejer at fejre jul og nytår under varme himmelstrøg, så har du måske brug for lidt tips til rejsen.

Og til det formål har vi allieret os med en sand globetrotter, som hvert år bruger mange timer i luften og dage under nye himmelstrøg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Som model er Mathilde Gøhler nemlig en kvinde, der rejser meget, og derfor har hun også en masse gode tips i ærmet til, hvordan man får den bedste rejseoplevelse - både når man befinder sig i luften og når man lander igen.

Så hvad enten du kunne bruge et par tips til, hvad du skal have med i håndbagagen, et godt tip til at rejse under en graviditet eller er nysgerrig på, hvor Mathilde Gøhler drømmer om at rejse til næste gang, så se med nedenfor, hvor ELLEs Writer, Rebecca Laudrup, og Editor, Marie Louise Wedel Bruun, har interviewet den smukke model om det.

Hvad har du altid i håndbagagen?
Jeg rejser rigtig meget, og det kan altså hurtigt ses på min hud, hvis jeg ikke passer på mig selv. På lange flyveture har jeg altid sovemaske og en lille ansigtsolie med. Jeg bruger en olie fra Rawinajar, der holder min hud fugtig og frisk – også efter en lang flyvetur.

Bedste rejseoplevelse?
Jeg er jo privilegeret og får heldigvis lov at rejse en masse. Jeg føler mig virkelig heldig, at jeg kan få lov at vise Kenya (Mathildes datter på et år, red.) verden og introducere hende for andre kulturer. Min største rejseoplevelse var, da vi var i Kenya og besøge SOS Børnebyerne i 2014.

Værste rejseoplevelse?
Ha ha, det ved jeg da ikke? Uundgåeligt har jeg jo misset en del fly igennem tiden – og det er altså bare surt, uanset om man så hænger i Stockholm eller Buenos Aires (griner).

Pakker du forskelligt, alt efter om du rejser privat eller med job?
Ja meget! Når jeg skal arbejde, pakker jeg meget let. Typisk er jeg også af sted i kortere tid, og så er det altså rarere kun at have håndbagage med. Når jeg rejser privat, har jeg jo også Kenya med, og det kræver altså bare en DEL mere i bagagen, end hvad jeg kan få plads til i en 50 x 40 x 20-kuffert (griner).

Hvordan tackler du jetlag?
Jeg forsøger ALTID at holde mig vågen på det rigtige tidspunkt af døgnet. På den måde kan jeg sove, når jeg skal. Og så er jeg nok bare heldig og er rigtig god til at sove på flyet.

Hvordan holder du dig i form på rejser?
Jeg tænker vigtigst af alt over, hvad jeg spiser. Det betyder rigtig meget – både for min krop og min hud.

Hvad er det første, du gør, når du er kommet frem?
Vasker mit ansigt!!! Selv om jeg altid renser min hud, når jeg er af sted, og sørger for at holde den ren og frisk, så trænger den bare til at få luft og holde helt fri, når jeg kommer frem.

Hvordan var det at rejse som gravid? Har du et godt tip?
Jeg havde en rigtig dejlig og nem graviditet, så jeg kunne heldigvis rejse hele vejen igennem, indtil man ikke længere må. Men det var vigtigt for mig at komme op og stå og strække benene og få lidt gang i blodomløbet.

Hvordan rejser man med en baby?
Kenya er en drøm at rejse med. Hun er så nem og brokker sig sjældent. Det hænger helt klart sammen med, at hun spejler sig i os og kan se, hvor rolige vi er. Hun har selvfølgelig været vant til at rejse, fra hun var inde i maven, så måske er hun tryggere ved bevægelserne på en måde – jeg ved det ikke, men det giver på en måde god mening, synes jeg. Men et godt tip er: Sørg for at holde barnet beskæftiget og vær rolig. Græder de, så græder de, og det bliver kun værre af, at du selv stresser over det.

Hvordan bruger du flyvetiden?
Er det en lang flyvetur, har jeg min sove maske med og forsøger at få slappet af og hvilet, så jeg er klar til jobbet. Jeg elsker at koble helt af og bare lytte til musik eller se en film. Jeg har tit et par magasiner med også, men får dem faktisk sjældent læst (griner).

Rejste du meget som barn, eller er det kommet med jobbet?
Det er helt klart kommet til i løbet af de sidste par år. Jeg har aldrig været vant til at rejse ret meget – vi har holdt ferie i Danmark, og det har været helt vidunderligt. Danmark er jo smukt, når vejret er godt. Men jeg har virkelig fået lov at opleve mange fantastiske steder i verden, efter jeg begyndte at arbejde og rejse som model. Det er nok en af mine yndlingsting ved mit job, at man får lov at se smukke steder, som man normalt ikke ville have som rejsemål.

Hvad betyder det at rejse for dig?
Ud over at jeg elsker at møde nye mennesker og se nye steder, så betyder det jo især for tiden, at jeg kan vise Kenya, hvordan andre mennesker lever. På godt og ondt. Og det betyder rigtig meget for mig, fordi jeg synes, det er enormt vigtigt, specielt i en ofte overfladisk verden, at have kontraster og forskellige oplevelser for at holde taknemligheden ved lige.

Rejser du spontant, eller planlægger du grundigt i forvejen?
Begge dele, vil jeg sige. Som model er rejsen ofte planlagt lidt bedre, end jeg selv ville gøre det (griner). Generelt er jeg faktisk ikke ret struktureret for at være ærlig. Både mit og Remees job (musikproducer Remee Jackman, red.) er svære at planlægge udfra, så når vi tager af sted, er det enten i forlængelse af et job, hvor vi vælger at blive i landet, eller en tur, vi planlægger på en uge eller to. Hvis man er en planlægger, lyder det nok ret stressende, men jeg trives ret godt i det. Det betyder selvfølgelig også, at jeg sommetider glemmer at pakke nogle ting, men så finder vi typisk også ud af det.

Hvad gør du, hvis vejret er dårligt på destinationen?
Er jeg på job, så er det jo op til kunden, hvad de gerne vil. For det meste titter solen jo frem en gang imellem. Er det en ferie, der er planlagt, så ville jeg nok vælge at flyve videre. Men inden Kenya kom til verden, var Remee og jeg på ferie, og vejret var slet ikke med os. Det var faktisk sidste år i december på Seychellerne, hvorfra vi tog til Dubai, som er et sted, vi normalt ikke ville rejse til, men det var vores eneste mulighed fra Males lille lufthavn. Vi endte med at have den dejligste tur nogensinde.

Hvor vil du gerne hen næste gang?
Jeg vil virkelig gerne opleve New York. Tro det eller ej, men der har jeg aldrig været. Så det står højt på listen.

Du kan læse alt om Mathilde Gøhler her!

En julegave hun vil elske

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her