HealthySkinnyBitch: Sådan holder jeg mig sund!

Træning og sundhed er noget, som vi allesammen på den eller anden måde kan relatere til og har et forhold til. Måske træner man hver dag, et par gange om ugen og måske er man inde i en periode, hvor det er lidt svært at komme igang med træningen igen. 

Under alle omstændigheder er én ting sikkert: træning og sunde vaner gør noget rigtig godt for vores krop og sjæl!

Se også: 42Raw lancerer sunde burgere

Her på ELLE.dk ønsker vi at sætte endnu mere fokus på sundhed, træning og sunde vaner, og vi har derfor teamet op med vores sundhedsskribent Sara Jin Smidt, hvor vi fremover vil sætte fokus på en masse seje danske damer og deres sundhed!

Vi starter ud med en af de sejeste træningsdamer, vi kender: ELLEs sundhedsskribent Sara Jin Smidt aka. HealthySkinnyBitch:

Navn: Sara Jin Smidt

Alder: 28 år (en uge endnu i hvertfald)

Job: Står bag bloggen Healthyskinnybitch.dk, personlig træner, kostvejleder og holdinstruktør samt sundhedsskribent på ELLE

Færdiggør sætningen...

For mig er sundhed… en blanding af fysisk og psykisk velvære. Jeg synes, at vi skylder vores krop at passe på den. For mig er sundhed ikke en sur pligt, men en investering der giver mig overskud og gør mig gladere. Hvis jeg får trænet i løbet af ugen, spiser sundt og får passet min søvn bare nogenlunde, så er jeg også mindre syg, sjovere at drikke rødvin med i weekenderne og har mere overskud, når jeg arbejder. 

Mit yndlingsmåltid… morgenmad! Der er en særlig ro over at sidde og have tid til at spise morgenmad og arbejde. Men jeg elsker altså også aftensmad, fordi det ofte er forbundet med en masse socialt, og så er det ligesom afslutningen på dagen. Tror faktisk ikke jeg kan vælge ét, så du får altså to, haha.

Ingen dag uden… kaffe. Og sådan er det!

Jeg træner… en blanding af det hele. Jeg har 8 hold om ugen, som er en blanding af puls/styrke, stram op og H.I.T. Desuden forsøger jeg selv at træne 2-3 gange om ugen primært løb, cykling og styrketræning.

Træning gør mig… glad i låget. Jeg ved godt det lyder super kliché-agtigt, og det tog mig da også noget tid at komme dertil. Men det er virkelig noget, som jeg er blevet dybt afhængig af! Uanset, hvor sur og bæfjæs-agtig jeg er, så er jeg altid lidt gladere, når jeg har trænet!

Den perfekte dag starter med… at vågne uden vækkeur, have tid til at træne og så spise morgenmad med en veninde eller min skønne kæreste.

Lørdag formiddag kan man finde mig… i et træningscenter. Jeg er som regel personlig træner eller har bootcamps lørdag formiddag, og ellers kan du højst sandsynligt finde mig på sofaen med tømmermænd :)

Min guilty pleasure er… salte fisk og pommes fritter. Jeg elsker salte fisk, men har heldigvis lært at spise dem med måde, så jeg kan sagtens få en pose til at vare en hel uge. Til gengæld skal du ikke stille en bakke helt sprøde gyldne pommes frites foran mig, hvis du ikke vil dele - for dem har jeg meget sværere ved at holde nallerne fra.

Mit bedste sundhedsstip er… stå ved din sundhed! Du skal spise og træne for din egen skyld. Du skal kun spise kage, når du rent faktisk har lyst til det, og ikke bare fordi de andre synes, at du skal for ikke at give dem dårlig samvittighed. Du skal finde en træningsform, som du synes er sjov og som du gider at bruge tid på, så det ikke bliver en sur pligt fordi du ved, at det er godt for dig. Og så skal du stoppe med at spise, når du ikke er sulten mere! Hvis man kan lære at spise med måde, så kan man faktisk slippe afsted med det meste!

Vil du gerne læse endnu flere sunde tips fra seje og sunde danske kvinder?

... Så stay tuned og følg med på siden - den næste kvinde, som vi sætter fokus på er DJ, model og blogger Emilie Lilja.

Relaterede artikler