Opskrift Vegetarisk tortilla med bagte bønner

tortilla-med-bagte-boenner-elle-dk.jpg
Foto: Stephanie Bang

De her sprøde tortillaer med bagte butterbeans, chili og avokado smager sindssygt godt.

De er snaskede på den gode måde og stadig fyldt med både grønt og protein.

Med andre ord: Sund fast food. Mums!

Opskriften er til 3 personer.

 

Ingredienser:

  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 rød peberfrugt
  • 2 spsk. olivenolie til stegning
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 dåse butterbeans
  • 1 tsk. chiliflager
  • 1,5 tsk. sød røget paprika
  • 1/2 agurk
  • 100 gram creme fraiche 18%
  • 1/2 rødløg
  • 75 gram blandet salatmix
  • 1 moden avokado
  • 3 – 6 tortillaer, afhængig af hvor sultne I er
  • 1 lime
  • 2 spsk. sojasauce

 

Læs også: Vegansk pasta med cremet tomatsause.

 

Fremgangsmåde

Bagte bønner:

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Hak rødløg fint.
  • Pres hvidløg.
  • Skær rød peberfrugt i tern.
  • Svits rødløg, presset hvidløg og peberfrugt på en varm pande i olie. Panden skal kunne tåle at komme i ovnen.
  • Dræn butterbeans og skyl dem i en si.
  • Når løg og peberfrugt begynder at blive bløde tilsættes butterbeans til panden.
  • Kom flåede tomater på panden og tilsæt chiliflager, paprika, salt og peber og rør godt rundt.
  • Kom panden i ovnen i 15 minutter.

 

Tilbehør:

  • Skær agurk i små tern og rør dem rundt med creme fraiche i en lille skål.
  • Hak rødløg fint.
  • Skyl salaten og tør den.
  • Skær avokado over på langs, kasser stenen, fjern skrællen og skær tynde avokadoskiver.
  • Varm tortillaer på en pande ved middel til høj varme. De skal have ca. 2 minutter på hver side.
  • Spis de lune tortillaer med blandet salat, bagte butterbeans i tomatsovs, avokadoskiver, creme fraiche med agurk og lidt hakket rødløg. Dryp den fyldte tortilla med lidt frisk limesaft og sojasauce og krydr med salt og peber.

 

Relaterede artikler