Opskrift Sonnys kokosmakroner med matcha

Foto: Sonny

På Rådhusstræde i Indre By ligger en af Københavns hyggeligste caféer med den mest personlige betjening og det lækreste menukort, Sonny.

Parret bag, David og Sarah, står selv bag disken og det eneste, du skal tage stilling til er, hvad du skal sætte tænderne i og ligeledes, hvad du skal skylle ned med. Og det er faktisk ikke så let en beslutning endda. 

Menukortet er ikke langt, og heldigivs for det, for du har i forvejen lyst til at bestille det hele. 

En Sonny-salat? Et stykke smørrebrød med hjemmerørt hønsesalat? For slet ikke at tale om kagerne, der i sig selv en grund til at besøg. Bananbrød, espressotærte eller kokosmakron? Valget er ikke ligefrem let. 

Du har garanteret allerede sat tænderne i Sonnys velrenomerede kokosmakroner med matcha flere gange, men har du overvejet at lave dem selv?

ELLE har eksklusivt fået lov til at dele opskriften på en af byens bedste kager her.

 

Sonnys kokosmakroner med matcha, cirka 12 stk. 

 

Det skal du bruge (det anbefales, at alle ingredienser er økologiske): 

  • 4 æg
  • 320 gram sukker
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 1 tsk matcha af god kvalitet, f.eks. Sings madlavningsmatcha
  • 60 gram hvedemel
  • 500 gram kokosmel 
  • 100 gram smeltet smør
  • 250 gram chokolade

 

Foto: Sonny

 

Sådan gør du:

  • Tænd ovnen på 175 grader varmluft og gør en bradepande klar med bagepapir
  • Pisk æg, sukker, vanilje og matcha på højeste hastighed til du har en cremet masse
  • Smelt smørret og lad køle ned i 2 minutter
  • Tilsæt nu hvedemel, kokosmel og det smeltede smør (det er vigtigt, at du får alt smørret med) til massen og rør det til en samlet masse. Det gøres næsten nemmest i hånden, men det er også fint med piskeriset, hvis man har tålmodighed til at tage dej fri fra piskeriset. Bruger du en røremaskine kan det anbefales at skifte til fladpiskeren.
  • Nu skal du vurdere din dej, og det gør du nemmest ved at lave en kugle og prøve at forme den, som du ønsker din makron. Du burde have ramt en perfekt dej, men skulle den være lidt tør er det svært at lave nogle flotte makroner, og det vil være en ide at tilsætte ekstra smeltet smør. Er den derimod for våd og klistret tilsæt da yderligere 5 gram mel.
  • Når du har en tilpas dej lav da klumper af 65 gram og form til hårde, glatte kugler, som du sætter på din bradepande. Det anbefales at bruge handsker. Når du har lavet alle kuglerne, formes makronerne som du ønsker. Det kan gøres nemt ved at bruge pegefiner og tommelfinger på begge hænder og trykke kuglen op ad således, at den får fire riller og med lidt fantasi ligner et lille juletræ.
  • Bag makronerne i ca. 16 minutter til de er gyldne på kanterne. Da ovne er forskellige, anbefales det at holde øje med dem efter 13 minutter.
  • Når de er færdigbagte lad dem stå pladen, indtil de har sat sig, og du kan rykke dem over på rist. Mens de køler af kan du smelte chokolade over vandbad.
  • Når din chokolade er flydende dyppes bunden af makronen ned i chokoladen. Skrab lidt af chokoladen af på kanten af skålen for at undgå en alt for massiv chokoladebund. Prøv at lav en så lige linje som muligt for at chokoladen sætter sig flot. Placér makronen på “siden” på risten og lad chokoladen tørre.

Foto: Sonny

Følg Sonny HER og læg vejen fori caféen på Rådhusstræde 5, 1466 København K.

Relaterede artikler