Opskrift Minestronesuppe med masser af grøntsager

minestronesuppe-elle-dk.jpg
Foto: Stephanie Bang

Minestronesuppe er en god måde at få brugt alle grøntsager i dit køkken, da næsten hver en lille rest kan bruges i suppen.

Der er i virkeligheden ingen grænser for, hvilke grøntsager du kan bruge, men jeg ender dog altid med at bruge de samme.

Skulle du have lidt kartofler, knoldselleri, pastinakker eller kål liggende, så kom endelig også det i – kun din egen fantasi sætter grænser.

Oprindeligt kommer man pasta i en minestronesuppe, men jeg foretrækker min med enten berlotti-, kidney- eller butterbeans.

Og så skal den selvfølgelig serveres med lidt godt brød til.

Opskriften er til 4 personer.

 

Ingredienser:

  • 1 løg
  • 1 rødløg (eller to alm. løg)
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 chili
  • 1 porre
  • 3 stængler bladselleri
  • 4 gulerødder
  • 1 rød peber
  • 1 gul peber
  • 1/2 squash
  • 1,2 liter grøntsagsbouillon
  • 2 dåser flåede tomater
  • 1 håndfuld frisk eller tørret timian
  • 1 stor spsk. oregano
  • 3 lauerbærblade
  • 2 spsk. balsamico
  • 1 stor spsk. honning eller agavesirup
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 1 dåse Kidneybønner eller Butterbeans
  • Olivenolie til stegning
  • Salt og peber

 

Læs også: Vegetarisk tortilla med bagte bønner.

 

Fremgangsmåde:

  • Start med at klargøre alle grøntsagerne.
  • Snit løg, hvidløg og chili fint. Skræl gulerødderne og vask de øvrige grøntsager.
  • Skær så gulerødder, peberfrugter, squash og bladselleri i mindre tern, og snit porren i små ringe.
  • Svits løg, hvidløg og chili i en varm gryde indtil løgene bliver klare. Tilsæt så gulerødder og bladselleri til gryden og svits i et par minutter før du tilsætter resten af grøntsagerne.
  • Når du har svitset alt det grønne i et par minutter, tilsætter du flåede tomater, timian, oregano og lauerbærblade.
  • Når det er blandet godt sammen, kommer du bouillon, balsamico, honning, salt og peber i suppen.
  • Lad nu suppen simre i 15 - 20 minutter.
  • Kom derefter spinat og kogte bønner i suppen. Smag til med ekstra balsamico, honning, salt og peber.
  • Din minestronesuppe er nu klar til at blive serveret.

 

Relaterede artikler