ELLEs skønhedsredaktør tester: Kan man blive glad for at løbe?

Tekst: Anne P., Beauty Director

Jeg har ladet mig fortælle, at numsen falder 7 cm. for hvert barn, man føder. Derfor havde jeg sat mig for at kræve de 14 cm, tilbage og tilmeldte mig derfor ‘Booty Boot Camp’ på Kurhotel Skodsborg.

Bootcampen blev dog midlertidigt aflyst, men jeg blev kontaktet af en af trænerne, som spurgte. om jeg ikke kunne tænke mig noget andet?

Det tog mig kun ca. 2 sekunder at overveje, hvad jeg virkelig godt gad: At lære at løbe.

Ikke bare sådan et ben foran et andet, men virkelig lære at løbe, så jeg ikke længere synes, at der er synd for mig, når jeg løber. Løbe, så jeg kan bruge det som min motion, da løb på mange måder bare passer virkelig godt ind som motionsform i vores lille småbørnsfamilie.

Gitte Høj, der bl.a. er løbecoach og tilknyttet Kurhotel Skodsborg, var heldigvis frisk på udfordringen.

Først fik jeg, som del af forløbet, tilbudt at få et grundigt sundhedstjek hos Thygesens Health Hos Skodsborg Medicare. Det er altså en oplevelse, jeg kun kan anbefale. Om ikke andet fordi, at du går derfra med en vished om, at du er blevet grundigt undersøgt. Og selvom der jo ingen garantier er, så vidste Gitte Høj, at hun roligt kunne presse mig til det yderste, fordi mit hjerte var i tip-top form (og det kun var dårlige undskyldninger eller for meget mad i maven, hvis jeg troede, jeg var ved at dø).

Jens Thygesen, der er lægen ved Thygesen Health, målte og vejede mig, scannede min lever, nyre og hovedpulsåre. Han tog 5-6 blodprøver, urinprøver og fæcesprøver. Jeg fik målt mit syn, min hørelse og mit kondital. Det var en meget grundig og betryggende omgang. Men jeg var helt ærlig også nervøs - for hvad nu hvis han havde fundet noget, der var mindre godt?

Jeg fik dog at vide, at jeg heldigvis har yderst attraktive reservedele, som Jens Thygesen så fint sagde. Og når nu man er mor til små børn, kan jeg ikke forestille mig noget mere beroligende end at vide, at jeg faktisk er rigtig sund og rask - og min alder taget i betragtning, også i virkelig god form (man får et tjek før træningsforløbet og igen 3 måneder senere efter endt forløb).

Sidstnævnte er helt klart delvist takket været Gitte Høj, der én gang om ugen i 3 måneder har skubbet mig op og ned af bakker, og i bund og grund nok knækket (løbe)koden for mig.

Sådan startede vi:

Vi startede langsomt og pædagogisk ud. Først skulle grundformen på plads. Det var noget med to minutters løb og et minuts gang. Efter to uger blev det til tre minutters løb og et minuts gang. Det er så surrealistisk, at tænke på nu, hvor vanvittigt hårdt, jeg synes det var i staren. Indimellem var der sjove gangarter i Raavadskoven ved Skodsborg, der bl.a. skulle styrke lysken. Squats og lounges indtil jeg nærmest kunne smage blod (ok, jeg overdriver, men det gjorde virkelig nas!) og så hard-core spurt op af bakker. Langsomt oplevede jeg, at jeg kunne udholde mere og mere, løbe længere og længere og tilmed også hurtigere. Pt. er mit løb dog ikke noget man ligefrem ville beskrive som hurtigt, men altså…

Aftalen mellem Gitte Høj og jeg var, at vi løb sammen en gang om ugen, og så skulle jeg selv løbe to gange om ugen. Og til at starte med var det vitterligt ’bare’ at løbe 4-6 gange af to minutter, og så gå et minut imellem. Men det var mere end rigeligt til at starte med, og de korte løbeture gjorde, at jeg havde succesoplevelser. At jeg pludselig kunne overskue det, fordi jeg jo ikke troede, jeg skulle kunne løbe fem km på lige under et kvarter fra første dag (Og dermed også hurtigt miste modet!).

Jeg har lært, at de første ca. 700 meter stinker. Benene er stive og man tænker, at det bliver en hård tur. Men så et par minutter senere, er benene blevet lidt varme, og det begynder at føles tilnærmelsesvist fedt. Og denne selvobservation er også noget Gitte har lært mig. Bare være okay med det, men også en gang for alle lukke samtalen med mig selv om, at jeg nu engang skal ud at løbe. Fordi det skal jeg. Det er okay, at det bare skal overståes, men ud skal jeg. Conversation closed.

Jeg ved ikke, om jeg efter forløbet er kommet dertil, hvor jeg kan sige, at jeg elsker at løbe. Men jeg er glad for det. Jeg har mod på det. Og for to dage siden løb jeg 10 km. for første gang i mit liv. (Tilmed uden, at jeg troede, jeg skulle dø). Det er altså ret stort for mig. Nu skal jeg nok arbejde lidt med tiden, men det har Gitte heldigvis også gode råd til.

Men jeg synes, det er lidt vildt, at jeg i midten af august måned lige var kommet mig over en sur fibersprængning i læggen til i dag - fire måneder - senere at løbe ti kilometer med to veninder, og tilmed grine lidt undervejs.

Det var et opkald, der forhåbentlig har ændret mit løbeliv, og helt ærligt – hvis jeg kan komme i gang – så kan alle med to knæ og lidt vilje.