Fem minutter med Hårstylist Kirstine Engell: ”Jeg sværger på min mormors krystaller, at den ændrer dit hår-game”

kirstine-engell-elle-dk
Foto: Lars Brønseth
Kirstine Engell har tidligere været en fast del af ELLE-redaktionen som skønhedsassistent, og i dag bor hun i London og arbejder som selvstændig hårstylist. Så hvem bedre at lokke både hår- og London-tips ud af? Vi spurgte hende om… 
 
Hvad er dine tre all time favorite hårprodukter?
"1.Velplejet lækkert hår starter som hudpleje med en god base, så gør dig selv en tjeneste at finde en shampoo og conditioner, der gør noget godt for lige netop din hårtype. Jeg elsker surf og saltvand og snyder mig til lidt lyse 'solstrejf’ i de kolde måneder af året. Derfor har jeg brug for ekstra pleje, uden at det bliver for tungt i mit skandinaviske hår, og her udretter Kevin Murphy's ’Angel Wash & Rinse’ mirakler for mine trætte lyse lokker.
 
2. Lige siden jeg fik øjnene op for Mason Pearson-børsten, har jeg simpelthen ikke kunne leve uden. Jep, jeg ved godt, at det er en pebret fætter, men jeg sværger på min mormors krystaller, at dit hår-game ændrer sig max - særligt hvis du drømmer om fyldigere og længere hår.
 
3. Det er svært at begrænse sig til tre, men min nyeste favorit er ’Lavender Smooth Balm’ fra Less is More. Jeg har nu troligt brugt den i tre måneder, og kan tydeligt mærke forskel på mine spidser og kvaliteten af mit hår. Det er en økologisk leave-in conditioner, som er meget nærende, og som gør mit hår dejligt blødt. At den dufter helt igennem fantastisk, har blot gjort mig mere afhængig… " 
 
 
Dit top tip til volumen?
"På dage hvor jeg føntørrer mit hår, afslutter jeg altid med at svinge hovedet nedad og give den fuld gas med kold luft. Det giverne nemlig rødderne et godt løft, og den kolde luft får volumen til at holde længere end blot et par timer. Præcis som når man har lavet krøller med et varmt krøllejern og lader dem køle af. ’Dry Texturizing Spray’ fra Oribe er mit absolutte yndlingsvolumen - og stylingprodukt, fordi den kan trylle mit skandinaviske flade hår om til en voluminøs løvemanke på nul komma fem, og så har den en perfekt formel, som gør, at den fungerer som lige dele tørshampoo og teksturspray."
 
For 2 år siden flyttede du hele dit liv fra København til London. Hvad var afgørende for, at du tog den beslutning?
"Jeg havde været sulten på udlandet længe. Pludselig bød chancen sig i London, og jeg flyttede fem dage senere. Livet i London har nu gjort hele verden til min arbejdsplads, og jeg bor for det meste i min kuffert, men det er helt cool at være en bohemian hårstylist-nomade med vind i håret! "
 
Hvad har det at starte et nyt kapitel lært dig?
"At man faktisk ikke behøver at passe ind i ’boksen’. Livet er lidt som en bog - man kan være stensikker på, at der altid kommer et nyt og ofte meget bedre kapitel. Jeg har også lært, at man skal stole på sin mavefornemmelse, og at det er helt okay at skifte mening og retning undervejs, hvis noget ikke føles rigtigt mere. "  
 
Hvor i London du køber dine hårsager?
"Når jeg går på jagt efter mine favoritter i London, ender jeg ofte i stormagasinerne Liberty eller SpaceNK. Det er to lækre steder, hvor jeg er sikker på at finde, hvad jeg søger, men hvor jeg også kan være 110 procent sikker på altid at blive fristet af nye lækkerier. Hvis jeg skal inspireres, går jeg i Pak Cosmetics, som er en kæde der ligger rundt omkring i London. De har alt fra parykker og sjove børster til et uendeligt bredt udvalg af hårprodukter til rigtig gode priser. Derudover er London jo et mekka for seje og spændende frisørsaloner med nye produkter, hvor mit frisørhjerte ikke kan lade være med at kigge ind, når jeg kommer forbi - og jeg kan stærkt anbefale, at du gør det samme, hvis du skal have hjælp til at finde en god shampoo og conditioner."
 

Relaterede artikler