Percy & Reed: "Vi tager ikke os selv for seriøst"

ff
Paul (Percy) Percival (tv.) og Adam Reed (th.)

Paul (Percy) Percival og Adam Reed er mændene bag brandet Percy & Reed, som tæller to eksklusive flagskibssaloner i henholdsvis West End og East End i London og et produktsortiment bestående af både pleje- og stylingprodukter. Vi har mødt de to prisbelønnede hårpersonligheder til en snak om styling, pleje og sæsonens hotteste hårtrend. 

Læs også: Skønhedsredaktørens 10 marts-favoritter

Vi møder Percy og Adam i en hotelsuite i København, og da en storsmilende Adam åbner døren, kommer den skønneste duft af sommer fra suiten, der er pakket med produktserien, som de to britiske herrer står bag.

Og netop duften har især været vigtig for Adam i forbindelse med skabelsen af produktserien, som både indeholder pleje- og stylingprodukter:  

”Jeg er besat af dufte, så vi arbejdede længe på at udvikle de fine dufte. Duften til vores plejeprodukter kalder vi 'A Walk with Nature' – en grøn blomsterduft, som minder om britisk landskab i fuld flor. Da vi lancerede produkterne for 5,5 år siden, var grønne dufte ikke så udbredte i kosmetik. Det var mere de frugtige dufte, som blev brugt, og dem kan jeg personligt ikke lide overhovedet. Det er altså en lidt usædvanlig duft, som er blevet vores signaturduft."

På trods af et kundekartotek spækket med stjerner som Rita Ora, Ellie Goulding, Cheryl Cole og andre A-lists, er både Percy og Adam helt nede på jorden, og de sidder begge afslappet henslængt i hotelsuitens sofa under interviewet. Og denne tilbagelænethed var vigtig at overføre til deres produkter: 

"Produkterne er nemme at bruge, og det handler alt sammen om formuleringer og ydeevne. Percy & Reed handler om fantastisk hår og stort talent, men vi tager ikke os selv for seriøst. Og det er blevet overført til vores produkter. De er uhøjtidelige, de virker, og vi påstår ikke, at produkterne kan ændre dit liv eller udføre magi. Men hvad de kan er at give dig virkelig smukt hår på den nemmeste måde overhovedet. Produkterne ser godt ud, de dufter fantastisk, men deres ydeevne er vores første prioritet. Det er dét, Percy & Reed handler om – ubesværet og smukt hår hver dag."

”Quote”, indskyder Percy drillende, da Adam har færdiggjort sin talestrøm, og fortsætter:

"Vi ville gerne have, at alt skulle se fantastisk ud og skille sig ud, men vi ønskede stadig at bevare en klassisk feminin vibe. Og vi føler virkelig, at det er dét, du får. Det er vores stil og humor."

Se også: 6 hårfarver, du bør overveje til foråret

Percy og Adam har gennem de sidste tyve år haft hænderne i håret på kendisser fra både musikken, moden og scenens verden og har i den grad fingeren på pulsen, hvad hår angår. Og de er ikke i tvivl om, hvad den største hårtrend i 2017 bliver:

"Glat hår! Sundt, blankt og glansfuldt hår, som er fuld af liv. Ikke det gardin-glatte og udpinte hår. Det skal være smukt, velplejet og glat." 

Og vejen til et sundt og velplejet hår begynder allerede under bruseren:

"Skyl din balsam ud med iskoldt vand i 30 sekunder – eller mere, hvis du kan holde det ud. Det øger blodcirkulationen i hovedbunden, giver en sund hovedbund og øget hårvækst. Det vil også lukke dine hårstrå og give det mest fantastiske blanke hår. Og så er det vigtigt at sørge for, at du vasker produktet grundigt ud af dit hår. Jeg tager altid lange og kolde bade", afslutter Adam.

"Og se, hvor smukt hans hår er", indskyder Percy, mens han løfter Adams tophue og driller ham med det manglende hår. Der er en flabet og venskabelig jargon mellem dem. 

Læs også: 8 skønhedstrends, du roligt kan glæde dig til i 2017

De mange år i branchen har givet dem begge stor indsigt i kvinders hårvaner, men den største fejltagelse, som kvinder over hele verden begår, er de enige om:

"Kvinder vasker hår alt for ofte. Det er ekstremt vigtigt at opretholde en naturlig balance. Mange shampoos overstimulerer både hår og hovedbund, og derfor er det vigtigt at give håret en pause fra hårvaskene. Sørg for minimum to til tre dage mellem hver hårvask og brug en tørshampoo ind i mellem"

De prisbelønnede Percy & Reed-produkter forhandles i Matas og online her.

 

Relaterede artikler