Virtuel mode og NFT er den store, nye tendens - men hvordan fungerer det egentlig?

Mine allerfineste sko står flot linet op på en hylde i mit soveværelse. Tårnhøje hæle, lyserødt glimmer, rød lak, koboltblåt ruskind. 2-3 af parrene bruger jeg til fest, resten går jeg faktisk ikke med. Deres eneste funktion er at være til pynt. Er det dumt? Det ville nogen måske synes. Tøj og sko er jo lavet til at tage på. Men er det nu også den eneste funktion? Hvad med den rene visuelle oplevelse? Den kulturelle kommentar, vi gennem genstanden abonnerer på? Følelsen af at eje noget unikt? Kan vi blive enige om, at også det er noget værd? Hvis du kan følge mig så langt, så vil du måske også acceptere præmissen, at beklædningsgenstande godt kan have værdi, selv om vi ikke iklæder os dem, og så er vi ligesom i gang.

En Balenciaga-taske af pixels
Men lad mig så lige udfordre dig lidt mere. Hvad nu, hvis tøjet faktisk slet ikke findes som noget, du fysisk kan tage og føle på? Ville du give penge for en Balenciaga-taske bestående af pixels frem for italiensk læder? En virtuel Gucci-støvle? Eller et par Nike-sneakers, som du kun kan åbne som en fil på din computer? Det er muligt, du ikke umiddelbart tror, du er i målgruppen for digital mode, men hvis du nogensinde har brugt en Zoom-baggrund med en palmestrand, valgt T-shirt og hat til en lille figur i et computerspil eller brugt et instagram-filter fra et kendt brand, så er du faktisk allerede i gang med at udtrykke dig selv med bits og bytes frem for med silke, bomuld eller cashmere. Og vi har endnu kun set toppen af isbjerget i den trend. Investeringsbanken Morgan Stanley estimerer, at luksusbrands i 2030 vil komme til at sælge for 56 milliarder dollars digitale produkter, og at det vil svare til hele 10 % af den samlede omsætning. Det må altså betyde, at forbrugere som du og jeg i langt højere grad kommer til at sætte en del af tøjbudgettet af til tøj, sko, tasker, hatte og smykker, der kun findes som digitale filer.

Eksklusivitet koster
Almindelig finansiel teori fortæller os, at jo mindre der er af en ting, jo mere er den værd. En vare kan blive rigtig dyr, hvis den er kompliceret at producere, eller hvis råvarerne er sjældne. I det gamle Rom var salt en eksklusiv og højt prissat vare. Det var svært at fremstille, og behovet var stort, når der skulle saltes kød til soldaterne. Nu er salt så billigt, at vi strør det på vejene. Til gengæld betaler vi rigtig meget for diamanter, fordi kul presset til skinnende sten gennem millioner af år ikke hænger på træerne. De begrænsede mængder er også grunden til, at brands ofte kan tage højere pris for genstande udgivet i limited editions. Ser vi på den berømte Birkin-bag fra Hermès, så er kvinder verden over parate til at vente i kø i årevis for kun måske at få fingrene i en taske, der så koster fra 120.000 kr. til op mod 3 mio. kr. Her betaler du altså for langt mere end dyrt læder og produktion. Du betaler faktisk for noget, man ikke rigtig kan tage og føle på. Ikke desto mindre er det denne luftige egenskab ved produktet, der bestemmer prissætningen.

Designerskins
På trods af de usynlige kvaliteter og signaler ved en Birkin-bag, så er det stadig en fysisk taske, som du kan røre ved og tage med dig. Men nu er det jo så, jeg påstår, at du også kommer til at købe digitale designertasker. Sådan en kan du ikke ligefrem spankulere ned ad strøget med over armen. Eller kan du? De steder, du kan spankulere i fremtiden, vil nemlig ikke begrænse sig til fysiske lokationer. Allerede nu kan du træde ind i hele verdener og socialisere med andre i et digitalt rum, hvis computerspil er på listen over dine fritidsaktiviteter. I starten får du ofte muligheden for at vælge tøj, hår, briller og våben til din avatar. Altså til den figur, der repræsenterer dig i spillet. Mange af de andre figurer, du møder i et onlinespil, vil ligne hinanden, fordi alle spillere har det samme tøj eller ”skins” at vælge imellem. Men en dag støder du på en figur, som har et vildt smart våben eller en superfed jakke. Det er genstande, som spilleren kun får adgang til, hvis hun har spillet længe eller brugt mange penge på at købe det. Det er altså kun de få, som kan få fingrene i de eksklusive skins, og er der noget, som kan få kreditkortet til at vibrere i baglommen på den modebevidste shopper, så er det udsigten til noget, som ikke alle har.

Metaverset
Computerspillene viser vejen, men hele den todimensionelle verden, vi har lært at kende gennem de sidste 20 år på internettet, er i gang med at blive afløst af et langt mere omfattende tredimensionelt univers, som kommer til at suge os helt ind. Når vi shopper, holder møder, dater og surfer, er vi vant til skærmens firkantede format mellem os og den digitale verden. Den er det spejl, vi kan kigge ind i, men ikke penetrere. Sådan bliver det ikke ved med at være. Vi kan se imod en fremtid, hvor vi ikke kun betragter teknologien. Vi bliver en del af den. I store virksomheder som Facebook, Microsoft og Apple bliver der satset voldsomt på det såkaldte ”metavers”. Altså en virtuel verden, vi kan træde ind i, bevæge os rundt i og interagere med andre i. Ud over din fysiske tilstedeværelse i den analoge verden og din åndelige tilstedeværelse i nattens drømmeverden skal du altså også forberede dig på, at din person vil komme til at eksistere i metaversets 3D-blanding af spil, fritid, arbejde, underholdning og læring. I 2021 omdøbte Facebook ligefrem sig selv til Meta, og virksomheden er nu i færd med at skaffe sig patenter på alt fra pandebånd, briller og sensorer, som monitorerer dine ansigtsudtryk, så din avatar i høj grad kan ligne dit fysiske jeg. For godt nok er livet i metaverset bygget af pixels og flot grafik. Men vi forventer, at det virtuelle liv langt hen ad vejen kommer til at ligne meget af det, vi kender fra vores analoge liv. Når Teams og Zoom bliver erstattet af virtuelle møder, hvor alle mødedeltagere er til stede i samme rum, og når Tinder pludselig har en virtuel funktion, hvor de to matchende parter kan se hinandens avatar fra top til tå, begynder vi nok også at gå lidt mere op i, hvordan vores digitale persona tager sig ud.

Highstreet og high fashion indtager metaverset
Det forventes at metaverset vil forbinde over 1 mia. mennesker inden 2030, og selvfølgelig bliver den tredimensionelle digitale verden lige så gennemkommercialiseret som den verden, vi ellers bevæger os i. Metaverset bliver et shoppingslaraffenland af virtuelle møbler, virtuelle transportmidler, virtuelle kæledyr, virtuel kunst og virtuel mode.
Vores avatarer får mulighed for at boltre sig i både kendte highstreet-mærker og eksklusive labels. Allerede nu har Zara lanceret metaverse-kollektionen AZ Collection med priser, som svarer til prisen på det tilsvarende analoge produkt. I efteråret 2021 indtjente en auktion af digitalt Dolce & Gabbana-tøj, -smykker og -kunst hele 6 millioner dollars. I december 2021 solgte Adidas for 22 millioner dollars fra deres digitale kollektion Into the metaverse bare på en eftermiddag. Gucci har åbnet en online-konceptbutik ved navn Vault og påbegyndte i vinteren 2022 salget af den digitale kunstkollektion SuperGucci. Og da Balenciaga sidste år åbnede en virtuel butik i det populære spil Fortnite, blev deres kollektion af virtuelle hoodies, toppe og bukser pludselig det, alle i både spilverdenen og modeverdenen talte om. Stilbevidste Fortnite-spillere kunne iklæde deres avatar virtuel Balenciaga-fashion for omkring 10 dollars pr. beklædningsgenstand. Selv om kritiske røster mente, det var skadeligt for et eksklusivt brand at læne sig op ad det ”billige” computerspilsunivers, så var der tilsyneladende gevinst i tilstedeværelsen i en digital verden med næsten 400 millioner brugere. Det smarte PR-stunt gav Balenciaga uvurderlig synlighed i en attraktiv Gen Z-målgruppe. Herhjemme har danske (di)vision netop lanceret deres første NFT under deres show til Københavns modeuge. Der er få brands i modebranchen, som ikke skeler til metaverset, men jeg bebrejder dig ikke, hvis du stadig sidder med rynker i panden og er skeptisk over for tanken om at bruge tusindvis af kroner på produkter, som du ikke engang kan røre ved.

Kan digitale produkter være unikke?
Ud over at de ikke rigtig har nogen taktil værdi, har digitale filer som udgangspunkt det problem, at de kan kopieres og nemt distribueres. Så hvorfor skulle vi bruge penge på dem? De fleste ved, at trykker man copy paste på et billede af et par sko, får man endnu et billede af det samme par sko. Og det er en øvelse, der kan udføres i én uendelighed. Alligevel blev kunstneren Beeples digitale kunstkollage Everydays sidste år solgt til 69 milloner dollars. Vi taler her om et værk, som på ingen måde findes i den analoge verden. Hvordan kan det hænge sammen?

NFT ændrer alt
Forklaringen finder vi i NFT-teknologien. NFT står for Non Fungible Tokens. Det betyder løst oversat en ting, som ikke umiddelbart kan udskiftes med noget andet. En meget krøllet måde at sige, at noget er unikt på. Det interessante her er, at NFT’er gør det muligt at gøre en digital fil unik. Det betyder, at du kan få et ejerskabsbevis til en digital designertaske eller et digitalt kunstværk. Så selvom alle i princippet kan tage et screendump af Beeples dyre kunstværk, er der stadig kun én person, som kan have det unikke ejerskab, og det kan bevises med en NFT. Man kan i praksis sige, at det, man køber, er praleretten. På den måde kan man gøre alle mulige ting til en unik salgbar NFT. Twitters grundlægger, Jack Dorsey, solgte sig første tweet ”just setting up my twttr” for 2,9 mio. dollars, og det klassiske Nyan Cat-meme indkasserede 600.000 dollars. Hvert eneste af de nævnte Dolce Gabbana-smykker, Adidas-items og Gucci-værker er forankret i en NFT. På den måde bliver det muligt at skabe digitale limited editions. Og ligesom en Birkin-taske kan være en god investering, kan en NFT-designertaske også stige eller selvfølgelig falde i værdi. Men værdi har den. Og hvis du gerne vil eje en unik taske i den analoge verden, hvorfor skulle du så ikke også ønske at eje en unik taske i den digitale? Er du klar til at købe virtuel mode nu?