Modens muser: Sådan påvirkes vi af kunst & kultur i moden

Lige nu strør designerne om sig med kunstreferencer, og stilikonerne ynder at blande streetstylebillederne på de sociale medier med opdateringer fra gallerier og museer. Men kunst og mode er på ingen måde nogen ny kærlighedsaffære – de har altid bejlet til hinanden. Gå ind på et hvilket som helst museum med kunst fra før fotografiet, og bliv forbløffet over den detaljerigdom og sanselighed, der er lagt i gengivelse af beklædning.

Kunsten kan nemlig udtrykke den perfekte version af modeskaberens tanke. Efter fotografiets ankomst blev kunsten tvunget over i at redefinere sin rolle, og især i de første årtier af det 20. århundrede betød det avantgardeudtryk som art nouveau, kubisme, futurisme og dadaisme. Alle – fra den kjortelklædte Gustav Klimt til den monobrynede Frida Kahlo – brugte sig selv og deres look som en del af det kunstneriske udtryk. Grænserne var flydende, og f.eks. designede kunstneren Sonia Delaunay også tøj, ligesom f.eks. modeskaberen Elsa Schiaparelli ikke bare privat omgikkes tidens vigtigste kunstnere, fra Man Ray til Marcel Duchamp, hendes tætte samarbejde med surrealisten Dalí satte direkte aftryk i hendes kreationer, som f.eks. den berømte hummerkjole eller skohat.

Læs også: Christy Turlington: Derfor stoppede jeg som model

Kunstmodens storhedstid var især i 1930’erne. Efter krigen skulle kvinder ikke kun kunne tage imod gæster og holde middagsselskaber og fester, de skulle kunne arbejde og bevæge sig i deres tøj, og moden blev nu præget af filmstjerner, fra Katharine Hepburn til Brigitte Bardot, der strøede glamour over hverdagen. Og kostumierer som Edith Head nøjedes ikke med at lave filmtøj til stjerner som Grace Kelly, hun skabte også deres private rober. Tilsvarende kan f.eks. huset Givenchy takke det tætte samarbejde med Audrey Hepburn både på og uden for lærredet for deres enorme succes.

Så kom Beatles & co. Og fra 1960’erne og frem til ca. 2010 stod moden primært i ledtog med musikken, i særdeleshed pop, som netop har nuet til fælles med moden. Ja, selv kunsten lagde sig op ad den momentane genre, med Andy Warhol som epicenteret, der kunne levere alt fra stilikoniske modeller som Edie Sedgwick til film og tomatdåser. Tilsvarende leverede bands som Beatles og Rolling Stones også hele pakker, der udviklede sig i takt med tiden: Looket (fra det rene og enkle til flowerpower), livsstilen (sex, drugs & meditation), kvinderne (fra Marianne Faithfull og Bianca Jagger til Linda McCartney og Yoko Ono). Så fulgte discoen, efter den kom de ’unge vilde’; punkede og kønseksperimenterende navne som Boy George, Madonna, Cyndi Lauper, efterfulgt af 1990’ernes cool grunge og 00’ernes gadesmarte hiphop-stjerner.

Læs også: Beautyserie: Mød manden bag muserne, André Lundquist

Men det koster at være en popstjerne, og det er de færreste i dag, der har en længsel efter at brænde ud, før de fylder 30. Musikere ligner mere og mere os andre, og selv om der stadig er en rig arv at trække på (tag nu bare sommermodens fascination af Beatles og Woodstock, f.eks.), er det ikke den samme fornemmelse som at være i sync med tiden.

Enter kunsten. Den har selvfølgelig ikke været helt ude af billedet i de 50 år – især snart sagt enhver kollektion fra Yves Saint Laurent (hans eget design) og Miuccia Prada er tydelige eksempler på det – men ligesom kunsten gik fra at være figurativ til at være grafisk og kubistisk, gjorde moden det også, og dermed blev det kunstneriske udtryk reduceret til et markant snit eller print her eller der; ikke nogen hummere op og ned ad kjolefronten, ikke nogen sko sat omvendt på hovedet.

Omkring 2010 skete der dog noget, som førte kunst og mode tilbage til hinanden. I kraft af finanskrisen i 2008 var Vestens økonomier i sænk med stigende arbejdsløshed som et presserende problem, og det medførte en benhård økonomisk prioritering fra regeringernes side, som bl.a. i lande som Italien betød færre penge til kulturen. Det kunne lokale firmaer som Bvlgari, Dolce & Gabbana, Tod’s og Fendi, hvis eksistensberettigelse er trangen til skønhed og æstetik, ikke acceptere, så i stedet er de gået ind og har finansieret restaureringer af alt fra Colosseum og Den Spanske Trappe til Trevi-fontænen. Ja, Pradas chefdesigner, Miuccia Prada, som altid har været en form for kunstner af egen ret, og hvem New Yorks The Met i 2012 hyldede med en fælles udstilling af hendes og Schiaparellis kreationer, er gået så vidt som at åbne et museum for samtidskunst i Milano, ligesom tidens stilikoner som bl.a. Giovanna Battaglia flokkes om hypede kunstmesser som Artbasel og Miami Art.

Læs også: Josephine Skriver: Sådan er det at være regnbuebarn

En udstillings- og galleritendens, som den imponerende Valentino-duo Maria Grazia Chiuri og Pierpaolo Piccoli også har taget op; netop nu sponsorerer modehuset f.eks. Piero Fornasetti-udstillingen på Musée des Arts Décoratifs i Paris, ligesom de to seneste kollektioner er direkte inspireret af kunstnere: haute couture-kollektionen af Chagall og pret-a-porter-kollektionen af Gustav Klimt. Tilsvarende har f.eks. Sportmax hyldet Jackson Pollock, Céline har hyldet bauhaus, og Karl Lagerfeld gjorde et af sine Chanel-shows til et decideret galleri komplet med popkunst. Herhjemme er især Moon Spoon Saloon med designer Sara Sachs og kunstner Evrin Tekinoktay som frontkvinder kendt for at lade (avantgarde)kunst og design smelte sammen, men også farverige Freya Dalsjö og nørdede Anne Sofie Madsen er på samme mission.

Med andre ord er det nu atter blevet kunstens tur til at være modens yndling. Yndling i forståelsen: Den primære kilde til inspiration – for det er inspirationen, moden lever og næres af. Og når filmstjernerne ikke længere ligner deres roller, men bare ligner os andre, og når popstjernerne ikke går klædt på gaden, som de gør på scenen (Lady Gaga undtaget, selvfølgelig, men spørgsmålet er, om hun ikke nærmest er et kunstprojekt i sig selv?), så må man kigge i nye retninger, og hvad er mere oplagt end kunsten? Al den kreativitet, designerne hidtil har ladet udfolde sig i scenografien omkring et modeshow eller i en given sæsons kampagnemateriale for at vise, præcis hvordan deres klassiske og minimalistiske design adskilte sig fra konkurrentens klassiske og minimalistiske do., bliver nu brugt på selve tøjet og på mere langsigtede strategier, såsom det nye Louis Vuitton-kunstmuseum i Paris. Oh, muse besyng!

Lad dig forføre og inspirere af kulturens rolle i modehistorien her i galleriet.

Psst... Brug pilene i galleriet eller 'swipe' dig igennem.