Hunter: ”Når folk planlægger deres festival-look, er vi automatisk en del af det”

Foto: PR

Det er ikke uden en vis portion af professionel ærefrygt, at ELLEs udsendte i slutningen af maj måned rækker hånden ud til en storsmilende, skægget (og meget pæn) mand på Café Europa i København. Manden er nemlig Hunters CEO, Alasdhair Willis. Ikke nok med at han står i spidsen for det brand, der har haft monopol på festivalmoden siden år 2005, hvor Kate Moss rockede de klassiske gummistøvler som et key-item i hendes skødesløse festival-look, så er Willis også selv et temmelig stilet bekendtskab. Han er nemlig gift med Englands ukronede modedronning, Stella McCartney. Parret er fast inventar på London’s jet-set scene, og mon ikke hans stilbevidste viv har sit at gøre med, at Hunter i dag tiltrækker en front row under brandets shows, der snildt kan konkurrere med de største og mest eksklusive modehuse.

Men ét er at kunne bryste sig af celebre showgæster, som Alexa Chung, Anna Wintour og naturligvis Stella McCartney. Et andet er, at have et brand og et produkt, der er kendt og elsket, og formår at være evigt aktuelt, på trods af at det i bund og grund er hamrende praktisk og skabt ud fra en klar filosofi om at have ét (funktionelt) formål. Og det, mener Willis, er grunden til, at Hunter i dag har så mange loyale fans verden over, der sværger til deres Hunter-gummistøvler, ligeså snart himlen åbner sig, eller der skal pakkes til en festival.

”Jeg tror, at en af de stærkeste ting ved Hunters brand er, at vi mikser mode med et praktisk element. Vi har altid arbejdet omkring funktionaliteten i vores produkter, frem for at følge en trend, men i 2005 med det berømte ’Kate Moss-moment’, så skete der en ændring i den måde vi så på brandet, og det gjorde, at vi kunne lege med det på en helt ny måde, og hele tiden balancere mellem mode og funktion, hvilket er ret ’in’ lige nu,” siger Alasdhair Willis.

Foto: PR

Efter Kate Moss dyrkede rock’n’roll-stilen i ført Hunters til sine slidte denim hotpants, Aviator-solbriller og en sort tank-top (lækker og underspillet, som altid), blev støvlerne synonym med god festival-stil og blev et uomgængeligt element i et hvert festival-look.

”Det sker helt ubevidst for mange, når de tænker over deres festival-look, at Hunter automatisk er en del af det. Folk er simpelthen bare glade for at have vores produkter på, fordi de fungerer godt til formået,” siger Willis med en ikke ubetydelig begejstring og ydmyghed i stemmen.

Han lægger samtidig ikke skjul på, at brandet har nogle utroligt loyale ambassadører, der gladeligt år efter trækker i festival-uniformen, inklusiv de trofaste Hunter-boots. Men, modsat mange andre brands, har Hunter aldrig betalt nogen for at have produkter på. De kommer helt af sig selv, og de bliver ved med at være loyale, fortæller Willis til ELLE. Og det gælder ikke kun den originale, langskaftede Hunter gummistøvle. Hunter er nemlig i gang med at bevæge sig ind på at have langt flere kategorier, som de vil associeres med, som eksempelvis tasker, ponchoer og anorakker. Og at dømme efter it-pigernes (altid) gode indikation, bliver de nye produkter snart en ligeså uundgåelig del af festival-uniformen som de originale ’røjsere’ har været det siden Kate Moss-effekten.

Vi har lavet en poncho i et vinyl-materiale, og sidste år havde både Cara Delevingne og Alexa Chung den på. Den er genial fordi den er så let at tage af og på, krølle sammen og stikke i en taske – og jeg er sikker på, at pigerne vil have den med sig igen i år. Sammen med et par støvler, korte eller lave, er ponchoen et klart musthave til festival-looket i 2017,” siger Alasdhair Willis, der uden at blinke er på fornavn med tidens største ’it’-girls, som han yderst sympatisk og meget diskret indikerer, at han kender personligt. (Vi er kun lidt misundelige!)

Og de stilfulde modeikoners loyalitet har helt sikket hjulpet Hunter med at være lige så hot i dag, som det blev overnight for 13 år siden. Men Willis er meget opsat på, at Hunters tilstedeværelse på festivalerne forbliver original og ikke går hen og bliver kommerciel. Derfor laver Hunter heller ikke pop-ups på festivaler.

”Når jeg er på Glastonbury, ser jeg Hunter alle vegne, og jeg har ikke lyst til at pushe brandet endnu længere ned i halsen på folk. Vi har sådan et godt forhold til vores kunder, som vælger Hunter fordi de har lyst, og jeg vil ikke sætte det forhold på spil bare for øge bundlinjen”.

Og man skal ikke kimse af det med det personlige forhold. Willis fortæller nemlig ELLE, at han ofte er i en af brandets butikker i London, hvor han hilser og snakker med butikkens kunder – simpelthen for at forstå deres behov endnu bedre. Han fortæller, at han engang mødte en dame, der kiggede på støvlerne og sagde, at hun var vild med designet, men ikke forstod hvorfor de skulle koste så meget, som de gør. Dertil svarede han, at en Hunter-støvle er håndlavet efter traditionel skomagerkunst, og at det tager tre og en halv dag at lave ét par støvler. Det er mere end en Hermés-taske. Hver støvle består nemlig af 28 individuelle gummistykker, der sættes sammen en efter en i hånden – og dermed forstår man virkelig, at man har med et brand at gøre, der et tro mod deres produkt og ikke mindst deres tradition.

Willis ønsker at gøre en forskel for brandet og dyrke og værne om dets 160 år gamle historie og bringe den videre på en måde, der er både tro mod DNA’et. Samtidig vil han udvikle brandet med en bæredygtig tilgang og gøre det til mere end ”bare” gummistøvler. Lige inden han selv kom til Hunter havde brandet et succesfuldt designsamarbejde med Jimmy Choo, men han har holdt igen med at indgå nye, for at dyrke de andre facetter i brandet. Og det endda til trods for, at han havde en liste så lang som sin arm med brands og designere, der ville følge i Choos fodspor og sætte deres touch på den velkendte støvle. Men Willis har ikke ladet sig friste af ’mere-vil-have-mere’-tendensen, som én succes ofte afføder, og i stedet har han fokuseret på at videreudvikle brandets accessory-linje og taskekollektion, der i dag udgør over 54% af salget i Hunters flagship butik i London. Én taske har solgt over 60.000 eksemplarer, og, som ELLE siger, det gør det jo praktisk taget til en ’it’-bag (og det er ikke en fremmed term ham, der er gift med kvinden bag Falabella-fænomenet). Desuden arbejder Willis meget dedikeret med en bæredygtig produktion, og særligt produktets nedbrydelses- og genanvendelsesproces, der er en udfordring med det hårdt forarbejdede og svært nedbrydelige gummi.  Hunter arbejder tæt sammen med bilindustrien, der er langt fremme i udviklingen omkring bæredygtigt gummi, der benyttes i store mængder til bildæk. For, som Willis siger; alene ville Hunter slet ikke kunne gøre noget af betydning.

Inden ELLEs time med CEO’en rinder ud, har vi et sidste spørgsmål til ham, der er med til at definere festival-stilen anno 2017. Skal støvlen være høj- eller lavskaftet og hvilken farve støvle skal vi gå gennem Roskildes pløjemark i, når der bliver skruet op for bassen på Orange Scene i slutningen af juni og løbende herefter til festivalerne over det ganske danske sommerland…?

”For to år siden havde Cara, Alexa, Suki og Poppy alle den lave version, og sidste år gik de tilbage til den langskaftede… I år tror jeg vi kommer til at se et miks mellem de to. Farverne er altid tilstede, og de er en del af vores DNA – vi er jo et brand, der får folk til at smile, når det regner – og derfor er farver altid en del af vores kollektion. Men det kommer meget an på pigen, der har dem på: Alexa-pigen vil altid hælde til den neutrale og sofistikerede version, mens en type som Cara vil synes, at det er en fest at lege med farverne. Men generelt tror jeg, at looket vil hælde mod de neurale og nedtonede farver i år,” siger Willis.

Og til allersidst: Hvem er det ultimative Hunter stilikon?

”Det er svært, for vi har simpelthen så mange vidunderlige og loyale personer, der støtter vores brand, og jeg vil ikke udelukke nogen. Men jeg har et godt bud på et miks af tre festival-typer, der tilsammen udgør vores ultimative stilikon: Lorde, som jeg synes er mega-talentfuld og super-cool, og som ville repræsentere det kreative og cool musik-talent. Cara, som repræsenterer brandets legesyge og ’tag-ikke-dig-selv-for-seriøst’-aspekt og til sidst Alexa, som er den lidt mere raffinerede og stilfulde side af brandet. Hvis man sætter alle disse tre piger sammen har man det, jeg ville kalde den ultimative hellige treenighed af Hunters festival-look!”, afslutter Willis.

Hunter er aktuel med en festival-kollektion, der lander i butikkerne i sommeren 2017. I 2018 løfter Hunter desuden sløret for en række nye design-samarbejder, der har fokus på brandets nye accessory- og taskefokus, da Willis mener, at Hunter nu er et sted, hvor de godt kan tåle en ny design-samarbejde succes. Stay tuned!

I galleriet nedenfor har vi samlet billeder af Hunter-pigerne på festival - ligefra Kate Moss i 2005 til Cara Delevinge i 2016. Måske kan du finde inspiration til årets festival-look?

Hunter Festival Stil

Relaterede artikler