3 smykkebrands, du skal holde øje med i 2017

3 smykkebrands, du skal holde øje med i 2017

Listen over dygtige smykkedesignere, smykkebrands og guldsmede i Danmark er lang, men bestemt værd at dykke ned i - og hvis du kunne tænke dig at stifte bekendtskab med nogle smykkedesignere og guldsmede, som du måske ikke kender i forvejen, skal du læse med her. 

Her på ELLE-redaktionen fylder smykker en stor del af vores garderobe, og vi er altid på udkig efter nye designs at pryde vores kroppe og outfits med. Derfor har vi fundet 3 smykkedesignere og guldsmede i København og Aarhus, som vi synes, at du skal kende og besøge ved lejlighed - måske kender du dem allerede, og hvis ikke, er det på tide.

Fælles for de tre guldsmede og smykkedesignere er nemlig, at deres smykkeunivers er intet mindre end magisk. 

Vi har besøgt to guldsmede i København, som begge ligger på Gammel Kongevej på Frederiksberg i København; Guldsmed Marie-Louise Joensen, som sammen med sin partner Julie Nielsdotter for nyligt åbnede den fineste butik "101" på Gammel Kongevej, hvor alt butikkens inventar er holdt i lyserøde og guld-nuancer. Med andre ord: Enhver piges drøm, som du ikke må snyde dig selv for. 

Se også: Designerne bag Baum und Pferdgarten

Den anden guldsmed på Gammel Kongevej, som vi har besøgt, er guldsmed Jeanette Nørlund, der har lavet smykker i mere end 20 år og er særligt kendt for sine fantastiske biller, hvortil der hører den sødeste bagrundshistorie (... som du kan læse alt om i galleriet). Jeanette Nørlund har mange bestillinger til udenlandske kunder, og hun er derfor allerede et anerkendt navn uden for Danmarks grænser. 

I Aarhus har vi besøgt guldsmed Trine Wilkens, som også har en lang smykkehistorie bag sig og er kendt for sin særlige granulationsteknik, der går igen i de fleste af hendes smykker - og det forstår vi godt. Med granulationsteknikken skaber Trine Wilkens de fineste designs med små "kugler", der giver en anderledes, enkel og særdeles smuk overflade.  

I galleriet kan du møde Jeanette Nørlund, Trine Wilkens og Marie-Louise Joensen og komme tæt på deres smykker, designs og personlige smykkehistorier.

3 smykkebrands, du skal holde øje med i 2017

Relaterede artikler