Klima Gucci er gået ind i miljøkampen og kompenserer sit CO2-udslip med 100 procent

Foto: Gucci

Gucci går ind i kampen for miljøet og har som mål at kompensere sit CO2-udslip med 100 procent.

Og uden det skal blive alt for langhåret, kommer her et kort oprids over, hvordan Gucci kan købe sig ud af forurening.

For at Gucci bedre kan forsvare deres CO2-udledning, køber de klimakvoter. Klimakvoter er et begreb, der dækker over virksomheders udligning af CO2-aftrykket. For eksempel kan virksomhederne opkøbe en masse træer og plante skove – eller investere i andre klimabevarende projekter, som udligner forureningen.

Ganske enkelt – verdens bedste opfindelse!

Men uanset hvor god en opfindelse klimakvoter er, vil produktion af tøj aldrig være godt for miljøet. Ved at købe klimakvoter udligner Gucci deres miljøforurening, men verden har lige nu ikke kun brug for at udligne; den har brug for at mindske.  

Læs også: Mytheresa sælger personligt donerede items fra designerne bag Gucci, Prada og Dior - se de 21 items her.

Heldigvis er Gucci klar over problematikken, og modehusets President og CEO, Marco Bizzarri, udtrykker selv stor bevidsthed omkring klimakrisen i nyhedsbrevet:

“Gucci vil blive ved med at arbejde strategisk med at reducere vores aftryk, samtidig med at vi investerer i innovation som en drivkraft for bæredygtighed. Men efter min mening er dette ikke nok, og det sker heller ikke hurtigt nok, taget modeindustriens bæredygtige udfordringer og globale klima- og biodiversitetskrise i betragtning. For at adressere hastebehovet for nye løsninger, sætter Gucci en højtstræbende standard gennem vores nye forpligtelse til at være CO2-neutrale,”  udtaler han.

President and CEO for Gucci, Marco Bizzarri. Foto: MEGA

President and CEO for Gucci, Marco Bizzarri.

Flere danske virksomheder som Ganni, Designers Remix og Mads Nørgaard har også taget ansvar i debatten og benytter sig af klimakvoterne som et værktøj til at mindske deres CO2-udslip, ligesom flere af førnævnte brands tager imod kundernes aflagte tøj, så de på den måde sørger for, at så mange tekstiler som muligt bliver genbrugt.

Så selvom produktion af tøj aldrig kommer til at blive decideret klimavenligt – uanset hvor bæredygtigt det end er produceret – er kvoterne et positivt skridt på vejen. Derfor er det så vigtigt, at Gucci stiller sig op som forbillede og baner vejen mod en mere miljøsikker verden.

Vi glæder os til at se, hvem mere i modebranchen der følger trop på Guccis gode eksempel. 

Relaterede artikler