Bettina Bakdal: ”Modebranchen er benhårdt arbejde, men det er også vidunderligt”

Bettina Bakdal er ikke noget nyt navn i den danske modebranche. Som selvstændigt brand, jo, men det er mere end tyve år siden, at den nu Nørrebro-bosatte designer uddannede sig.

Siden da har vinden taget hende flere steder hen. Hun har startet flere virksomheder både solo og i flok, designet filmkostumer, og i dag både underviser og designer Bettina Bakdal i eget navn.

Du har garanteret set Bettina Bakdals unikke kjoler skabt i silketørklæder i dit Instagram-feed. Kjolerne er one-of-a-kind og sælges i et meget begrænset antal i fire butikker i henholdsvis København, Aarhus, New York og Australien.

Psst! Følg Bettina Bakdal HER.

Læs også: Hedi Slimane releaser tre nye Celine tasker flere måneder før forventet.

Så hvad er forskellen på at designe bæredygtigt og i begrænsede mængder i forhold til hos en gigant som InWear? Hvad er hemmeligheden bag silkekjolerne, og hvilke udenlandske designere kigger Bettina Bakdal selv mod? ELLE mødte hende til en lille snak om det hele…

Du har en lang karriere i modedesign bag dig, som startede på Designskolen, hvor du senere har undervist. Vil du fortælle lidt om rejsen i branchen ind til nu?

Jeg blev uddannet i 1996 fra Danmarks Designskole. Lige efter startede jeg egen virksomhed, By Bakdal, med 2 årlige kollektioner, messer i Paris og produktion i Litauen. Firmaet lukkede jeg, da jeg startede på Inwear som Senior Designer i 2006. Efterfølgende arbejdede jeg med film, som jeg har en stor kærlighed til. Jeg har været kostume på ”Max Pinlig” julefilm, og på ”Broderskab”. I 2013 startede jeg mit eget firma igen, nu som Bettina Bakdal. Jeg har altid været meget projektorienteret og har sideløbende undervist på Designskolen Kolding i næsten 9 år. I dag underviser jeg stadig, men på Det Kongelige Danske Kunstakademi for Design i København.

Hvad er den største forskel på at designe til et større modebrand, som du gjorde hos InWear versus dit eget mindre brand?

Der er en kæmpe verden til forskel. Især som jeg arbejder nu, med produktion i Danmark. Der er helt sikkert fordele og ulemper ved begge måder, alt efter hvordan man er som person. Industrien er en kæmpe mølle med ekstremt stort fokus på kroner og øre. Det er en meget spændende verden, og jeg ville slet ikke have været min tid hos Inwear foruden. Jeg synes, det er sundt at vide og forstå hvordan modeverden fungerer mest.

Dine kjoler florerer jo mere og mere i modebilledet for tiden. Vil du fortælle lidt om processen? Hvad var tankerne bag, da du begyndte at sy unikke kjoler ud af silketørklæder?

Jeg startede med at lave mine tørklædekjoler for snart tre år siden. Jeg har arbejdet med tørklæder før, og min kærlighed til dem startede helt tilbage til slut 90’erne, hvor jeg også anvendte vintage i mine designs. Jeg finder dem på mine rejser, mest i Frankrig, men jeg kan også være heldig herhjemme engang imellem. Men de er jo blevet helt vildt populære, så det bliver sværere og dyrere at finde dem. Jeg supplerer med stoffer, som er overskudsmetervarer fra mange af de store modehuse. Så bliver mine vintagefund vasket og strøget. Hele designprocessen er noget med at sammensætte materialer i mønstre og farver. Som at lave en collage eller male et billede.

Dine kjoler er one-of-a-kind idet, du kun producerer en af hver. Har du særlige favoritter selv?

Faktisk har jeg selv kun to tørklædekjoler. Jeg har altid lyst til at beholde dem, jeg laver. Og sådan skal det helst også være. Hvis jeg ikke selv er begejstret for mit arbejde, så er der heller ikke andre, der er det.

Fortæl lidt om processen i at skabe en one-of-a-kind-kjole ud af reststoffer. Planlægger du hvordan en kjole skal ende ud, inden du går i gang, eller sker det undervejs?

Ja, jeg ved, hvordan de skal se ud, inden jeg klipper dem. Og det er en langsommelig proces. Som jeg nævnte, er det som at skabe et billede, et værk. Jeg har alle mine stoffer og materialer og vintageting lige omkring mig, og så går jeg fra og til og sætter materialerne sammen på kryds og tværs.

Hvilke udenlandske designere kigger du selv til og lader dig inspirere af?

Jeg følger meget med og ser mange af de shows under modeugerne i Paris. Det synes jeg, man skal, så man ved, hvad der forgår i faget. Og det er også vigtigt i forhold til mit arbejde på KADK. Men min inspiration kommer ofte fra kunstens verden. Moden har jo haft sin egen inspiration i sin tilblivelse. Jeg har en stor kærlighed til Poul og Aase Gernes, og ikke mindst Josef Albers, Nathalie du Pasquier og Sheila Hicks bare for at nævne nogle. Af modedesignere har mine favoritter altid været de belgiske designere som Martin Margiela og Dries van Noten.

Du har tidligere udtalt din interesse i bæredygtighed. Hvordan kommer den til udtryk i din måde at designe og producere på i dag?

For overhovedet at kunne retfærdiggøre at producere mere tøj, bliver jeg nødt til at være så bæredygtig som overhovedet muligt. Min produktion er ”in-house”, jeg syr alt selv sammen med min dygtige skrædder Agnes Beier. Vi producerer kun, hvad der er lagt ordre ind på, så der findes intet lager. Vi følger ikke sæsoner, men leverer hele året med en leverings tid fra tre til seks uger. Butikker kan kun bestille mellem tre og seks kjoler, og det er for at undgå, at de ikke bliver solgt, og at de ikke kommer på udsalg. Alle kjoler har sit eget navn og sin egen historie, så når man køber en af mine kjoler, så får man sin egen. Og mit største ønske er at mine kunder beholder dem længe. Det er også med til at gøre kjolerne bæredygtige.

Du har tidligere startet mærkerne By Bakdal, Könrøg og senere Bettina Bakdal. Hvad er dit bedste råd til dem derude, der drømmer om at starte sit eget brand?

Ja, jeg startede mit eget firma, faktisk da jeg var 19 år og før min uddannelse på Designskolen. Siden var jeg med til at starte Könrøg, en sammenslutning af 8-10 designere med egen butik. Mit største råd er, at man skal brænde for det. Man skal simpelthen ikke kunne lade være. Modebranchen er benhårdt arbejde, men det er også vidunderligt. Jeg tror måske ikke, jeg var sprunget ud i at starte mit eget mærke, hvis jeg havde været ansat i et firma først. Jeg tror, det kræver en vis portion naivitet, bare at gøre det.