Interview Ancré er navnet på Danmarks nye bæredygtige brand

Ancré er navnet på Danmarks nye bæredygtige brand
Foto: Tobias Valentin
Antallet af nye og etablerede brands i modebranchen, som tager del i debatten og produktionen af bæredygtig mode med øje for social ansvarlighed og ordentlige arbejdsforhold er stigende - og heldigvis for det. 
 
Seneste skud på stammen af bæredygtige danske brands er splinternyt og hedder Ancré.
 
Ancré betyder at være forankret i noget, og hvis der er noget, som og kvinden bag mærket er, så er det 100% forankret i missionen om at designe og producere tøj, der er retfærdig overfor både planeten og de arbejdstagere, der er involveret i processen. 
 
Ancré er et 100% bæredygtigt mærke, hvor bæredygtighed er i centrum for alt - fra designprocessen til at producere og sende varene til deres kunder og generelt at bidrage til en bæredygtig modeindustri, hvor økonomisk overskud ikke kommer på bekostning af mennesker eller miljøet. 
 
Kvinden bag Ancré er 29-årige Nina Schøler Nørgaard, som både er designer og indehaver af mærket.
 
Nina har en baggrund i Fashion Design og er desuden også uddannet etnolog fra Københavns Universitet. Nina har altid haft en bankende hjerte for bæredygtig mode og har også tidligere arbejdet for Global Fashion Agenda, der står bag Copenhagen Fashion Summit med lige præcis dét. 
 
At etablere et bæredygtig modebrand har derfor altid været en både faglig og personlig drøm for Nina, og med Ancré er drømmen endelig blevet en realitet. 
 
Nina har valgt at Ancré skal specialisere sig i organiske t-shirts, og til en start har hun designet tre forskellige prints til de hvide t-shirts. Hvert print produceres i et begrænset oplag af 40 t-shirts, hvorefter hun supplerer med nye prints.  
 
Vi har taget en snak med Nina Schøler Nørgaard om Ancré, fremtidens bæredygtige mode og ikke mindst vigtigheden af, endnu flere virksomheder tager ansvar for bæredygtig mode og ikke venter på, at forbrugerne selv efterspørger den. 
 
Ancré ser dagens lys i dag. Hvis Ancré var en rigtig person, hvordan ville du så beskrive hende? 
 
Ancré -kvinden er manifestationen af en sofistikeret økoaktivist. Hun har ben i næsen og ikke bange for at stikke ud, heller ikke når det kommer til at give hendes holdning til kende. Hun er en nysgerrig kvinde, som ser på verden med åbenhed og humor. Hun elsker mode og holder fast på, at interessen for trends og æstetik ikke minimerer ens intellekt. Hun inspireres af kvinder, som gør en forskel for miljø og mennesker, både i det store og små. Ancré-kvinden er ikke kun mig, men en naturlig del alle dem, kvinder som mænd, der tager ét lille miljørigtigt skridt fremad hver dag.
 
Ancré har fokus bæredygtighed, miljø og social ansvarlighed. Hvorfor er det en agenda, du har valgt at tage del i?
 
Fordi jeg ikke kan lade være. Det er min holdning, at når man har at gøre med produktion af tøj, som er en relativ ressource tung process, så er det ens pligt at tage stilling til de sociale eller miljømæssige konsekvenser. For mig som designer er det afgørende, at de produkter jeg laver ikke kun er smukke og holdbare, men at de også er en stemme mod en bedre verden, hvor vi passer godt på naturen og de mennesker, som laver vores tøj. Og derudover håber og tror jeg på, at der bliver flere forbrugere som vil foretrække bæredygtig mode. 
 
Synes du, at der mangler noget i debatten, når der i dag tales om bæredygtighed, miljø og social ansvarlighed i modebranchen? 
 
Jeg ville elske at se flere virksomheder tage ansvar, i stedet for at vente på at forbrugerne efterspørger den. Det er min holdning, at det er branchens ansvar at omstille sig, og jeg er helt overbevist om, at forbrugerne nok skal følge med - på helt samme måde som de gør med trends. Og så synes jeg, at branchen mangler gennemsigtighed. Hvis vi virkelig skal have vendt modebranchens plettede ry i forhold til miljøforurening og dårlige arbejdsforhold, så er vi nødt til at dele ud af vores erfaringer på tværs af store og små virksomheder. 
 
Foto: Nina Schøler Nørgaard, designer og indehaver af Ancré
 
Hvordan skal fremtidens mode se ud?
 
Den skal være teknologi-baseret. Teknologi-baseret i den forstand, at der sker rigtig meget i udviklingen af tekstiler. Der findes allerede tekstiler lavet af biprodukt fra andre industrier, så som læder lavet af rester fra ananas. Forhåbentligt ser vi også intelligent sortering og regenerering af brugte tekstiler i fremtiden, så vi kan bringe ressourcerne tilbage i systemet, i stedet for at det ender på en losseplads. Æstetisk vil moden genopfinde sig selv, som den altid gør - men det er alt der ligger bagved - nye materialer, genbrug af fibre og nye produktionsmetoder, som forhåbentligt vil ændre sig positivt, for det er der behov for. 
 
Hvis du må drømme stort - hvor er Ancré så om 1, 5 og 10 år?
 
Lige nu er drømmen at få Ancré etableret som et solidt t-shirt brand, som folk associerer med bæredygtighed og social ansvarlighed. Om 5 og 10 år vil jeg meget gerne have indført andre produkter og i høj grad fokusere på formidling og afmystificering af bæredygtighedsbegrebet og gøre skaren af miljøbevidste og kritiske forbrugere større. At være en ansvarlig forbruger behøver ikke at være svært. For 10 år siden var der heller ikke mange der købte økologiske fødevarer, og det er jo fuldstændigt vendt. Det samme håber jeg, at der vil ske inden for mode. 
 
Alle de organiske t-shirts fra Ancré koster 350 kroner og kan købes på mærkets webshop
 

Ancré er navnet på Danmarks nye bæredygtige brand

 

Relaterede artikler