soeren-le-schimdt-s-s-2020-elle-dk.jpg
Foto: Kavian Borhani
Copenhagen Fashion Week S/S 2020

Søren Le Schmidt: ”S/S 2020-kollektionen var et eksperiment - både for at skubbe til mine egne grænser, men også for at prøve mine kunder af”

af Nikita Hoffmann Andersen 7/08/2019
Det danske designtalent, Søren Le Schmidt, stod som det sidste navn på skemaet, da Copenhagen Fashion Weeks første dag løb af stablen tirsdag den 6. august 2019. ELLE var med designeren backstage før og efter showet, og her tog vi en snak om kollektionen, det mangfoldige modelcast og drømmekunden.

Søren Le Schmidt behøver efterhånden ingen større introduktion. Efter flere shows under den københavnske modeuge – for slet ikke at tale om den ikoniske røde kjole, som han lavede til kronprinsesse Mary i forbindelse med dronningens nytårskur den 1. januar 2018 - er det ligesom blevet slået fast med syvtommersøm:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Søren Le Schmidt er en af de største danske designere ’du jour’.

Tirsdag den 6. august 2019 beviste han det igen ved sit tredje show under Copenhagen Fashion Week, og med et spækfyldt Paustian og knapt 800 forventningsfulde gæste fordelt på tre etager, var der vist ingen tvivl om, at Søren Le Schmidts show var et af tirsdagens mest ventede.

ELLE fulgte designeren før og efter showet, og her fik vi mulighed for at snakke om S/S 2020-kollektionen, det mangfoldige modelcast (der sørgede for at stemningen var i top, idet publikum hujede løs) og om, hvorfor den populære designer ikke skaber ready-to-wear, men fortsat laver alt på bestilling:

Stort tillykke med det veloverståede show! Fortæl om S/S 2020-kollektionen?

Tak! Jamen det er en mere legesyg og farverig kollektion, end det jeg plejer at vise. Oftest er mine kollektioner meget mørke fx mørkegrøn, mørkeblå og sort, så det her er på en måde lidt et eksperiment både for at skubbe til mine egne grænser, men også for at prøve mine kunder af og se, om de er friske på, at det bliver lidt mere candyfloss, bubblegum og legesygt. Det er jo en Spring/Summer-kollektion, så det tænkte jeg, at man godt kan. Kollektionen er stadig inspireret af arkitekturen som altid, og derfor er den meget grafisk og minimalistisk i linjer og snit - og så finder jeg inspiration i de mennesker, jeg møder, når jeg rejser. Jeg kalder ikke mine kollektioner nogen titel, for inspirationsrammen er så bred.

Foto: Kavian Borhani

Det er jo din Spring/Summer-kollektion, men da du ikke laver reeady-to-wear, kommer tøjet jo ikke til at hænge i nogen butikker, idet alt laves på bestilling. Hvordan foregår det?

Kunder bestiller ud fra det her show, og derfor er showet mest til inspiration for dem, der vil bestille. Jeg viger ikke særlig meget fra de styles, der er vist i dag, når jeg så skal lave til bestilling, men der er fx en lyserød kjole med en stor drapering på den ene skulder, og den kan eksempelvis flyttes over på den anden skulder, hvis kunden fx har et ar eller en tatovering, hun ikke ønsker at vise frem. Det er den slags justeringer, vi laver ud fra show-kjolerne. Man kan ændre, hvor dyb en rygudskæring skal være eller længden på et ærme, men dét er det, og jeg kan mærke, at det er det, mine kunder sætter pris på, fordi vi i fællesskab kan tage højde for de skavanker, de ikke ønsker at fremhæve. Jeg startede faktisk med at gøre det på den måde, fordi jeg altid selv har haft problemer med mine meget lange arme. Jeg kunne aldrig finde noget, der var langt nok i ærmerne, og alle har jo et eller andet 'issue', eller noget de gerne vil fremhæve, så det finder vi frem til.

Du har efterhånden klædt virkelig mange cool kvinder på, og når man først har klædt HKH Kronprinsesse Mary på, som du gjorde ved dronningens nytårsbal i 2018, er der så flere drømmekunder tilbage?

Jeg drømmer om at lave en kjole til The Oscars. Det gider man godt. Jeg synes fx, Jennifer Lawrence er fantastisk smuk, og jeg synes, hun ville klæde en af mine kjoler rigtig flot, men så har vi jo også vores egen smukke Trine Dyrholm, og hende har jeg jo været så heldig at klæde på nogle gange, så jeg håber også, at jeg skal igen.

Her under modeugen i august er det et år siden, du for første gang viste show under CPHFW. Hvad har de to shows, som du har holdt før i dag haft af betydning for brandet?

For mig har de seneste to shows betydet vildt meget for mit brand og virksomheden. For et år siden overværede ca. 250 mennesker mit show, i januar omkring 500 mennesker og i dag overværede knapt 800 gæster mit S/S 2020-show. Udover presse, kendisser, influencers og branchefolk har jeg også inviteret nogle af mine kunder med. Jeg tror på, at den absolut bedste forretningsmodel består af ærlighed, kvalitet og tilfredse kunder, så naturligvis skal der også være plads til nogle kunder til mit show. Selvom man som designer udvikler sig, kan man sagtens se en rød tråd fra mine tidligere shows, og min meget minimalistiske og arkitektoniske tilgang til design skinner tydeligt igennem. Denne gang har jeg dog haft en mere bæredygtig tilgang til udarbejdelsen af kollektionen. Jeg har forsøgt at anvende forskellige restmetervarer samt at upcycle forskellige styles fra tidligere. Dernæst har jeg teamet up med ReyRey og udarbejdet certificerede støvler til alle modellerne. Og i stedet for at bruge ressourcer på forskellige produkter til goodiebags, udarbejdede jeg en enkelt ting som folk fik - et askebæger. I 2019 er rygning jo ikke noget man generelt skal supporte, hvorfor et askebæger godt kan virke provokerende, men egentlig er tanken en helt anden. Cigaretskodder og tyggegummi er noget af det affald, som tager længst tid om at nedbrydes i naturen, så tanken er egentlig helt overordnet – ryd op efter dig selv!

Foto: Kavian Borhani

Og hvordan tapper dagens show ind i den videre rejse for Søren Le Schmidt?

Fordelt udover hele året får jeg megen medieopmærksomhed i form af store kjoler på den røde løber, men det er vigtigt for mig at vise alt det andet, som jeg også kan. Ved at holde et show har jeg mulighed for både at vise et par enkelte store kjoler, men tilføre nogle af mine mere sexede korte kjoler samt mine herreskjorter og grafiske jakkesæt, hvilket jeg også laver rigtig meget af. Dernæst er det vigtigt for mig at vise noget af det, som jeg ved mine kunder kender mig for og synes, jeg er dygtig til – fx de grafiske, arkitektoniske silhuetter. Det at holde et show er intet mindre end fantastisk – jeg elsker alt ved det. Alt fra de lange nætter med for meget kaffe og for lidt søvn til det rush man har i kroppen, når folk klapper, og man går ud og takker af. Og så er jeg så perfektionistisk og vil helst være involveret i alt vedørende showet. Alt fra casting af modeller, til hår/makeup til musik og koreografi. Hele planlægningen op til et show som i dag under Copenhagen Fashion Week tager rigtig, rigtig lang tid, og man ofrer rigtig meget for det, men jeg elsker samtidig alt ved det. Jeg tror dog, det er super vigtigt, at man lægger en helt klar plan for at nå sit mål. Sådan tror jeg egentlig, det er med alt, hvad man foretager sig i sin virksomhed. Vi skal have en plan for at nå vores mål, og virker planen ikke er det den man skal kigge på – ikke målet.

Modelcastet ved dagens show var ret interessant, fordi der både var en del etablerede modeller som fx Aia Busk, der åbnede, men du havde også flere modeller, som ikke normalt arbejder som model. Hvordan fik du den idé?

Mit sidste show var meget stringent i den forstand, at alle modellerne var ”rigtige” modeller. Håret var ens, makeuppen var ens, de havde alle sammen de samme sko på, og stylingen var præcis den samme. Det blev meget gender-bender for at omfavne mangfoldigheden, og det var vigtigt for mig at gøre det igen, men på en ny måde. Jeg castede derfor både modeller som Aia Busk og Zakaria, er har gået tusind shows, men derudover fik jeg også en del af mine venner til at gå. Det hyldede igen mangfoldigheden, men på en ny måde.

Foto: Kavian Borhani

Det var ret tydeligt at høre på publikum, når der kom en model ud, som de kendte. Havde du regnet med det?

Det kunne jeg sagtens høre, og det synes jeg bare var så fedt. Jeg elsker, når publikum er med.

Omtalen af Søren Le Schmidt har været ret enorm det seneste års tid. Lægger det et pres på dig? Og/eller motiverer det?

Det er rigtigt, at der har været megen omtale i både 2018 og 2019. Men jeg tror egentlig, at jeg har været mere forventningsfuld og spændt end presset og nervøs. Der er altid en masse sommerfugle i maven, inden man skal afholde et show, men det tror jeg egentlig kun er sundt og helt naturligt. Jeg synes jo, at det er vigtigt, at vi kontant forbedrer os. Jeg tror, det er vigtigt, at man som designer ikke så meget kigger på, hvad de andre gør, men at man i stedet sørger for at ens egen forretningsmodel er i en konstant udvikling. Når det så er sagt, kan man altid gøre tingene bedre, og med tiden kan man blive mere og mere bæredygtige – jeg tror det helt essentielle for en lille virksomhed som min er, at jeg ikke tænker på min virksomhed som værende en lille virksomhed, samt at jeg hele tiden forsøger at forbedre mig. Forbedringer skal være en konstant faktor, og de skal ske hver gang, det er muligt – ikke kun når det er nødvendigt. Jeg tror, det er lidt det samme med succes. Jeg har det seneste års tid fået mange roser for især mine kjoler på den røde løber, men også her er det vigtigt, at man ikke bruger sin succes som ryglæn, men at man bruger den til at motivere sig selv og arbejde endnu hårdere. Man skal turde udfordre den vindende formel og udvikle på den for at ramme næste bølge, inden andre gør det. Selvom man ved, at man er på rette spor, skal man fortsat løbe stærkt for ikke at blive overhalet.

Foto: Kavian Borhani

Bliver det nogensinde muligt for Søren Le Schmidt-fans se frem til en kvindelig ready-to-wear-linje, og er det drømmen at det skal blive lettere tilgængeligt evt. fra egen butik?

I virkeligheden eksisterer der allerede nok tøj på jorden, så for at undgå at vi ligger inde med et stort varelager, som ikke bliver solgt når sæsonen er slut, mener jeg, at det er mere bæredygtigt, at vi går ind og laver tøjet, når efterspørgslen er der og ikke bare for at producere til lager. Det er klart, at varerne bliver lidt dyrere, når der blot produceres en enkelt fremfor 300 stk. af hver. Til gengæld kommer det også til at sidde helt rigtigt efter kundens egne mål, og det kan jeg mærke at mine kunder foretrækker. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at lancere en decideret ready-to-wear kollektion med lager og webshop, men jeg kunne sagtens finde på at lave enkelte drops fordelt udover året med nummererede styles. På denne måde producerer jeg ikke til lager, undgår spild og bevarer eksklusiviteten omkring brandet, hvilket er utrolig vigtigt for mig.

Se hele Søren Le Schmidts S/S 2020-kollektion i galleriet herunder:

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her