Modeugen

Kom med til modeserie-skydning

af Malou Wedel Bruun 23/08/2010
Mød modellerne der er på forsiden af denne måneds ELLE, og få et sneak peak på den fantastiske Mad Men-inspirerede modeserie

I løbet af to dage i juli skabte ELLE-fotograf Signe Vilstrup et scenario som taget ud af 1961. Claes Bang og Ole Lemmeke sørgede for lægge sex-barren tårnhøjt, og Femke Slot, Karin A. og Mette Bryndum gjorde 1950-60'er-looket mere raffineret end nogensinde.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Se den 18 sider lange serie i dit septembernummer af ELLE, og se billeder fra skydningen og mød de tre modeller her.

Femke Slot (i midten på coveret)
Modelstarten: Jeg er solist ved Den Kongelige Ballet og startede som niårig på balletskolen. Min far var flyttet til København, og jeg besøgte ham sammen med min mor. Lige den weekend var der optagelse på balletskolen, så den tog vi til, og jeg blev optaget med det samme. Min mor påstår, at hun altid har vist, at jeg skulle være balletdanser! De første modelbilleder, jeg lavede, var som 11-årig, og det var for noget af Det Kongelige Teaters merchandise. Jeg var på ferie i Grækenland, da jeg var 15 år, og der spottede moderedaktøren for fransk ELLE mig og sagde, at jeg skulle komme til Paris for at blive model, men jeg manglede kun to store eksaminer for at være uddannet balletdanser, så jeg valgte at satse på dansen, selv om jeg var lidt splittet omkring det!

1950'erne:
Det var slutningen på en æra; indtil da havde der været meget faste forestillinger om, hvad og hvordan man skulle være - det var starten på frigørelsen. Og så var stilikonerne jo Grace Kelly og Jackie O.

Altid i tasken:
Læbepomade fra Decléor, min Comme des Garcons-cologne 'Anbar' og så en eller anden håndcreme. Jeg har nærmest to hjem, da jeg er så meget på teateret og har rigtig mange af mine ting der, så det er ikke så meget, jeg har brug for at have i min taske, ud over en avis eller bog til at læse i.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Der, hvor jeg har været mest tilfreds med resultatet, var faktisk et balletbillede i julinummeret af ELLE med fotografen Signe Vilstrup, der også har skudt denne forside og 1950'er-serien inde i septembernummeret af ELLE.

Karin A. (yderst til venstre på coveret)
Modelstarten: Jeg blev set på gaden i Sverige af en fra IMG (modelbureau, red.) i Paris - men på det tidspunkt var jeg overhovedet ikke interesseret i at blive model. Hun blev ved med at forsøge at overtale mig i de næste to-tre år - og til sidst gav jeg efter og tog en tur til Paris med min mor, afprøvede det - og elskede det! Jeg kan ikke forestille mig et andet job, hvor man får lov at rejse så meget og møde så mange forskellige mennesker.

1950'erne:
Marilyn Monroe er for mig ikonet for 1950'erne. Hun startede som en pige fra landet og blev til et superikon - hun var virkelig klog, men havde et trist liv. For mig er 1950'erne sjove - det var begyndelsen på den kvindelige revolution. En tid, der er mere sexet og mere sjov.

Altid i tasken:
En flaske vand, mit pas og en god bog - jeg læser som regel to om ugen og er lige blevet færdig med Kafka på Stranden af Haruki Murakami, den var virkelig god. Og så elsker jeg sydamerikansk litteratur, det er ofte meget poetisk og med en slags magi over sig. I lang tid var jeg den eneste model uden en Blackberry og computer, jeg havde nok i mine bøger. Jeg har fået anskaffet mig det nu, men synes nu stadig, at bøger rører mig meget mere end film.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Det, jeg vil fortælle mine børnebørn om, vil være, da jeg var på skydning på en farm i Kenya. Der fodrede jeg et babynæsehorn og to løveunger! Og så var jeg engang i Sydafrika for at lave en Prada-kampagne, hvor de ville have blå himmel - desværre i regntiden! Så vi var der 15 dage i stedet for de planlagte seks, og hver dag pakkede vi vores ting og tog i lufthavnen for at kunne komme hjem, hvis Miucca Prada var tilfreds!

Mette Bryndum (yderst til højre på coveret)
Modelstarten: Jeg var med i konkurrencen Elite Model Look i 1997, men havde faktisk allerede sendt billeder ind til den året før. Jeg blev nummer to og arbejdede sideløbende med, at jeg gik i gymnasiet. Derefter tog jeg nogle år fri og var kun model, bl.a. i Milano og Chile. Så startede jeg på handelshøjskolen og trappede igen ned til kun at være model som sidebeskæftigelse, indtil jeg skulle læste i New Zealand og helt stoppede. Nu er jeg lidt i gang igen, men arbejder nærmest kun med fotograf Signe Vilstrup.

1950'erne: Kvindeundertrykkelse! Og så kommer jeg til at tænke på Tom Fords utrolig smukke film, A Single Man.

Altid i tasken: Mat pudder, en håndcreme (lige nu en fra Urtekram), mobil og iPod. Jeg hører altid 'depressiv' musik! Lige nu er det Kings of Convenience og spanske Lhasa de Sela.

Mest mindeværdige modeloplevelse: Haha - da jeg fik et par håndsyede bukser til at flække til et modeshow! Jeg bukkede mig ned for at binde mine sko, og så sagde det 'riitch' ... Det havde taget de stakkels designere fem timer at sy dem - men jeg endte med en kjole i stedet! Og så er det lykkedes mig at være i Pisa uden at se Det Skæve Tårn. Jeg var i Polen for at være med i Per Flys film Kvinden der drømte om en mand, og der skulle jeg være nøgen - jeg viste bryster til et hold af 50 polske lysmænd, der bare stod og stirrede - det var en ret surrealistisk kontrast til, at jeg rent faktisk lige havde fået 12 for mit speciale på handelshøjskolen!


ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her