Ayşe Dudu Tepe anmelder: P.L.N. er ikke happy go lucky og stilrent – og tak for det

Journalist og model Ayşe Dudu Tepe anmelder P.L.N.'s show under den københavnske modeuge

Amager. Amager er et usædvanligt sted. Usædvanligt, fordi jeg ikke rigtigt har et forhold til den såkaldte lorteø. Det lille forhold, der nu måtte eksistere, består mestendels af undren og overraskelse, for jeg har aldrig kunne mærke Amager. Endsige gøre mig klog på den. Og jeg kender heller ikke rigtigt nogen, der bor der.

Men den 9. august 2022 stiftede jeg bekendtskab med et lille hjørne på Amager. Et lille værksted i Uplandsgade, hvor designeren Peter Lundvald Nielsen, P.L.N., optrevler og dekonstruerer fortiden gennem tekstiler for derefter at sy de øde tekstil-landskaber sammen til at danne et fundament for en by, som de fleste danskere ikke har hørt eller set før, men som mange måske heller ikke vil bosætte sig i. Fordi der er mørkt. Det larmer. Og der er ingen støjkompensation.

P.L.N. blev grundlagt i 2020, og han debuterede med sin første kollektion i august 2021. Kollektion II, eller i det famøse modesprog SS23, som er hans show-debut hos Copenhagen Fashion Week, blev præsenteret ude foran hans værksted i Uplandsgade.

Området dannede en perfekt ramme for kollektionen, fordi arbejdslandskabet er mørkt, gråt, slidt, industrielt og råt. Selv musikken, som kan kategoriseres som noise, opført live af engelske Blackhaine (Tom Heyes) og CROWW, gav mig et varsel om, at jeg enten måtte overgive mig til P.L.N.’s mørke og larm eller distrahere mig selv med et spil Candy Crush eller tanker om, at det da også bare kunne være hyggeligere at ligge hjemme i min seng og se et afsnit af ’Extraordinary Attorney Woo’.

Ærligt, det eneste lys på dette tilsyneladende gudsforladte sted var umiddelbart solen, når den lige kunne overskue at skinne igennem de flygtige skyer.

Men nu, hvor jeg lige tænker mig om, var der også et andet lys.

Ungdommens lys.

Et lys som var vel repræsenteret til showet som gæster. Jeg elskede at betragte og observere dem. Måske misunder jeg dem også, fordi de kræver mere af sig selv men også af diverse modebrands. Et krav om bæredygtighed, diversitet og politisk stillingtagen, for mode er, om man vil det eller ej, politisk.

Det er en ungdom, som ikke vil lade sig spise af med spin og forsuttede floskler. De er bevidste om, hvad de tager på deres krop, hvor det kommer fra, og at et hul i buksen ikke bare er et hul men en nuance.

Og hvis der er noget, som P.L.N. viste mig med kollektion II’s 20 looks, så var det nuancer. Ikke kun nuancer af mørke, i og med at de fleste looks var sorte, men nuancer af tekstilers taktilitet. En taktilitet, som er opstået af den manipulation, som P.L.N. har udsat tekstilerne – som hovedsageligt består af oilskin, up-cycled denim og læder – for, ved, ret banalt og groft sagt, at klippe, klistre og flå.

Og det er beundringsværdigt, fordi det er tydeligt, at der er tænkt over detaljerne. Silhuetterne. Længderne. Størrelserne. At der er blevet eksperimenteret uden at gå på kompromis med, hvor meget tekstilerne kan tåle uden at ødelægge deres celler. For tekstiler er levende. Ligesom gær.

Og jeg overgav mig helt og holdent til P.L.N.’s univers, da jeg kunne høre tekstilernes celler knitre og suse, når modellerne gik forbi mig. Apropos modeller, så var castet helt igennem smukt. Ligeledes med hår og makeuppen.

Så på trods af et show, der var dystert og støjende, og for nogle kan synes ekskluderende, fordi det, lad os sige det, som det er, ikke er happy go lucky og stilrent, men derimod gennemhullet, ja, nærmest et håndværkertilbud, så er P.L.N. en designer, som er en gave til den danske modescene. Men også en inspiration.

Indtil videre findes der kun ham i Danmark, og tak for det og nuancerne.

Se hele P.L.N.'s SS23-show her: