Foto: Copenhagen Fashion Week
Annonce

Naja Munthe om Munthe 2.0: ”Når jeg nærmer mig mit mål, så sætter jeg et nyt”

af Rose Maria Boelsmand 5/02/2018
Naja Munthe er for alvor tilbage på agendaen til Copenhagen Fashion Week, hvor hendes seneste kollektion bliver rost. ELLE var med backstage inden showet, hvor topmodeller som Nina Marker, Lorelle Rayner og Lina Hoss flirtede med kameraet. Se her, hvordan Munthe 2.0 ser ud.

Det er nu et år siden, at Munthe gjorde revival på den danske modeuge-agenda – og gensynet gav genklang, da Munthe markerede, at det var tilbage, og viste nye og mere kantede sider af sig selv, end den bløde luksusbohemestil, som Munthe (plus Simonsen, red.) havde monopol på i starten af 00’erne.

Boheme-looket er ’long gone’ nu, og designer Naja Munthe har virkelig formået at puste nyt liv i sit brand i en sådan grad, at man kan tale om, at de vi netop har set på modeugen er Munthe 2.0.

For Munthe har virkelig gennemgået en udvikling siden sine ’plus Simonsen’-dage – og ikke mindst det seneste år, hvor brandets nye og mere street-inspirerede kant for alvor har fundet fodfæste.

Til AW18-showet, som Munthe netop har vist foran hele den danske og internationale modebranche, tog designer Naja Munthe sit publikum med på en rejse, der startede i en rå industrihal i Københavns Sydhavn, og derfra satte kurs mod et urbant og japansk-inspireret fantasiunivers, der på en gang var både farverigt, dystert, råt og finurligt. Den babylyserøde runway var flankeret af udskårne kaninfigurer, der gik igen som print på kjoler, t-shirts og kimonoer, der sendte associationerne på raketfart til Tokyos hipstermiljø. Stylingen (kurateret af Barbara Gullstein) var kulminationen af streetstyle vs. geisha, hvor suits og t-shirts var sat sammen med brede kimono-silkebælter i livet, og kjolerne havde origamilignende detaljer omkring ærmerne. Alt sammen vist frem af et ultra-stærk internationalt modelcast, med markante piger i front, som viser, at skønhed anno 2018 har mange ansigter og udtryk. Den kronragede topmodel Lina Hoss (der har gået shows for Proenza Schouler, Burberry og Gucci) åbnede showet, tæt efterfulgt af Danmarks mest eftertragtede model pt, Nina Marker, og britiske Lorelle Rayner, Lara Mullen og en hel hær af langbende skønheder.

… og modebranchen er enige: Munthes AW18 kollektion er en af de absolut stærkeste, Munthe har vist længe, og der hersker ikke tvivl om, at Munthe 2.0 et brand, der for alvor er tilbage i dansk mode.

Inden showet fangede ELLE designer Naja Munthe, der fortæller om Munthes udvikling og stemningen omkring showet, mens topmodellerne flirter med ELLEs kamera i Munthe AW18-kollektionen.

Naja fortæller blandt andet, hvordan hun holder Munthe-brandet super-aktuelt, ved hele tiden at sætte sig nye målsætninger for brandet, og aldrig hvile på lauerbærerne. Se videoen, der er skudt lige inden Munthe-showet i februar måned her:

Video: Michael Falgren

Videoen er produceret i samarbejde med Munthe.

... og hvis du er nysgerrig efter at se hele Munthes AW18 kollektion, så har vi samlet alle look, der blev vist på catwalken i galleriet nedenfor. Enjoy!