Interview Mød de upcoming designere bag ÈNWEST, der skaber tøj, som opfordrer kvinder til at kræve sin plads i rummet

moed-de-upcoming-designere-bag-enwest-der-skaber-toej-som-opfordrer-kvinder-til-at-kraeve-sin-plads-i-rummet-elle-dk.jpg
Foto: Ènwest

Matilde og Nanna startede deres venskab som unge teenagere – dengang troede de nærmest, de skulle være i familie, fordi den ene var forelsket i den andens bror, og selvom dét kærlighedsforhold ikke endte lykkeligt, så bevarede de to heldigvis venskabet.

Og måske var ambitionen om et familiebånd alligevel ikke så fjern. I dag er de to veninder nemlig så tætte, at de i flere år har boet sammen i Asien og nu også har startet virksomhed sammen – som i øvrigt har store ambitioner om at skabe mere end ”bare tøj”.

ÈNWEST, som brandet hedder, skaber veste, der opfordrer kvinder til at henvende sig til hinanden, give hinanden komplimenter og til at kræve sin plads i rummet. Vi skal væk fra bagtaleri, og hen til et sted, der er meget sjovere, lettere og skønnere at være, fortæller designerne bag. 

Men hvordan kommer vi det? Og hvordan kan en vest bidrage til en adfærdsændring hos kvinder? ELLE mødte Matilde og Nanna.

Fortæl lidt om jer selv

Vi er Matilde og Nanna. Vi er resultatet af en teenage-kærlighedshistorie, hvor Matilde er søster til Nannas teenagekærlighed. Teenagekærligheden endte, som majoriteten gør det: Ung kvinde (Nanna) i grædende fosterstilling med desperat behov for sin omgangskreds af veninder. Det var i den periode vores venskabs sande ansigt viste sig. Et knust hjerte senere besluttede vi os for at være veninder uden en mellemmand til at facilitere hinandens selskab. Derfra har relationen taget fart, og vi er megagode veninder og derudover kompagnoner i diverse projekter - både skøre og seriøse. Vi er lige så ens, som vi er forskellige. Vi drømmer stort, vi skændes gerne, og vi løfter hinanden til nye højder.

nanna-og-matilde-enwest-elle-dk.jpg Foto: Énwest

Matilde tv. og Nanna th. 

Fortæl om ÉNWEST, hvordan opstod ideen?

ÉNWEST startede med én vest, der blev lavet i en lille skrædderbutik i Hoi An, Vietnam i 2017. Dengang var der endnu ikke ambitioner om det brand, som vi brygger på i dag. Matilde havde ledt efter materiale til en oversized vest med store lommer, som hun længe havde haft i tankerne, og Nanna fandt et fantastisk gult materiale med store traner på et vietnamesisk gadehjørne. 1, 2, 3 den første vest var lavet, og den var flot! Vesten kom på med det samme, og som vi trillede ud af skrædderbutikken mod en Banh Mí, begyndte det at rulle ind med store smil og komplimenter fra mennesker, som syntes, at vesten var skøn og ville vide, hvor man kunne få den. I året efter vesten var lavet, var den det mest brugte item i vores delte garderobe. Når Matilde ikke havde den på, havde Nanna. Og efter noget tid begyndte vi at indse, at der var et klart mønster af smil fra forbipasserende, komplimenter og rigtig mange samtaler med fremmede, som var affødt af interessen i vesten – og fra da af begyndte vi at drømme om, at andre også skulle opleve samme energi og glæde ved vesten. Vi handlede på det potentiale, der både lå i at drive forretning og igangsætte dominoeffekten af god energi.

Landende Sydkorea, Vietnam og Malaysia fylder en del på ÉNWESTs Instagram, hvorfor det?

Asien har været vores hjem i de sidste to år, og derfor fylder og betyder asiatiske lande og kultur meget for os - det afspejler sig både online og udadtil, men også i privaten. Vi har boet i både Malaysia og Vietnam og været på fantastiske eventyr rundt i Asien heriblandt Korea. Havde det ikke været for de lande og inspirationen herfra, havde ÉNWEST ikke eksisteret i dag. Vi tog afsted, og vi tog det til os.

Målet med vestene er blandt andet at opløfte interaktion mellem kvinder. Hvordan håber I, ÉNWEST vil bidrage til det?

Vi bliver så inspirerede og glade i maven, når kvinder henvender sig positivt til os, lige meget om det er på grund af et stykke tøj eller en væremåde. Det, vi kan mærke, er en dominoeffekt af den positive energi, der opstår, når vi, særligt som kvinder, henvender os, opløfter og komplimenterer hinanden. Det smitter. Vi skal væk fra, at vi står i hjørnet og hvisker om hende, der har taget en dronningekrone på til en middag på en tirsdag. Vi vil fejre, at vi er ekstraordinære, ligegyldigt hvad vi klæder os i. Gennem ÉNWEST opfordrer vi kvinder til at kræve sin plads i rummet, fordi vi tror på, at det er den måde, hvorpå vi kan være med til at sørge for, at andre kvinder også giver plads til sine medsøstre. Tag din plads og giv plads – eller simpelthen bare: Mærk den gode energi og giv den videre. Vi ånder for at opløfte kvinder og sisterhoods, for vi ved, at vi i fællesskab, når højder som man ellers kun kan drømme om.

Foto: Ènwest

Målet er også at bringe flere farver ind i gadebilledet. Hvorfor er det vigtigt for jer?

For os er farver slik for øjnene. Dejlige farver kan skabe den samme følelse for øjnene, som god musik kan for ørerne - påvirke humøret positivt, give dig et smil på læben og være indbydende. Iøjnefaldende farver er for os med til at sende positiv energi ud i verden, og det er vigtigt for os, at der er masser af god energi derude.

Nørgaard på Strøget har lige fået ÉNWEST – og har endda haft den i vinduet! Tillykke! Hvordan skete det lige?

TAK! Det er jo den vildeste følelse, og vi laver stadig sprællemænd og smiler op til ørerne, mens taknemmelighed flyder ud konstant. Vi kan takke to fantastiske, cool kvinder for at være landet i Mads Nørgaard: Sara og Cathrine. Sara er Matildes tidligere chef, og hun ejer en Yellow Peacock-vest. Cathrine arbejder ved Mads Nørgaard, og hun så Sara i vesten og forstod straks energien og budskabet. Hun har været med til at give os vinger - og endnu mere blod på tanden.

Hvad er fremtidsambitionerne for ÉNWEST?

Dejligt I spørger! Vores ambition er at skabe et brand, der tjener penge, så vi kan fortsætte med alt det, der er sjovt. Vores ambition er lave noget, som både en almindelig københavnerpige og kronprinsesse Mary går i. Vi fortsætter med at udvikle items, som bevæger sig indenfor det farverige og legende univers. Lige nu pusler vi på søsteren til ÈNWEST, som hedder ÉNTASK. Tasker, der ligner slik på afstand, og som selvsagt tapper direkte ind i universet. På længere sigt kommer vi til at fokusere endnu mere på det at skabe positive interaktioner mellem kvinder. Måske bliver det til ÉNSNAK. Vent og se - det bliver en sjov rejse.

Du kan købe ÉNWEST via Instagram HER.

Relaterede artikler