Interview Emili Sindlev om mobning, angst og at komme ud på den anden side

Foto: Josephine Löchen // Styling: Barara Gullstein

// Dette interview blev første gang bragt i ELLEs oktobernummer 2019 //

På din Instagram-profil ser man primært billeder fulde af overskud, men du har valgt at vise nogle flere sider af dig selv her i ELLE og åbne for nogle ofte tabuiserede emner – mobning og angst. Det er superukomfortabelt at snakke om, men hvordan oplevede du at blive mobbet som barn?

Jeg var aldrig rigtigt inde i varmen, jeg var anderledes. Jeg pakker ikke tingene ind, men er heller ikke den, der søger drama, og så er jeg ikke god til konflikter, men jeg går meget op i, at ting er fair. Summen af de egenskaber spændte ben for mig i folkeskolen og i gymnasiet, fordi jeg ikke bare gik med alle de andre. Jeg gik heller ikke klædt som alle de andre. Det var megahårdt, for det sociale var virkelig svært for mig. Det handlede først og fremmest om pigerne, for jeg havde ikke problemer med drengene, men pigerne havde noget med mig. Det tog vildt hårdt på mig. Det var først, da jeg kom ud og skulle arbejde, at jeg oplevede, at jeg var o.k., som jeg var. Særligt gymnasieårene var hårde, for som teenager ved man ikke engang selv, hvem man er.

Hvornår vendte stemningen?

Jeg fik respekt senere, da jeg fik succes, men da kunne jeg jo ikke bruge det til noget. Det er en selverkendende rejse at finde sig selv, noget, jeg måtte gøre alene. Det sjove var, at der i gymnasiets blå bog ordret stod, at jeg troede, jeg ville ende med at være på forsiden af et magasin, men altså skrevet i en nedladende tone. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget som helst.

Hvem hjalp dig i den periode?

Det var faktisk kun mine forældre, og nogle veninder, som jeg ikke gik i klasse med. Men jeg havde også en periode, hvor jeg ikke rigtigt havde nogle veninder, for der var sådan en ret stor gruppe af piger, som jeg ret hurtigt tog afstand fra, for selv om jeg troede, vi var venner, så blev jeg bagtalt bag min ryg – selv om jeg bare prøvede at være mig og være sød over for dem.

Foto: Josephine Löchen // Styling: Barara Gullstein

Efter gymnasiet havde du også en hård periode med angstanfald?

Ja, jeg begyndte at få dødsangst, socialangst, terrorangst, alle former for angst, som kommer af ting uden for en selv. Det var hver eller hver anden dag, og anfaldene sad i kroppen i flere dage. Jeg følte mig helt vildt alene med min angst, og det er der mange, der gør, tror jeg. Mange unge, især piger, får angst, men det er et tabu. Man taler ikke om det forventningspres, der ligger på mange. Men jeg oplevede, at det var presset fra alt det, jeg følte, jeg skulle, der triggede anfaldene. Jeg havde svært ved at gå til arrangementer eller være sammen med mange mennesker, hvilket jo var ret besværligt i forhold til mit arbejde. Jeg prøvede terapi, hypnose og psykologer, men intet virkede for mig, så til sidst fik jeg medicin af lægen, som jeg kunne tage, hvis jeg var helt ude af den. Jeg havde den i lommen, men brugte den aldrig, jeg ville hellere være stærk nok til at overvinde det selv. Og ved at tale med en terapeut og healer i kombination med akupunktur, massage og træning kom jeg videre. Der er stadig folk, jeg undgår i dag, fordi de trigger noget i mig, men jeg ved, hvor mine grænser går, så jeg stadig kan være lige så åben og glad, som jeg altid har været. Nu har jeg ikke haft et anfald i halvandet år, og jeg vil gerne give et råd til alle dem, der lider af angst: Tal om det med nogen, hold det ikke tilbage, hvad enten det er angst, mobning eller kærestesorg, så skal man ikke stå alene med det.

Du har aldrig skrevet om det på Instagram?

Nej, for der har jeg ikke nogen stemme; min profil og mit univers er jo billeder. Men her i dette interview kan jeg sige noget, og det gør jeg, for jeg kan stadig få helt ondt i maven, når jeg hører om andre, der bliver mobbet.

Lærte du ligefrem noget af at være udenfor?

Helt sikkert! Både i forhold til mit arbejde i dag, hvor jeg allerede havde lært, hvad der sker, når folk bagtaler hinanden, så jeg godt vidste, hvordan man skal opføre sig eller ikke skal. Og så lærte jeg ret hurtigt, hvor mine grænser går. Det gælder også i mit arbejde, hvor jeg fra starten har sat klare grænser og har insisteret på at være mig selv. Lige pludselig efter mange år, hvor jeg var blevet slået i hovedet for at være mig selv, oplevede jeg så, at folk i arbejdsmæssig sammenhæng fik optur over, at jeg var mig selv.

Foto: Josephine Löchen // Styling: Barara Gullstein

Har du oplevet negative kommentarer eller decideret mobning på Insta?

Jeg tror faktisk, jeg har været ret heldig, for jeg har aldrig prøvet sådan en voldsom negativitet – i modsætning til hvad jeg ellers har oplevet i virkeligheden. Det er mere noget med, at nogen ikke kan lide min nederdel, og det er fair nok. Jeg tror, det er, fordi jeg ikke deler så mange personlige ting, så er der ikke så meget at have en holdning til. Min Insta skal være nem og tilgængelig og til at forholde sig til, og jeg ville ikke have lyst til at dele mine holdninger til større sager. Tingene kan ændre sig, men lige nu er det sådan, mit univers er.

Hvad gav dig styrke til at komme igennem modgang og isolation?

Jeg tror bare, at det er den måde, jeg er opdraget på. Jeg har følt mig godt rustet hjemmefra til at sige nej – det har mange andre svært ved. At sige nej og mærke, hvor ens grænse går, uanset om det angår det tøj, man går i, eller om det er en fest fredag aften, man ikke har lyst til. Mange, når de ser min profil i dag, tænker, at alt er perfekt og dejligt, men det er der jo ingen, der er. Alle har problemer eller døjer med noget, og sådan vil det altid være. Det er generelt vigtigt at holde fast i sig selv og lave noget, der gør en glad. Det er det, jeg har fundet fodfæste i nu, og så har jeg gode mennesker omkring mig. Man vil aldrig undgå at komme i situationer, hvor man bliver ked af det, men man kommer altid igennem det.

Læs også: Vis mig dit klædeskab med Emili Sindlev: ”Jeg har sort på 9 ud af 10 gange, når jeg skal ud”

Hvordan synes du selv, du har påvirket moden set med danske øjne?

Jeg er naturligt nysgerrig og vil gerne udfordre vores lidt fastlåste forestillinger om, hvad der er mode, stil og smag. Da alle andre gik i sort og naturlige, nordiske toner, tog jeg farverne – helt bogstaveligt – fordi de emmer af glæde. Og det er det, jeg forbinder med mode; at det gør mig glad. Derfor har jeg måske turdet bryde nogle grænser ned, hvor andre måske var mere optaget af, hvad der er god smag, og hvordan de kunne blende ind. Det har ikke været og er ikke min tilgang til mode. Mode skal være sjov, den skal være personlig, og den skal rykke ved vores opfattelser af, hvad der er stil og god smag.

 

Relaterede artikler