Magasin du Nord Fashion Prize 2019 Carcel: CSR-pionerer, hadeobjekter og modeprisvindere

Foto: Asger Mortensen

// Denne artikel blev bragt i ELLEs aprilnummer 2019 og genbringes her i anledningen af Magazin du Nord Fashion Prize 2019, som Carcel vandt den 5. november 2019. Louise van Hauen er ikke længere en del af Carcel, hvorfor Veronica D’Souza modtog prisen alene //

De var elsket af alle, Veronica D’Souza og Louise van Hauen, for deres brand, Carcel, der både tager højde for overproduktion, modens umulige årshjul og hensyn til producenterne. Men pludselig røg de ind i en shitstorm på Twitter og beskyldt for at udnytte fængselsindsatte kvinder, og så gik det hurtigt ... ELLEs modeskribent, Lotte Freddie, har talt med de to pionerer, som er nomineret til Årets CSR ved ELLE Style Awards 2019.

Lørdag den 16. februar brød en shitstorm på Twitter løs imod det danske mærke Carcel. Det startede med ét tweet som reaktion på en Facebook-annonce fra mærket med ordene ’Silk – Made In Prison’; søndag den 17. spyttede 28.000 retweets had mod Carcels “capitalism”, “prison labour”, ”slavery” m.m. som en anklage mod Carcel for udnyttelse af fængselsindsatte kvinder.

Fredag den 22. kom New York Times Carcel til undsætning med forsideartiklen ’Made on the inside worn on the outside’, omhandlende begrebet fængselsarbejde, som avisen havde researchet, deriblandt Carcels i Cuscos kvindefængsel, som New York Times havde besøgt i Peru. Her havde de blandt andre talt med fængselsautoriteter og 11 indsatte kvinder. De sidste udtrykte alle glæde for arbejdet og for Carcels uddannelse med den dermed skabte mulighed for en bedre fremtid.

Om de misforståede og, må jeg sige, ubegribeligt unfair angreb på to kvinder, der idealistisk har grundlagt deres brand baseret på bæredygtighed og uddannelse af fængelsdømte kvinder som hjælp til en bedre fremtid for dem i Peru og Thailand, kommenterer Carcels partner og kreativ direktør, Louise van Hauen, til ELLE:

”Selvfølgelig er det ubehageligt, men det starter samtidig en samtale, vi er interesserede i at have. Vi lagde op på alle medier og en blogpost, helt transparent, i både Thailand og Peru, hvordan vi arbejder og lønner, hvor meget uld, der går til en sweater, strikning, indpakning, fragt osv., og hvordan vi baserer prisen på det. Det er en interessant samtale, vi gerne vil åbne for.”

Ideen kunne faktisk ikke have været bedre

Men lad os begynde med begyndelsen. Med en Executive-grad i Social Entrepreneurship fra INSEAD i Singapore og en master i International Business & Politics fra CBS i København stiftede Veronica D’Souza det prisbelønnede sociale forretningskoncept Ruby Cup i Nairobi, Kenya. Her mødte hun designer Louise van Hauen, uddannet på London College of Fashion og på Royal College of Art og tidligere stylist hos Dirk Bikkenberg, designassistent hos Louis Vuitton og kreativ chef for det kenyanske taskefirma Sandstorm. I juni 2016 grundlagde de to Carcel, der på spansk betyder fængsel. I Nairobi havde de besøgt et fængsel med en turist-shop, og Veronica D’Souza tog til Peru med en forretningsplan tiltænkt kvinder i fængsel i lande med høje rater af fattigdomsrelateret kriminalitet og med begrænset samfundsstøtte. Formålet var at arbejde med traditionsrige håndværk og materialer og dermed at skabe nye job og muligheder.

De indsatte kvinder oplæres i at sy og tilskære og får dermed ikke bare en løn og et arbejde, men et håndværk.

De indsatte kvinder oplæres i at sy og tilskære og får dermed ikke bare en løn og et arbejde, men et håndværk.

”I Peru har de alpakauld og tradition for at arbejde med det, men i fængslet har de ikke adgang til de gode materialer. Vi køber naturlige materialer; bæredygtigt, varmetempererende og slidstærk babyalpaka fra fritgående alpakaer lokalt i Peru,” forklarer Louise van Hauen.

Indsatte får udsyn med Carcel

”Produktion i fængsel er ikke nyt,” fortsætter Louise van Hauen, ”men det er nyt at betale ordentlige lønninger, at lave produkter af høj kvalitet gennem uddannelse og at betale dem for hvert produkt, de laver. Hvert produkt har indskrevet navnet på den kvinde, som har lavet det, hvilket blandt andet er med til at belyse, at der er mennesker bag det tøj, vi tager på. Det giver også os selv og vores ansatte en følelse af stolthed og giver kunden et forhold til kvaliteten bag – både den menneskelige og den stoflige. Lønnen betales direkte til hver kvinde, og det giver dem mulighed for at spare op og forsørge sig selv og familien. Minimumslønnen i Peru er 300 amerikanske dollar, og vi betaler, hvad der svarer til lidt over 400 dollar for en fuldtidsstilling. De er glade, stolte og dygtige.”

Fængslerne i Peru var Carcels første samarbejde. Her skabes mærkets ultralækre strikvarer skabt af peruviansk babyalpakauld.

Fængslerne i Peru var Carcels første samarbejde. Her skabes mærkets ultralækre strikvarer skabt af peruviansk babyalpakauld.

Og ildsjælen tilføjer: ”Hvis man vil ændre noget, skal det gøres på en ordentlig, respektfuld måde, f.eks. ved at give kvinder en naturlig styrke i, at de laver et godt arbejde. Vi har 15 kvinder ansat i Cusco, Peru, hvoraf fire er i træning, da vi er i gang med at skalere op. Vi har en produktionsmanager, Surya Miranda, på stedet, som tager i fængslet hver dag. Hun er supersej og dygtig med erfaring fra store produktioner i Lima som chef for 100 medarbejdere.”

10 timers crowdfounding gjorde udslaget

Kollektionen, der både er interessant og kommerciel, er ikke sæsonpræget, men smukt, enkelt tøj strikket af luksuriøse, rene kvalitetsmaterialer med fine detaljer. Første kollektion, der i 2016 debuterede som en kickstarterkampagne på de sociale medier; Facebook, Instagram osv., blev lanceret som crowdfounding, det vil sige finansieret ved at bede folk donere til projektet forud og acceptere, at de bestilte sweatere eller bukser til hver 1.700 kr. ikke blev modtaget omgående. Der blev i alt doneret 350.000 kr. Målet på 150.000 kroner til garn, maskiner og lønninger blev nået på 10 timer med bestilling på 280 sweatre og henvendelser til Carcel.co fra udenlandske virksomheder og magasiner. Carcel Peru fortsætter, det næste Carcel-produktions-setup er nu begyndt med silke i Thailand, og webshoppen, Carcel.co, fungerer for både strik og silke.

”Vi har et højt kvalitetsniveau, som kvinderne virkelig har taget til sig og værner om,” fortæller Louise van Hauen. ”Vi har et ansvar over for de kunder, der har købt og har været glade for at se, hvor positivt folk har modtaget Carcel. Vi har en bæredygtig forretningsmodel, hvor vi har frigjort os fra de traditionelle sæsoner og har valgt at fokusere på e-commerce gennem vores egen webshop samt på få, stærke partnerskaber.”

”Det betyder, at vi kan undlade at opbygge lager og i stedet producere og levere små volumener ad gangen. Vores mark-up skal derfor ikke kompensere for overproduktion og udsalg, hvilket indebærer, at kunderne slipper for at dække for overproduktion i priserne. Og vi kan fortsat lave omhyggeligt produceret tøj i de lækreste materialer gennem ordentlige lønninger og uddannelse til kvinder i fængsel.”

”Det er også vigtigt for os at være der fysisk. Det er dér, vi både produktudvikler mest og kommer tæt på vore ansatte. Det er begrænset, hvor længe vi kan være afsted ad gangen, da vi har små børn herhjemme, men i Peru kan vi faktisk have børnene med, så det er vi begyndt på.”

Grundet en specifik amerikansk lovgivning har Carcel sat salget i USA på pause. Ellers sælges til interessante butikker i London, som den legendariske Browns, og den danske Holly Golightly. Nogle vil gerne have Carcel hængende og således være med til at ændre den gængse modekultur. Hvis butikken stoler på produktet, giver Carcels slanke forretningsmodel desuden frihed til at kunne designe to-tre stykker tøj til en specifik forretning. Herudover sælges som sagt primært via mærkets egen e-commmerce-butik til hele verden.

Prinsessen og Chanel-skrædderen

Her er tale om globalt tænkte produktioner. Nu fungerer både den peruvianske og den thailandske, hvor Carcel har et ngo-samarbejde med den thailandske prinsesse Bajrakitiyabha Mahidol, som har samme interesse og passion for arbejde med ordentlig, menneskelig behandling af kvinder i fængsler.

Den thailandske prinsesse brænder for to ting: silke og kvinder i fængsel. Hun har bygget et værksted op ved siden af Carcels, doneret det til fængslet og udviklet oplæringsprogrammer for vævning. Hun har været FN-ambassadør for rettigheder for indsatte og været med til at skrive The Bangkok Rules, der er FN’s retningslinjer for levevilkår for kvinder i fængsel.

Produktion af silke-items i Thailand er Carcels nyeste tiltag.

Produktion af silke-items i Thailand er Carcels nyeste tiltag.

Chiang Mai Women’s Correctional Institution er et progressivt, nyt fængsel, der går ind for oplæringsprogrammer til kvinderne, som hele tiden uddanner sig. Modsat Peru, hvor Carcel har tilladelse til at arbejde med alle fængsler, har det danske brand en samarbejdsaftale med dette specifikke thailandske fængsel, hvor den kvindelige fængselsdirektør er ambitiøs og interesseret i Carcels tiltag.

I Thailand arbejdes med naturlige silkematerialer. Carcel bruger tre typer silke: en twill-vævning – en blød silke, der fungerer som et elegant hverdagsprodukt – traditionel thaisilke og en kraftig silke, kun vævet af kvinder med lange domme eller livstidsstraf, som har færdigheder i at arbejde med gamle trævæve, der er bragt til fængslet. De traditionelle, lækre thaisilker, der sys i fængslet, køber Carcel af en mand, der i et klassisk silkeområde indkøber og samler stofferne fra forskellige vævere, også af en dame, der blot har én væv. Carcel har tænkt sig også at gå lidt uden for Thailand og undersøger derfor Indien, som har fine silkeprodukter og certificeret økologisk silke. Foruden at tilføje nye typer silke, der laves i Thailand, plus at prøve nye, teknologiske materialer – bæredygtige, selvfølgelig. Carcels løbende oplæringsplaner ledes af en mand fra Chiang Mai, der har assisteret som mønstertilskærer hos Chanel Couture, men som gerne ville hjem til Chiang Mai. ”Vi har skudt papegøjen,” fastslår Carcels designer. Han elsker sit job, der omfatter undervisning af kvinderne i fransk syning, jakkesætskrædderi og broderi, som de får certifikat for at mestre. 10 af de uddannede kvinder er nu ansat af Carcel.

En business- og medie-darling fra første færd

Hjemme i Danmark, i Carcels studie i Ny Vestergade, hænger de lækreste, bløde silker i lyseblå, sort og peacock-farve udført i toppe, nederdele, bukser, skjorter og kjoler plus en flot, ternet blazer. Enkle og elegante basis-styles. Ligesom strikken i flere farver og strikmønstre fra Peru – det perfekte hverdagstøj sammen med mønstrede silkeposetasker og broderede silkebælter. Et overflødighedshorn vævet af kongelig hofleverandør-silke er en isblå bomberjakke foret med thaisilke og vatteret med silkefibre.

Carcel, som har fem ansatte, tre på deltid og en i erhvervspraktik, er blevet taget godt imod. I 2016 vandt de Creative Business Cup-prisen for bedste nytænkende og kreative koncept, og de spændende nye, idealistiske initiativer er blevet positivt omtalt i Vogue, Forbes Magazine, Wall Street Journal og New York Times, og senest er de blevet nomineret til Årets CSR-pris ved ELLE Style Awards 2019.

De to iværksættere er kommet langt for få penge. Begyndelsen var kickstarten med de 350.000 kroner, inden de kunne købe maskiner og uld. De fik lån fra en fond, erhvervsministeriets udviklingsfond bidrog med en sum, og til Thailand-projektet modtog de en donation fra en fond i Thailand. Og så er der nu salget.

Carcel har generelt haft megen goodwill. Hjælp fra CBS-entreprenører, der har lavet kontorarbejde, mens tre dygtige fotografer og Louises bror, Alexander Damsbo, har lavet alle udstillinger – alt har været høj kvalitet, alt har været gratis.

”Vi har altid fået hjælp og megen værdi fra andre; af folk, der giver af sig selv for at være med til et formål og få det godt i gang,” fortæller Louise van Hauen og fortsætter: ”Peru er vokset langsomt og forsigtigt på vores online-business, Carcel.co. Vi har få udvalgte partnere, der kan imødekomme vores ’no sales’ (politik om ikke at sætte på udsalg, red.). I Thailand er det sjovt, at de er så interesserede i at lære; de vil vide alt om alt og vil gerne være med til at prøve noget nyt. De synes, det er så fedt, når vi er der, så lærer de noget faktuelt, og vi får i samme grad virkelig produktudviklet. Det er en fornøjelse at arbejde der, jeg nyder virkelig at udvikle begge steder,” smiler hun.

”Der er dog forskel på Thailand og Peru. I Peru trives man bedre ved at fokusere og dygtiggøre sig på hver sin produktkategori. Men der er en kvinde, som var så langsom og svært deprimeret – hun er blomstret op; der har virkelig været et ryk i hende. Hun har fået et godt forhold til sin datter og er glad og stolt over nu at være blevet så dygtig til ribstrik, at hun har fået certifikat på, at hun kan uddanne andre. Min designassistent, Tine, har tilrettelagt oplæringsforløbet i Thailand med Katarina, som er uddannet i bæredygtig forretning.”

Eventyret slutter ikke her, for der er tydeligvis grundlag for mere for Carcel: ”Vi vil gerne åbne flere produktioner i fremtiden. Vi har blandt andet talt med det portugisiske fængselssystem, og sidste år fik vi et julekort fra et fængsel i Rumænien, der inviterede os til et besøg og en snak om mulig produktion.”

Februars uretfærdige angreb blev af Louise van Hauen modtaget med modig, usædvanlig, næsten positiv respons: ”Det har ramt en nerve, men der er også en lille velsignelse i, at vi bliver trænet i, hvad folk efterspørger, og hvad vi ikke er gode nok til. Vi er mere vant til det europæiske marked i forhold til omtale og kritik, som indtil videre har været dejlig positiv. Og i det store regnskab: For hver negativ kommentar har vi fået 10-20 positive. Det skal man huske, når man står midt i det.

Relaterede artikler