maria-fekih-brudekjoler-frederiksberg-elle-dk.jpg
Foto: Kavian Borhani
Brudekjoler

Brudekjoledesigner Maria Fekih: ”Brude kender kun sig selv i hverdagstøj – derfor er brudekjolemoden lige nu mere cool end pæn”

af Nikita Hoffmann Andersen 26/06/2019
Brudekjoledesigneren, Maria Fekih, har for nyligt taget en stor beslutning. Det er slut med at sælge eksterne brands fra den fine brudekjolebutik på Frederiksberg – fra nu af fokuserer Maria udelukkende på sit eget design, fordi det er det, brudene efterspørger. Så hvordan ser brudekjolemoden ud anno 2019? Hvordan skaber man en brudekjolekollektion, og hvordan var det at se kronprinsesse Marys i Maria Fekih? ELLE mødte designeren.

Maria Fekih fra Silkeborg har altid interesseret sig for kjoler, og hun husker levende, hvordan hun tegnede dem i flæng som barn.

Allerede dengang vidste hun godt, at hun skulle leve af at tegne og sy kjoler – men det er ikke sikkert, at den dengang lille jyske pige kunne forstille sig den succes, som hendes voksne selv skulle komme til at stå overfor.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I dag har Maria Fekih skiftet barndommens gade i Silkeborg ud med butik i eget navn på Frederiksberg Allé. De sidste mange år har butikken været trækplaster for en masse skandinaviske brude, fordi Maria har været ene forhandler på en masse eksklusive brudekjolebrands.

Men med tiden efterspurgte de mange brude oftere og oftere Marias eget design, og for kort tid siden tog designeren og butiksindehaveren derfor beslutningen om at vinke farvel til de mange prominente brands og udelukkende føre sit eget: Maria Fekih.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan var det at lægge alle kortene på ét bord på den måde? Hvordan ser brudekjolemoden ud anno 2019? Hvordan skaber man en brudekjolekollektion, og hvordan var det at se kronprinsesse Marys i Maria Fekih? ELLE mødte designeren.

Fortæl lidt om dig selv – hvordan endte du med en brudekjolebutik?

Jeg har altid interesseret mig for kjoler, så jeg startede med at tegne kjoler, da jeg var 8-10 år, og allerede dengang vidste jeg, at jeg skulle læse videre til noget, der indebar at sy kjoler. Jeg er uddannet beklædningshåndværker, og så har jeg læst videre til designer efterfølgende. Da min søster skulle giftes i 2010, var vi rundt alle mulige steder for at kigge, og hun kunne ikke finde noget, hun synes om, så derfor skulle jeg sy hendes brudekjole. Og i samme proces – selvom jeg ikke selv stod og skulle giftes – lod jeg mærke til, at der ikke var noget, jeg kunne lide i alle de her brudeforretninger. Så jeg begyndte at undersøge, hvad der var af muligheder i udlandet, og derigennem fandt jeg frem til en masse lækre mærker, som lavede nogle fine kjoler, som ikke var så prinsesseagtige. Derefter kontaktede jeg nogle forskellige brands, og lige pludseligt havde jeg åbnet en butik. Jeg startede butikken i Silkeborg, men efter et halvt år flyttede min kæreste og jeg til Frederiksberg, fordi stort set alle mine kunder kom fra København, men rejste til Silkeborg efter mine kjoler. Det gik jo ikke. Vi startede med at have butikken i en herskabslejlighed på Bülowsvej, hvor vi også boede, men i 2015 fik jeg så butikken her på Frederiksberg Allé – og den er helt fantastisk.

Foto: Kavian Borhani

Hvilke brands har du haft i butikken gennem tiden?

Igennem tiden har der været mange. Jeg har blandt andet haft Jenny Packham, Vera Wang, Elie Saab, Temperley London Bridal, Alberta Ferretti Bridal, Laure de Sagazan, Delphine Manivet, Rime Arodaky, Rue de Seine og Yolan Cris. Jenny Packham var også repræsenteret i Norge, men ellers var jeg eneforhandler på alle de andre brands i hele Skandinavien. Jenny Packham, Vera Wang, Elie Saab er nogle af de mest kendte og high-end brands, jeg har haft, men det betød også, at priserne var rigtig høje, og i Danmark er der bare ikke kutyme for at bruge 100.000-200.000 kroner på en brudekjole . Jeg har haft mærkerne i butikken i nogle år, men der er bare ikke kunder nok til den slags kjoler i Danmark. I udlandet er det til gengæld intet problem, og der er da også flere af mine kunder, der har en økonomi, der tillader dem at bruge den slags penge på en brudekjole, men de har ikke lyst. Det tror jeg er meget dansk, vi har alligevel også en grænse for, hvad vi vil bruge.

Men du har jo ikke alle disse brands længere, for i dag sælger du kun dine egne kjoler. Hvornår begyndte den rejse?

Jeg begyndte at få en masse forespørgsler på nogle mere enkle kjoler. Mange af mine kunder prøvede nogle forskellige ting, og tit sagde de ”jeg kunne godt lide den her kjole, hvis bare den havde været helt plain”. Og det hørte jeg bare igen og igen – og så vidste jeg, det måtte være nu, jeg skulle i gang selv. Jeg havde skabt en masse erfaring med brudekjoler gennem alle de brands, jeg har haft inde. I 2015 begyndte jeg så småt at lave et par styles, og derefter kom den første kollektion med otte styles. Det sidste års tid har jeg så tænkt på udelukkende at sælge mine egne kjoler – jeg kan mærke, at flere og flere kunder efterspørger mit design. De er måske kommet her, fordi jeg har haft Jenny Packham, men når det er kommet til beslutningen, har de valgt mit eget. Det har været en svær beslutning, for tør man kun at have sit eget? Så er der lige pludseligt ikke andet at trække på, men det sidste år er jeg blevet bekræftet i, at det er det rigtige. Det giver også mere mening for mig, fordi jeg synes, det er sjovere at lave mit eget, og efterhånden er det jo også blevet mere tidskrævende. Vi har mange bestillinger både herhjemme og fra udlandet, ligesom jeg også selv har fået forhandlere i udlandet - og samtidig skal der udvikles nye designs.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan ser brudekjolemoden ud lige nu?

Mine brude går efter det rene look. Der er mange, der efterspørger ærmer, og noget der er lidt mere cool end for pænt – de skal kunne se sig selv i det. Det er jo ikke hverdagstøj, men der må gerne være nogle genkendelige elementer som fx en T-shirt-halsudskæring. Generelt i brudekjolemoden er det det enkle og minimalistiske, der vinder frem. Meghan Markles to enkle brudekjoler (fra hhv. Givenchy og Stella McCartney) fra hendes bryllupsdag den 19. maj 2018 satte virkelig gang i den trend. Brudekjolerne er også typisk lidt mere tildækkede for tiden, men slidser er rigtig in i øjeblikket – både foran, i siden eller bagpå, så man kan vise lidt hud alligevel. Det kan også være via et stykke transparent stof. Det må også gerne blive personligt ved at man inddrager bier, prikker eller personlige detaljer. Vi tilbyder skræddersyede speciallavede kjoler til nogle få, men vi kan ikke gøre det til alle. Det er en proces, der tager meget længere tid, men vi gjorde det fx da ELLEs skribent, Rebecca Laudrup, blev gift i april i år. Hun havde set mit mønster med bierne, og det ville hun gerne have inkorporeret i sin kjole, som vi lavede specielt til hende. Næste år bliver brudemoden inspireret af 1970’erne, så vi kommer til at se minikjoler, frynsekjoler og suits.

Læs også: Rebecca Laudrup: Mine 8 bedste råd til den kommende brud.

Apropos Meghan Markle havde hun jo fået syet et stykke stof fra den kjole, hun bar på Harrys og hendes første date ind i brudekjolen. Er der nogle, der efterspørger den slags personlige detaljer?

Ikke så mange, men det sker. Der kom engang en brud med nogle blå safirer, som vi syede ind i hendes brudekjole.

Foto: Kavian Borhani

Hvordan foregår det, når en kommende brud kommer ind for at prøve?

Man booker en tid, og så har man en time herinde. Nogle brude prøver vitterligt kun en kjole, og så ved de, at det er den, mens andre prøver stort set det hele. Nogle køber med det samme, mens andre tager ud i andre forretninger eller andre lande og prøver – så går der måske fire måneder, og så kommer de tilbage og køber en, de prøvede her. Jeg anbefaler, at bruden kommer til sin bookede tid alene. Det synes jeg, giver mest mening, for det er bruden det handler om og ikke de fem andre meninger, hun måske tager med. Langt de fleste lytter til mit råd, nogle har måske en eller to med, og det er også helt fint, men det er voldsomt, når man tager fem-otte veninder med.

Nogle brude kommer også langvejsfra. Jeg har engang haft en brud, der kom fra Australien. Hun havde fundet os online og forelsket sig i en kjole, og så bookede hende og hendes mor en uge i København, så hun kunne få syet sin kjole. Der havde vi afsat hele ugen til hende, så vi kunne nå at lave den, inden hun skulle hjem igen.

En almindelig dansk brud, der er bosat i nærheden, prøver typisk kjolen tre-fem gange, hvor vi tilpasser den. Mange brude taber sig en del op til brylluppet, og til sidst får nogle af dem altså besked på at gå hjem og spise kage. Det er meget sjældent, brudene tager på op til brylluppet, men nogle begynder at træne og squatte så meget, at deres bagparti og hofter bliver større.

Bruger man stadig slør?

Dét gør man. 50%-60% af mine brude vælger slør, men man klipper dem altså ikke i stykker, som man gjorde engang. Vi laver silkeslør med blondekant, og så kan man variere i længde og blonderne. I år har vi solgt flest i midi-længden, som går cirka til læggen. Det er langt uden at ligge på gulvet, og så er det altså ret skønt, hvis jeg selv skal sige det. Så er der jo et blusher-slør, som er det, der er trukket ned over brudens ansigt, når hun går op ad kirkegulvet. Det er ikke noget, vi sælger så ofte, men der kommer en lille håndfuld om året, der køber det. Vi har mange brude, som rejser ud og holder brylluppet i udlandet, og jeg synes, der er flere af de brude, der vælger et blusher-slør.

Foto: Kavian Borhani

Hvad med myten om noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt?

Det er mest bare noget, man siger for sjovt. Hvis man bruger noget af det i dag, vil det typisk være et lånt smykke.

Oplever du at dine brude efterspørger hjælp til det fulde look?

Ja, vi hjælper rigtig meget med hele stylingen. Nogle brude sender mails med en masse sko og spørger, hvad jeg synes, der kunne passe. Nogle spørger også om mine anbefalinger, og så sender jeg dem forslag til, hvad jeg synes, der kunne være pænt til – vi samarbejder med Jimmy Choo, men vi anbefaler også andre. Jeg anbefaler altid ’less is more’. Hvis man skal have et par øreringe på, så er det dét. Så skal man ikke også have hårsmykker. Brudene kender jo godt sig selv og ved, hvad de kan lide i hverdagstøj, men mange gange har de bare brug for råd, når de skal stå brud. Jeg er altid 100% ærlig, når nogen spørger mig til råds, så det skal man forvente. Hvis jeg ikke synes, en kjole klæder bruden, så siger jeg det. Jeg skal ikke nødvendigvis sælge noget, så hvis der kommer en ind, hvor jeg bare kan mærke, at hun ikke skal have en af mine kjoler, så sender jeg hende gerne videre med en anbefaling om, hvor hun kan gå hen.

Fortæl om designprocessen når du skaber en ny kollektion?

Det starter med, at jeg laver en masse tegninger, og når jeg så går dem igennem sammen med mine skræddere, kan det godt være, de kommer med in puts, der gør at vi ændrer lidt. Det tager mig ret lang tid at lave en kollektion. Det jeg er i gang med nu, som jeg håber på at udkomme med i sensommeren, har jeg arbejdet på det sidste halve år. Nogle gange rammer ideen til den næste brudekjole mig, mens jeg står i kø i supermarkedet, og så er det bare med at få skrevet en note ned, men i de perioder, hvor vi har rigtig travlt i butikken, kommer ideerne ikke bare lige dumpende. Jeg arbejder bedst, når jeg er alene, og der er ro til at mine tanker kan få plads, men jeg skal blive bedre til at lukke mig inde, når jeg skal tegne.

Foto: Kavian Borhani

Laver du aftenkjoler, som ikke er til brude?

Vi arbejder på at komme mere i gang med aftenkjoler og suits og bukser i farver, så Maria Fekih også bliver et sted du går hen, når du skal bruge et aftenlook. Vi har nogle stykker, der kommer ind og efterspørger det, og så laver vi det. Vi lavede fx nogle farvede kjoler til Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald, som de bar under Vild Med Dans. Kronprinsesse Mary har også båret en af mine kjoler, da hun sammen med kronprins Frederik uddelte Kronprinsparrets Priser i november 2018. Vi fik mulighed for at komme ind på Amalienborg og tilpasse den på hende, og det var jo en kæmpe oplevelse. Jeg har også kunne mærke, at der er kommet kunder ind efterfølgende, fordi de havde set kronprinsessen i min kjole. Det kan ikke sammenlignes med nogle andre, der kunne bære min kjole offentligt, det var simpelthen det ultimative.

Kan du fortælle lidt om, hvad vi kan forvente af din næste kollektion?

Det bliver cool kjoler. Der kommer skjortekjoler, og vi kommer til at arbejde mere med todelte looks, så man kan mixe og matche. Det bliver ikke så brudeagtigt – jeg synes jo, det er frygteligt ærgerligt, at man kun bruger en brudekjole en gang, så det næste kan bruges igen. Flere og flere kommer også ind med deres brudekjole eller brylluppet og efterspørger, at vi laver den lidt om, så de kan bruge den igen.

Du finder Maria Fekih på Frederiksberg Allé 19 B, 1820 Frederiksberg C eller online HER.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her