Sara Omar: ”Det, at være kvinde, er for mange ikke en pris, man vinder, men en pris man betaler”

Allerede i 2018 proklamerede vi på forsiden af ELLEs marts-magasin, at 2018 var kvindernes år. Det er ikke blevet mindre sandt i 2019, hvor stærke kvinder tordner derudaf med prisværdige meninger, agendasættende holdninger og manifester. Og det er både internationalt og i allerhøjeste grad også herhjemme, hvor vores kvindelige sportsstjerner er med til at sætte Danmark på landkortet, kvindelige politikere sætter agendaen i internationale politiske anlæggende og designere, iværksættere og kreative kvinder gør sig bemærket langt ud over de danske grænser.

Og en kvinde, der i sandhed har en vigtig stemme og sag, som hun kæmper for, er forfatterinden og kvinderettighedsforkæmperen Sara Omar.

Forfatterinden Sara Omar var uundgåelig i 2018 efter udgivelsen af sin storsælgende roman Dødevaskeren, der løfter sløret for en mandschauvinistisk kultur, der har taget Islam som gidsel. Siden bogen udkom, har Sara Omar ikke haft mange dage uden henvendelser fra undertrykte kvinder, der qua hende har fundet mod til en ny livsvej, eller fra medier, der tørster efter hendes nuancerede syn på en ellers fastfrossen debat. Sara Omar har som sit erklærede mål at kæmpe for kvinder, og få gør det bedre end hun.

Og det er ELLEs læsere enige i. Det er nemlig jer, der har stemt på Sara Omar som Årets Kvinde 2019, der blev uddelt som læserpris. Og Saras sejr var ikke bare overbevisende. Den var stærk, og valget af Sara Omar blev kub endnu stærkere, da Sara Omar, tydeligt berørt, modtog prisen under ELLE Style Awards 2019.

Se Sara give sin rørende tale i videoklippet nedenfor.

Det gjorde hun med en stærk og rørende takketale, der ikke kun var henvendt til dem, der var tilstede i salen, men til alle, der har stemt på hende, og alle, der er rørte eller berørte af Saras budskaber.

Derfor kan du – helt uredigeret – læse hele Sara Omars tale fra ELLE Style Awards her.

Talen blev fremført til en modebranche, der sad med våde øjne, gåsehud og var pivstille i de 20 minutter den varede. Flere gange rejse alle sig op med stående ovationer og tilkendegivelser af, hvor vigtigt Saras mission er.

Læs selv med her:

Sara Omar, 10. maj 2019

I aften har jeg vundet prisen ”Årets Kvinde”.

Dette er dog et særtilfælde, da det at være kvinde for mange, ikke er en pris, man vinder, men en pris man betaler. Og personligt nægter jeg nogensinde at være en mands accessory.

I 2012 blev 3 piger skudt på vej til skole i Afghanistan, en pris de betalte for at være piger, som ønskede at tilegne sig viden, for i fremtiden at kunne opnå deres fulde potentiale, og bidrage til at opbygge deres samfund.

I 2005 blev en 18-årig kvinde frarøvet livet af hendes storebror på Slagelse station. Dette var prisen hun betalte for selv at vælge sit livs kærlighed uden familiens accept.

I disse dage ser vi flere og flere saudiske kvinder, som søger asyl i fremmede lande, og som risikerer fængsling, piskning og stening, hvis de bliver sendt retur. En pris de må betale for at søge deres egen myndighed og selvbestemmelse.

Den dag i dag er der stadig over 200 mio. kvinder, som har fået lemlæstet deres kønsdele ved omskæring, og derfor aldrig kommer til at føle nydelse ved nærvær. Dette er kvinder, som du og jeg, der er blevet berøvet noget af det dyrebareste, som gør os til mennesker. Dette er prisen adskillige kvinder verden over betaler for at være født i en kvindekrop.

Det er alt sammen symptomer på en forældet livsanskuelse, der er blevet skabt af patriarkatet for at undertrykke kvinder. Der er tale om mænd, som ønsker status quo. Men de ved ikke, at kvinder kan udrette verdensændrende vidundere.

Eller også ved de det alt for godt, og frygter kvindens sande potentiale. Måske frygter de, at deres eget lys vil komme til at blive overstrålet, for den som har magten, uanset om den magt er blevet ham skænket via religion, kultur, politisk eller økonomisk, så er han bange for at miste den igen. Derfor klamrer mange mænd sig til patriarkatet. Derfor træder de på kvinder, som er under dem selv, så de kan forstærke deres egen dominans.

At vi overhovedet står her i dag og kan holde et arrangement, der kan og må hylde ”Årets Kvinde” – at vi i dag har kvinder som er læger, advokater, forskere og endda statsledere – skal vi, i den grad, takke gårsdagens kvinderettighedsforkæmpere for.

Men vi skal huske på, at der stadig findes piger og kvinder, selv i Danmark, som er ofre for menneskehandel, fysisk og psykisk vold, social kontrol, seksuel misbrug, hadske kommentarer på sociale medier, i skolerne, på arbejdsmarkedet og i offentligheden.

Vi har stadig mange kvinder verden over, der ud ad til har et fantastisk liv, men bag facaden er ulykkelige, fordi de er degraderet til andenrangsborgere af selv dén, de deler liv med.

Måske sidder der endda nogle af de kvinder her i blandt os i aften. Hvis der gør, så vid at I ikke er alene, at jeres kamp bliver kæmpet, at I fortjener at være frie. Vid at jeres anstrengelser for at overleve hverdagen, ikke går glemt hen.

Mange kvinder har ikke taget kampen op, fordi de gennem lange perioder har fået nedbrudt deres sjæle af undertrykkeres formørkede sind.

Andre er måske bange for friheden og reproducerer derfor de gamle mønstre, så deres døtre kan arve deres egne lænker.

Det er prisen nogle kvinder betaler, for at være kvinder.

Dødevaskerne, som jeg beskriver i min roman, betalte prisen, når de blev udstødt af deres samfund, fordi de ønskede at give dem, som andre havde dømt uværdige, en værdig begravelse.

Mange kvinder verden over betaler prisen, når deres livløse kroppe dukker op i rendesten, som aflivede hunde, blot fordi nogle mener, at de havde krænket familiens ære.

Min datter betalte prisen, da hendes liv blev taget fra hende, før det overhovedet var begyndt, fordi hun kun var en pige.

Jeg betalte prisen, da min hverdag bestod af at være lænket, så jeg kunne lære at kende min plads.

Men jeg står her i dag, som et levende bevis på, at der er håb.

Derfor opfordrer jeg alle undertrykte kvinder til at tage kampen op, hvis ikke udadtil, så i det mindste i jeres hjerter.

Selvom dit livs uretfærdigheder måske har givet dig en følelse af at være svag, så lover jeg dig, søster, at vi er stærke, når vi står sammen.

Vi kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning – mindst – og enhver mand, uanset hvor magtfuld han måtte være, har engang fået livsgivende næring fra en kvinde, da han var mest sårbar – hvordan kan nogen mand retfærdiggøre for sig selv, at undertrykke sådanne kvinder?

Jeg opfordrer alle lovgivere, magthavere, samfundsleder og rollemodeller til at tage kvindernes frihedskamp alvorligt, for menneskeheden som et hele er først fri, når alle kvinder er frie.

Jeg opfordrer denne verdens borgere – muslimske såvel som ikke-muslimske – til at støtte denne sag. Kvindesagen. Støt kampen for retfærdighed, lighed, ligestilling og basale rettigheder. For selvom undertrykkelsen måske ikke finder sted i jeres egne familier, så må I ikke vende det blinde øje til den sandhed og realitet, at det kan finde sted i jeres venners, bekendtes, eller naboers hjem. Og hvis I tænker godt efter, så ved I nok inderst inde, at vi har problemer i verden - at dele af verdenssamfundet er dysfunktionelt. Lad ikke jeres berøringsangst feje den sandhed under gulvtæppet. Vi har brug for, at alle tør se disse problemer i øjnene og sammen søge at løse dem i stedet for at benægte og så splid – det handler trods alt om levende kvindeskæbner og ikke blot politisk mudderkastning og politisk munddiarré i et Tv-studie eller på Sociale Medier.

Et retfærdigt menneske bruger ikke andre som et værktøj til at polere sit eget billede og fremme egoistiske, patriarkalske, fundamentalistiske eller racistiske interesser.

Når fascismen sniger sig ind, vil et retfærdigt menneske hjælper de undertrykte, i stedet for at træde på dem.

Vi har alle et ansvar for at bekæmpe ekstremisterne ude i virkeligheden – både de religiøse og dem fra de yderste politiske fløje.

Jeg opfordrer alle til at kigge indad, for kun ved at erkende, at der er problemer, uanset problemernes omfang, kan vi sammen være med til at løse dem. Man kan kun blive et bedre menneske ved at turde se kritisk på sig selv, sit miljø, sin kultur, sin religion og sin eksistens.

Vi skal gøre dét, at tage medmenneskeligt ansvar, til vores vigtigste mission her i livet. Ansvar for at gøre os selv fri og hjælpe andre til at opnå det samme. Hvis man inderst inde ikke tror på sin egen frihed, så er man ikke fri. For det at være fri er nemlig en sindstilstand lige så vel som noget fysisk. Og at være der for sig selv er det første skridt mod frihed og de rettigheder, som vi alle burde være født med. Vi må ikke undervurdere styrken i at anerkende hinandens eksistens.

Kære ELLE læsere: Af hjertet tak for anerkendelsen. Denne pris deler jeg med min lille engel, der kigger med fra oven. Jeg deler den med samtlige kvinder verden over. Og jeg deler den med de mænd, der giver kvinder plads og løfter dem op.

Prisen var en rørende nyhed, at blive overrasket med midt i min litterære fordybelse.

For det handler i bund og grund om, at den, der står op, kan række en hånd til den, der er på knæ. Og at den, der er på knæ, måske kan finde styrken til at række en hånd til den, der ligger ned.

Jeg er dybt beæret. Tak for ordet.