Yaqub: ”Jeg føler mig queer, intetkønnet, maskulin og feminin"

Vil du præsentere dig selv?

”Mit navn er Yaqub Abdirahman, jeg er 26 år gammel. Jeg er statskundskaber til dagligt, og derudover så organiserer jeg også en smule politisk. Jeg er ved at skrive speciale om nordisk pupulisme, og om hvordan race er vigtigt i den kontekst, og noget der egentlig vedligeholder pupulismen herhjemme. Jeg bor på Nørrebro, og jeg kommer fra en somalisk herkomst.”

Hvilke pronomener foretrækker du at bruge?

”Jeg bruger faktisk hovedsageligt han/ham, men jeg bruger også de/dem i nogle kontekster, og når jeg føler mig tryg og tilpas med nogle mennesker. Men jeg føler ikke, det er så vigtigt, hvilke pronomener, som folk bruger omkring mig, men at det er noget, der er vekslende og dynamisk, det er ikke nødvendigvis noget som er statisk. Det kommer lidt an på, hvad den indre følelse er.”

Hvis du skulle beskrive din seksualitet, hvordan ville du så gøre det?

“Jeg føler mig queer, intetkønnet, maskulin, feminin, begge dele, ingen af delene og alt imellem. Jeg har ikke noget behov for at specificere det nærmere, jeg er faktisk fuldstændig ligeglad, og det samme gælder for måden, jeg møder andre mennesker på. Jeg er interesseret i mennesker, måden, de bærer sig selv på, og deres energi. Ikke deres kønsdele.”

Kan du prøve at fortælle lidt mere om din kønsidentitet?

”Jeg ser mig selv - både med hensyn til seksuel orientering og min kønsidentitet - som meget queer. Det, som jeg forstår som queer, er generelt, at det ikke statisk, det er noget der rykker sig, det handler mere om rejsen end selve destinationen. Jeg tror, at rigtig mange folk tænker queerness som om, at du starter som straight, og så kommer du et andet sted hen. Men min queerness er vekslende og dynamisk, og den forandrer sig, og mit udtryk forandrer sig.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være med i dag?

”Selve kampagnen for Amnesty og ”Love is not a crime” synes jeg er rigtig vigtig, set i den kontekst, at der sker rigtig mange hadforbrydelser mod folk fra LGBT-miljøet. Jeg tror, at vi nogle gange fortæller os selv, at vi er nået meget længere som et samfund, end vi egentlig er. Bare fordi at der er en parade en gang om året, er det ikke ensbetydende med, at samfundet accepterer folk, som udtrykker sig på den måde i deres helhed. Så jeg tror, at det er vigtigt, fordi sådan en kampagne belyser nogle af de ting, som stadig er problematiske, og udover det er der stadig 77 lande, hvor LGBT-folk egentlig er ulovlige.”

Og hvis du skulle have et ønske for samfundet i fremtiden, hvad ville det så være?

”Jeg tror noget mere substantiv policy, altså hvor man går ind og sætter ansættelseskvoter for eksempel for repræsentation på forskellige måde, for folk, der er marginaliserede. Jeg tror på flere samtaler på arbejdspladserne om, hvordan folk præsenterer sig selv, og at vi skal lade være med at være så uniforme i vores forståelse af, hvad der er respektabel påklædning og alle de her små kodekser, som egentlig ikke står nogle steder, men som vi alle sammen forstår er en del af arbejdsmiljøet.”

Er der en særlig dag eller begivenhed eller samtale i dit liv, der springer op i hovedet, når du tænker på hvem du er, og hvordan din udvikling har været.

”Jeg kan huske første gang, jeg var til pride, og første gang jeg var til Nørrebro-pride også, hvor jeg så rigtig mange, der var racialiserede, som jeg selv er, og at se repræsentation på den måde, rykkede rigtig meget ved min egen selvforståelse og opfattelse, omkring hvordan jeg er, og hvad queerness er for mig. Det at se sig selv afspejlet på andre måder og i andre kroppe, var noget der var rigtig vigtig for mig min egen selvopfattelse og udvikling.”

Så at repræsentation betyder noget?

”Det gør det virkelig, men også substantiv repræsentation. Ikke bare at putte en person på et eller andet billede, men også at høre dem tale, at putte dem i positioner, hvor du ser de her mennesker, der egentlig også bare lever deres liv. Jeg tror, at for rigtig mange mennesker, så er der også en frygt for, hvordan deres liv vil udvikle sig, hvis de springer ud, men så bare at se de her mennesker, som gebærder sig normalt i hverdagslivet, og klarer sig godt, var meget vigtigt for mig.”

Hvornår føler du dig mest stolt af den, du er?

”Når jeg gør noget for mit miljø, mit community, og når jeg ser andre, som måske også får mod, når de ser, at jeg gør det.”

Er det f.eks. på gaden, eller kan det også være på nettet?

”Jeg tænker i princippet på alle led. Jeg foretrækker selvfølgelig at møde folk face to face, men jeg tror under den her pandemi og lockdown, så har det været meget virtuel repræsentation, og folk der skriver til ens DMs omkring ting, de går igennem, og hvis man kan hjælpe der, så gør det mig glad.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle give et godt råd til en anden queer-person?

”Jeg vil råde dem til at sørge for, at de har et sikkerhedsnet til at gribe dem, hvis deres eget miljø ikke vil acceptere dem helt. Overvej f.eks. at spare penge op, så du kan lande et sted. Sørg for at du ved, hvilke ressourcer du har tilgængeligt, selv hvis det føles som om, taget er ved at kollapse over dig, så er der stadigvæk mennesker, som godt kan hjælpe dig på vej.”

Hvor kan man gå hen?

”Jamen du kan tage til Sabaah, LGBT-ungdom, LGBT Asylum, Priden og Nørrebro-pride også - der er masser af forskellige initiativer under de her organisationer.

Hvad vil du sige til en, der bare gerne vil være en god allieret og en god ven?

”Giv mikrofonen videre, og lad folk som du gerne vil støtte op om, tale for dem selv – sørg for at du understøtter dem, og lad være med at tage for meget plads. Jeg tror, at den største hjælp man kan give i de her kontekster er, at give dem talerøret, så de kan fortælle om deres problematikker og problemstillinger. Og lad være med at være passiv, hvis du ser nogle konflikter på gaden: Grib ind.

Har du noget konkret? Hvad kan man sige? Hvad ville du blive glad for, at der var en, der sagde?

”Jamen bare det der med, at sige ”Hey, det er ikke okay”, og måske gør det lidt synligt, så andre også ser det. Jeg tror, at mange af de mennesker, som gør de her ting her, tror at de bare kan slippe afsted med det, men hvis man synliggør det i bybilledet eller det offentlige rum, så tror jeg, at det gør noget i sig selv også.”