Nikolaj Coster-Waldau er Danmarks svar på Leonardo DiCaprio

Nikolaj Coster-Waldau: ”Winter is coming” er en fejlagtig antagelse
Foto: All Over Press

Både Leonardo DiCaprio og vores egne, danske Nikolaj Coster-Waldau har ved første øjekast meget til fælles. Til dagligt omgiver de sig begge med smukke skuespillerinder og har selv længe haft succesfulde karrierer som skuespillere. Derudover har begge mænd fået os alle til at sukke af beundring en gang eller to, og nu kan de to endda også skrive ’klimakæmpere’ på listen over ting, de to har til fælles. 

I en kronik til CNN skriver Coster-Waldau nemlig, at hvis man anskuer det populære motto fra Game of Thrones, ”winter is coming” som et figurativt billede på verdenssituationen, ville mottoet være en yderst begrænset sandhed i en verden, hvor vi konstant ser- og oplever stigende temperaturer. Han slår desuden fast, at den kolossale grænsemur fra det verdensomspændende seerhit, som består af kilometertyk is, slet ikke ville kunne opretholdes i en ikke-fiktiv verden, som bekendt kun bliver varmere og varmere.

Læs også: 6 powerkvinder du ikke har hørt om, men skal kende 

I kronikken drager den pæne skuespiller direkte paralleller til indlandsisen i sit andet hjem, Grønland, hvor han sammen med sin grønlandske kone, sangeren og skuespilleren Nukâka Coster-Waldau, med egne øjne har set ”de ødelæggende virkninger af de stigende temperaturer på verdens største ø.”  

I september 2016 blev den danske skuespiller frontfigur for Forenede Nationer [FN, red.] , da han blev udnævnt som goodwill-ambassadør. Hans rolle er dermed at udbrede kendskabet til udviklingsmålene for organisationen, der blandt andet indbefatter at beskytte og fremme økosystemer og naturressourcer, og derudover også at bekæmpe klimaændringer.

Læs også: Se Kit Harrington aka. Jon Snow til audition på alle roller i Game of Thrones 

Det er ikke en let opgave, som den kære Coster-Waldau har sat sig for at fremme, men med sit ret betagende udseende og generelle likeability, så spår vi, at den danske herre er et godt bud på den helt rigtige person til at få mange (måske især kvindelige) personer op af sofaen og ind i kampen om klimaforandringer.

Og Nikolaj Coster-Waldau er altså ikke den første, pæne mandlige skuespiller der stiller sig forrest i spotlyset, når det kommer til bekæmpelse af klimaforandringer. Leonardo DiCaprio er også kendt for, udover at være en succesfuld skuespiller, at vise sig fra sin mere aktivistiske side, blandt andet i organisationen ”Leonardo DiCaprio Foundation”. En organisation, der sætter fokus på forskellige projekter, som udover projektet om klimaændringer også blandt andet tæller at beskytte vilde tigere i Nepal.

Læs også: Taylor Swift poster to kryptiske videoer på Instagram og fans-teorierne eskalerer 

Klimaforandringer er altså også en vigtig mærkesag for det amerikanske skuespiller-hunk Leonardo DiCaprio, der i sin Oscar tale fra 2016 slog fast, at verden har seriøse problemer, som vi må handle på nu: ”Da vi producerede The Revenant [dramafilm fra 2015, red.], måtte vi rejse til jordens mest sydlige spids for at finde sne nok til filmen – klimaændringer er ægte, og de sker lige nu.”

Udover herrerne DiCaprio og Coster-Waldau, har stjerner som Orlando Bloom, David Beckham, Liam Neeson, Nicole Kidman og Giorgio Armani alle brugt deres velkendte navn til at promovere mærkesager i den gode sags tjeneste.

Som goodwill-ambassadør for FN og derfor som frontkæmper i klimakampen, slår Coster-Waldau altså fast, at han deler meget mere end karriere med Leonardo DiCaprio, og dermed må være det danske svar på vores allesammens Leo. Vi glæder os til at se begge mænd som frontfigurer for flere mærkesager i fremtiden. 

Relaterede artikler