Stort interview med Tessa: "Endelig har jeg fundet en mening med, hvorfor jeg er her”

Interviewet blev første gang bragt i ELLE Danmark, december 2020

Tessa ligner ved første øjekast én, man kan slå sig på. Som hun står der i vinduet en smuk oktoberdag på Refshaleøen og ryger ud ad vinduet omgivet af glittertøj, kunstige negle, stramme kjoler i fake læder og en guldmaske med simili-sten. Hendes hår er samlet i en høj hestehale, hun har lange, sorte øjenvipper og er i blødt sweatsuit. Hun er enuigennemtrængelig cementskal i egne tanker i det slidte industrilokale, hun er utilnærmelig og benhård – eller som hun selv synger: ”Jeg er ben”.

Men så smiler hun, og skallen forvitrer og forstøver.

”Fuck, jeg er så nervøs,” siger hun med kuldegysninger på armene og et usikkert blik.

Rundt om hende står hendes hold fra pladeselskabet Universal samt en stylist og en makeupartist, som skal finde hendes look til lørdagens P3 Guld-musikpris. Tessa skal åbne showet, og hun har sovet dårligt i flere dage af skræk for at fucke op, fortæller hun, mens hun ser undersøgende på det tøj, stylisten har lagt frem til hende. På de lange og kunstfærdigt udført negle sidder swarovski-rhinstene, og det er svært at få røde netstrømper på uden at ødelægge dem. En stram, rød corsage og høje røde lakstøvler, der går til midt på låret, kommer på. Stylisten binder chunky guldkæder om hendes talje, og hun får røde briller på.

Tessa kigger op og møder sine egne øjne i spejlet. Hun ligner en sexet Marvel-figur, hun smiler til sig selv, tilfreds.

”Jeg skal lige tjekke, om jeg kan synge i det,” siger hun, og al snak i rummet forstummer, alles øjne er på Tessa.

Sådan har det været i halvandet år, siden den unge rapper på 23 år fra Hundige mødte sin manager, Jesper ’Livid’ Helles, på en rapskole i Ishøj.

Den første single fik på den første måned en halv million afspilninger på Spotify. Siden har en ny sang med hårdtslående, hurtig lyrik, hvor de gamle kønsroller bliver vendt rundt, væltet streamingtjenesterne og Instagram cirka hver anden måned. Med tekster om at tage andre kvinders mænd, om at slå bitches i hovedet med sin ’Louis-bag’, om at rive med sine falske negle, så de andre skal have ti sting, om at sætte sig på en fyrs hoved, fordi han ”snakker for meget og knepper for lidt”, har Tessa rappet sig ind overalt, fra de sociale medier, koncertsteder over hele landet indtil marts, da alting som bekendt lukkede ned, til en plads i den mandsdominerede rap-verden.

Lige nu trækker hun luft ind, så brystet med de to tatoverede vinger (”jeg er ingen engel, mine vinger sidder foran”) løfter sig en smule, mere vil det stramme tøj ikke tillade, og bryder ud i en hurtig, hård ordstrøm:

”Håber, du ka’ tæmme vilde piger/ Riv’ mig rundt, Lion King, jeg betaler regningen/ Fuck din’ skejs, fuck din’ likes og dit Breitling/ Rollerne er vendt rundt, Barbie rykker Ken rundt / Nu’ du kun i centrum, når jeg sætter mig på den mund.”

Hun stopper op og konstaterer tørt og underspillet: ”Det kan jeg vist godt,” mens holdet omkring hende klapper.

Købte sin egen lejlighed

Dagen efter står hun på Christianshavn foran pladeselskabets kontorer sammen med sin manager, da to teenagepiger cykler forbi, opdager hende og råber:

”Hej, Tessa, du er sej.” Tessa vender sig rundt, smiler til dem og råber: ”Hej, piger,” tilbage.

Hun vender tilbage til samtalen, men der går kun et minut, før en dame i 40’erne med lang, mørk frakke, pagehår og håndtaske stopper op.

”Undskyld, jeg forstyrrer,” siger hun høfligt til den 23-årige rapstjerne, der står i sit grå joggingsæt med hætte og ryger på en elektronisk cigaret.

”Men jeg bliver nødt til at sige: ’Ih, hvor gør du det godt. Du er så dygtig og sej og vigtig. Bliv ved, bliv ved. Jeg er kæmpefan.”

Og Tessa smiler og siger: ”Tusind tak.”

Da kvinden er gået videre, slår Tessas manager ud med armen.

”Sådan har det været i et halvt år,” forklarer han. Tessa bliver stoppet af kvinder og mænd i alle aldre og rost, komplimenteret, klappet på skulderen. I supermarkedet, på gaden, i parken.

Det er dokumentaren på DR1: ”Tessas hævn”, der udkom i juni 2020, som har gjort den unge rapper kendt, også i flow-tv-segmentet, og derfor er hendes genkendelighed stukket af inden for alle aldersgrupper. Netop det er en af grundene til, at Tessa er flyttet ud af København. Væk fra det Vesterbro, som hun ellers havde regnet med, at hun ville elske, da hun flyttede dertil, samtidig med at hun udgav sin tredje single, ’Ben’, der fik platin, hvilket kræver 9 mio. streams. Lige nu er den streamet 13 mio. gange.

Den hurtige flytning er også en del af den mere overraskende side af Tessa. For da vi kort tid efter sidder i Universals behagelige kæmpesofaer, og Tessa spiser af et andelår, som hun fandt i pladeselskabets åbne køkken (”Uhm, det er stadig lunt. Er der sovs?”), forklarer hun, at hun ikke brugte de første penge, hun tjente, på at købe dyrt tøj, mærketasker eller sko for tusindvis af kroner.

Selv om hun er vokset op uden at have særlig meget, er først i tyverne og derfor måske kunne forventes at gå lidt amok i de Louis Vuitton-bags, hun synger om i sine sange, når netbanken pludselig begyndte at være behagelig at logge ind på. Nej, hun brugte pengene på en lejlighed med altan med udsigt i et nybyggeri et sted i forstæderne.

”Hvilken 23-årig nyslået stjerne gør det?” siger hendes manager, Jesper Helles, og Tessa smiler. For hun er pisse-stolt.

”Det har betydet alt for mig at få min nye lejlighed og at flytte ud af byen. Jeg kan se en sø. Jeg har to svaner, der hedder Troels og Marianne, som jeg håndfodrer. De er meget søde. Der ligger en børnehave overfor, så når jeg åbner min altandør, kan jeg høre børnelatter og Hr. Skæg-musik. Og alle i min opgang er 50 år eller mere og går i seng kl. 20, så der er ingen larm. Det er virkelig fedt,” siger Tessa, der ellers troede, at hun skulle ind til byen fra Hundige og være rapstjerne og ”caffe latte-vesterbro-pige”, som hun selv udtrykker det.

Men fordi succesen kom så hurtigt, og folk vidste, hvor hun boede, blev det lidt overvældende med alle dem, der skrev:

”Jeg har lige set dig i Sundevedsgade” på Instagram eller stoppede hende i supermarkedet. Selv om det var sødt ment. ”Det betød, at jeg slet ikke gik udenfor,” forklarer hun.

”Mine veninder kom og hentede mig og kørte mig væk, når vi skulle ses. Men nu kan jeg gå ned til søen, man kan parkere, og min mor kan besøge mig.” Jesper Helles, der har arbejdet med en del danske musikstjerner igennem tiden, indskyder:

”Så mange rappere ville ønske, at de kunne gå tilbage i tiden og bruge pengene på den måde, som Tessa har gjort nu.” Men for Tessa var der egentlig ikke noget fravalg i det. Hun har ikke lyst til at bruge pengene på noget andet. Hendes garderobe består af stort set de samme items, som den har gjort, siden hun var 16 år. ”For mig er det ligegyldigt, hvad der er på mode. Jeg går i det, der passer mig. Og hvis du har flot hår, flot ansigt og pæne vipper, kan du tage lige det tøj på, du har lyst til.” Det er attituden til gengæld ikke.

På afstand kan man godt blive en lille smule bange for dig … ”Thank you,” siger Tessa og griner.

”For mig er det noget, jeg vælger at være ind-imellem. Jeg ville jo aldrig være ond eller led eller arrogant over for nogen, der ikke var det over for mig. Jeg synes altid, man starter på nul. Hvis du giver mig positive vibes, får du også positive vibes fra mig,” siger hun og holder en lille pause.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har brændt nallerne i fortiden. Jeg har haft dårlige episoder med folk. Men det har jeg ikke haft længe. Alle mine fucks går ind i min musik nu. Jeg synes ikke, jeg oplever negative ting mere. Jeg synes, at folk er fede. Jeg får så meget kærlighed,” siger hun og ser på sin manager, der sidder ved siden af i den bløde sofa. De to er blevet som bror og søster, og Tessa hænger ud med hans familie.

”Dengang Jesper hev fat i mig, havde jeg ingenting. Jeg var på bunden af samfundet. På det tidspunkt havde jeg ikke noget at give, og derfor fik jeg heller ingenting af andre. Så dengang kørte folk mig over. Men lige pludselig mødte jeg en, der tog mig under sine vinger. Som ikke bare er sød over for mig, men som også har givet mig mening med livet. Det har der fulgt så meget kærlighed med. Dengang var folk ikke respektfulde og kærlige. Men nu har jeg ikke noget at være sur over længere.”

Tessa stopper op og ser tænksom ud et øjeblik. Hendes fortid er beskrevet i DR-dokumentaren, og det er ikke den, vi skal tale om nu. For hun vil se frem, ikke tilbage. Hun er videre. Ikke forstået sådan, at hun ikke ved, hvad hun er rundet af. Hun har lært sig selv at rappe ved at se på Nicki Manaj-videoer, hun har aldrig haft særlig meget, ud over sit talent, sin attitude, sin fandenivoldskhed, og det har gjort hende til lige præcis den, hun er i dag.

Det er hun ikke ude på at løbe fra, og hun er stolt af den, hun er. Men lige nu vil hun fokusere på noget andet end
navlepilleri og efterrationalisering. Hun trækker luft ind og smiler.

”Det er faktisk pissesvært for mig at være sur på verden for tiden. Endelig har jeg fundet en mening med, hvorfor jeg er her.” Meningen har været helt tydelig, de gange hun nåede at optræde på klubber rundtom i landet. Første gang hun så en instagramstory fra sit show og hørte sig selv og publikum, der gik amok, tænkte hun:

”Slap af, du er jo fucking vild”.

Og da hendes musik kom ud, og hendes veninder ikke kunne rappe med, gik det op for hende, at det faktisk var
noget særligt, hun kunne.

”Jeg har brugt så meget tid på at øve mig af kærlighed til musikken, at jeg lidt glemmer, at det ikke er noget, alle bare kan. Det var vildt at høre mig selv, og sådan har jeg det stadig. Jeg øver mig jo og bliver bedre og bedre og vildere og vildere, men jeg opdager det jo ikke undervejs, og så får jeg et chok, når jeg hører et vers eller omkvæd eller en sang og spørger Jesper:

”Er det mig? Fuck, det er godt.”

Frygter, at det hele stopper

I dag befinder Tessa sig midt imellem jagten på verdensherredømmet og en konstant kniben sig i armen over alt det, der er sket det seneste halvandet år. For da hun mødte sin kæreste for halvandet år siden på Vestegnen, og de to sad på Hundigeskolen og talte om, hvor vildt det ville være, hvis hun kunne få en af sine raps ind på en dk-rap-playliste på Spotify, ville hun have ”fucking made it”, som hun siger.

”Vi sad sammen dengang i Hundige, og ingen af os havde noget. Det var, inden vi vidste, at det ville blive så sindssygt. Men han både grounder mig og hyper mig, og han roser mig og siger, at jeg er sej, en queen. Han er så god, og han vil helst være hjemme sammen med mig. Ikke ud i byen med sin kendte kæreste. Han faldt for den Tessa, der var før. Ikke rap-Tessa.”

Det er rart at have sådan en kæreste, når man er 23 år og mest af alt frygter én ting.

”Jeg er bange for, at det hele holder op. At folk får nok. At de ikke gider høre Tessa i morgen. Under corona blev jeg bange, fordi jeg er så ny. Jeg ved ikke, hvad der skal til, for at man kan klare sig igennem dette her.”

Frygten hænger tæt sammen med den massive opbakning, som Tessa har fået på de klubber, hun nåede at spille på. Hun mødte sine fans, der kunne alle tekster og stod i alenlange køer for at komme ind, og som græd og grinede og skrålede med. Alt det er stoppet. Som hendes manager indskyder:

”Når man står midt i den opbakning, er man ikke i tvivl om, at Tessa stadig er her i morgen. Men likes på Instagram gør ikke det samme ved selvtilliden som den massive live-kærlighed.”

Opbakningen er der dog stadig, bare i en anden form. Og den kommer fra begge køn. På klubberne og på Spotifys lytterstatistik kan man se, at der er lige så mange drenge som piger, der lytter til musikken. Det overraskede Tessa i begyndelsen, og hun råbte ting som:

”Jeg troede, vi lavede fisse-musik” til publikums begejstring. ”Drengene synger lige så meget med som pigerne. På et tidspunkt var der en, der dukkede op til en koncert med et mannequin-ben i hånden, hvorpå der var skrevet ”Ben”. De er så sjove og respektfulde over for mig.”

Det giver måske sig selv set udefra. Men det er en af de ting, der faktisk har overrasket hende.

”Jeg var bange for, at fyrene ville råbe ad mig, spytte efter mig eller ville synes, jeg er klam. Men det var helt anderledes. De kom over og viste respekt, sagde, at de kunne lide det, eller at deres søster kunne lide det. Jeg føler, at det er sådan en respekt, alle burde få. Sådan burde vi behandle hinanden hele tiden, og jeg føler, at jeg har fortjent det,” siger Tessa.

Ligesom hun har fortjent at være åbningsnummer til P3 Guld. Selv om det gør hende nervøs.

”Det er lidt noiaen. Jeg vil gerne gøre det godt. Jeg har to et halvt minut til at gøre det perfekt. Jeg vil gerne gøre alle stolte. I så høj grad, at jeg havde en nat, hvor jeg ikke kunne sove, for hvad, hvis jeg går den forkerte vej, løfter den forkerte arm, kommer til at mumle i min freestyle …?”

Hun ser lidt bekymret ud et øjeblik.

”Jeg vil gerne have, at de mål, vi sætter os, bliver til virkelighed.” Derfor har hun allerede nu lært, at hun skal sige, hvordan hun har det. Også når det handler om alt det, der er skrøbeligt.

”Jeg er nødt til at finde ud af, hvad mit behov er, og så udleve det. Man kan jo ikke have et behov og så gøre det modsatte. Jeg ved, hvad jeg har brug for. F.eks. da jeg købte min lejlighed uden for byen. Derfor kunne jeg gå efter det. Jeg har lært at sige, hvad jeg føler, om jeg f.eks. er tryg ved at skulle danse. Det var noget af det første, jeg fik ind under huden.”

Hun var vild med kampen

Styrken til at sige fra, hvis der er noget, hun føler, hun ikke er klar til, kommer muligvis også fra bevidstheden om, at det, hun gør med sin musik lige nu, er vigtigt. Og skulle hun blive i tvivl om det, kan hun kigge i sine private beskeder på Instagram.

Da Tessa for halvandet år siden begyndte at udkomme med sine eksplicitte tekster, havde Sofie Linde endnu ikke stået til Zulu Awards og taget #metoo-debatten et nyt sted hen herhjemme. Samtalen om sexisme var endnu ikke i gang. Tessa oplevede det selv, som om hun blev skydeskive og gik forrest i en bevægelse, der endnu ikke fandtes. Hun tog en masse slag for de unge kvinder, for deres ret til at have sex med så mange, de har lyst til, hun ændrede retorikken, hun gjorde mænd til de seksuelle statister, som kvinder har været i årevis. Selv om hun følte, at hun offentligt stod alene og blev beskudt af alle dem, der syntes, hun var for meget, blev hendes private insta-boks fyldt med beskeder.

”Her skrev hundredvis af piger om, hvordan jeg har ændret deres liv. Det var helt vildt. Og det betyder så meget for mig,” fortæller hun.

”For da jeg var yngre, var jeg hende, der knaldede med mange fyre, jeg blev kaldt luder og klam i krogene, men ingen turde sige det lige op i mit åbne ansigt. Der var en pige, der spyttede efter mig ved et busstoppested. Det fandt jeg mig ikke i. Dengang havde jeg ingenting at miste. Jeg var ligeglad. Jeg var mere rebel, mere teenage-agtig. Jeg tog kampen, jeg var vild med kampen.”

Det er på grund af den fortid, hun stiller sig op på scenen nu. Fordi hun ikke vil finde sig i, at der er noget, hun ikke må eller ikke skal.

”Jeg vil sige og gøre, hvad jeg har lyst til. Og jeg vil vise andre, at de kan gøre det samme.”

Når folk skriver noget ubehageligt til hende, svarer hun ikke. Hun er ligeglad med deres mening.

”Som om det betyder noget. De kan sidde derhjemme og spille Fortnite med chips på maven. Jeg har ikke tid. Jeg sidder midt i et interview.”