Overlagt mord eller kvindens frie valg? Her er 10 højdepunkter i dansk aborthistorie

I den danske filmklassiker Tro, håb og kærlighed fra 1984, som skal forestille at foregå i 1960’erne, må Bjørns kæreste, Anna, ligge på en beskidt briks, mens en læge af tvivlsom karakter stikker en strikkepind op i hendes underliv og igangsætter en illegal abort.

Efterfølgende må Anna løbe op og ned af trapper, indtil hun i stor smerte aborterer. Resterne af fosteret ender i toilettet, og aborten ender med at ødelægge forholdet mellem Anna og Bjørn. Og i tv-serien Matador måtte bankdirektør Hans Christian Varnæs under stor diskretion hjælpe sin elskerinde, bankassistent Ulla Jacobsen, med såkaldt “fosterfordrivelse”, hvorefter hun pludselig ikke længere kan arbejde i banken.

Abort var både livsfarligt og kunne ødelægge ens omdømme, inden den fri abort blev indført i Danmark i 1973.

Mens vi med gru kan følge med i implementeringen af den nye abortlov i Texas, er det værd at huske, at abort også i Danmark har haft voldsomme konsekvenser for kvinder og dem, der hjalp dem med at abortere.

Her er 10 højdepunkter i dansk aborthistorie:

1) Halshugget for abort

Vi skal ikke mere end godt 150 år tilbage, før abort i Danmark blev anset som overlagt mord. Hvis en kvinde inden 1866 havde tilladt sig at afbryde graviditeten, mente man, at hun burde lide samme skæbne som det aborterede foster og blev derfor tildelt dødsstraf. Det var Kong Christian 5.s Danske Lov fra 1683, der byggede på bl.a. 2. Mosebog, som lå til grund for loven. Man mente ganske enkelt, at kvinden skulle straffes efter et “gengældelsesprincip”. Og det gik ikke ligefrem stille for sig: “Letfærdige Qvindfolk, som deris Foster overbringe, skulle miste deris Hals, og deris Hoved sættis paa een Stage,” som der stod i loven. Godt 30 år senere, i 1714, blev også jordemødre gjort ansvarlige ved, at der blev indført forbud mod at give “noget Medicament, Drik, Pulver,” som kunne virke abortfremkaldende. Konsekvensen var, at de mistede deres ret til at arbejde, eller endnu værre: Deres “ære, gods eller liv.”

2) Farvel til dødsstraf

Heldigvis for de kvinder, der var blevet uønsket gravide, blev dødsstraffen i 1866 afløst af strafarbejde i otte år. Den mildere straf blev begrundet med, at man mente, der trods alt burde være forskel på retsbeskyttelsen af et levende menneskeliv, altså moderens, og et kommende menneskeliv, fosteret. Straffen for at hjælpe en kvinde med at abortere kunne stadig give mellem fire og 16 års fængsel og under skærpede omstændigheder op til livstid.

3) Thit Jensen åbner abortdebatten

I slutningen af 1800-tallet begyndte kvindebevægelsen at tage form. Debatten om alt fra seksualmoral til stemmeret blev taget op, og i 1920’erne kom der for alvor gang i abortdiskussionen i Danmark. Rusland indførte i 1920 som det første land i verden fri abort, og det smittede af på resten af verden, selvom der skulle gå mange årtier, før den fri abort blev udbredt. I Danmark var især forfatter Thit Jensen fortaler for fri abort, som hun kaldte “frivilligt moderskab”. I 1924 dannes Mødrehjælpen med det formål at vejlede kvinder om graviditet, fødsel og rollen som mor. Og i 1930 blev straffen for abort lempet yderligere og nedsat til to års strafarbejde.

4) Lægen og de 300 illegale aborter

Mange husker nok, at Elisabeth Friis i Matador stod nærmest alene med sin støtte til fri abort. Det var bl.a. lægen Jonathan Leunbach, hun erklærede sin støtte til. Som kommunist var han optaget af, at aborter gik særligt ud over kvinder fra arbejderklassen, som ikke havde råd til illegale aborter under bare nogenlunde forhold. Det betød, at mellem 50-400 kvinder årligt døde pga. komplikationer efter en illegal abort. Derfor gennemførte Leunbach selv over 300 illegale aborter i 1920’erne og 1930’erne i sin lejlighed på Østerbro i København. Officielt var årsagen, at kvindernes liv var i fare, men reelt var der tale om uønskede graviditeter. Leunbach blev i 1935 dømt for grov meddelagtighed i ulovlig fosterfordrivelse.

5) Abort tilladt ved voldtægt

Stadig flere kvinder fik foretaget illegale aborter, og i 1937 indførte Rigsdagen den første svangerskabslov, som bl.a. betød, at kvinder kunne få abort under særlige omstændigheder. Kriterierne for abort var, hvis kvinden var blevet voldtaget, hvis fosteret var arveligt belastet, eller hvis kvindens liv var i fare. Et andet formål med loven var at hjælpe kvinder, der ønskede abort, gennem graviditeten, så de ville fravælge en abort.

6) Sex på skoleskemaet

Kvinder blev i 1940’erne og 1950’erne stadig udskammet, hvis de fik et barn uden for ægteskabet. De måtte ofte enten blive gift i en løs kjole, som det hed, eller flytte væk, indtil de kunne bortadoptere barnet. Men debatten om abort var ikke til at stoppe. Mødrehjælpen mødte kritik fra højrefløjen for at rådgive kvinder til aborter, som kunne have været undgået, og i 1956 bliver loven justeret, hvilket dog ikke får aborttallet til at falde. I 1961 udgav Undervisningsministeriet for første gang en vejledning til seksualundervisning i Folkeskolen. Det var i sig selv revolutionerende, at man nu måtte lære unge om prævention, samleje, graviditet og onani. Til gengæld var det en del af vejledningen, at sex skulle holdes inden for ægteskabet og dermed indirekte en opfordring til at undgå graviditet og dermed abort ved sex udenfor ægteskabet. Børn født uden for ægteskabet blev stadig omtalt om “horeunger.”

7) P-piller og studenteroprør

Neglerensere, hæklenåle, terpentin og sæbeopløsninger er blandt den række af “hjælpemidler”; som kvinder gennem tiden har benyttet sig af for at afbryde en uønsket graviditet. Ofte med stor risiko for deres helbred. Men i 1960’erne begyndte historierne at komme frem i lyset, og man kunne høre interviews med kvinder i radioen, der fortalte om grusomme aborter. Samtidig blev p-pillen frigivet i 1966, som gav kvinder mulighed for at at kontrollere, hvor mange børn de fik. Studenteroprøret ulmede, og vejen til fri abort virkede pludselig inden for rækkevide.

8) Endelig fri abort

I 1970’erne blev der foretaget mellem 15-25.000 illegale aborter i Danmark, og der blev derfor arrangeret såkaldte “abortrejser” til lande, hvor reglerne var mere lempelige som England og Sverige. Paradoksalt nok især til Polen, hvor der dengang, modsat i dag, var fri abort. Man begyndte også i højere grad at tale om abort eller svangerskabsafbrydelse og ikke bruge ord som “fosterdrab.” SF var i øvrigt nogle af de mest indædte fortalere for fri abort. Partiet fremsatte første gang et lovforslag om fri abort og fremsatte det i alt fem gange i folketinget uden, at det blev vedtaget. Det var til sidst et lovforslag fra den socialdemokratiske regering, der blev vedtaget. Mod forventning steg antallet af aborter ikke efter den fri abort, men har siden loven trådte i kraft ligget nogenlunde stabilt, faktisk med et lille fald, så det i dag ligger på cirka 15.000 indgreb om året.

9) Vil du føde et alvorlig sygt barn?

Det dilemma er kvinder siden 2004 blevet sat i, når de er blevet gravide. Her blev den såkaldte fosterdiagnostik nemlig indført og dermed muligheden for at screene fostre for alvorlige genfejl med bl.a. nakkefoldsscanning. Det førte til en opblusning af abortdebatten, for kan man fravælge et barn med fx Downs Syndrom eller anden andre kromosomfejl? Og er det i så fald etisk forsvarligt, at man får foretaget en abort flere uger efter 12. graviditetsuge? Tal viser imidlertid, at 70% af sene aborter skyldes alvorlige genfejl og dermed fostre, der ville have meget svært ved at overleve uden for livmoderen. Debatten om sene aborter fik fornyet liv i 2019, hvor det var lykkedes læger i USA at redde en baby med en fødselsvægt på bare 245 gram født i uge 23. Det fik kritikere af abort til at stille spørgsmålstegn ved, om man etisk kan forsvare en abort i 22. uge, som er den danske grænse for sen abort, når man på samme tidspunkt i graviditeten er i stand til at hjælpe ekstremt for tidligt fødte babyer til at overleve.

10) Jens Rohde sparker liv i abortdebatten

Da Kristelig Folkeparti blev dannet i 1970, var det primært i protest mod netop udsigten til fri abort og desuden som modstandere af fri pornografi. De holdninger bragte partiet i folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973. De senere år har tilslutningen til Kristendemokraterne, som partiet hedder i dag, været historisk lav, og partiet har ikke siddet i folketinget siden 2005. Men i foråret meldte den tidligere radikale politiker, løsgængeren Jens Rohde, sig ind i partiet. Ikke alene betød det, at partiet i dag har fået en plads i folketinget - det betød også en genopblusning af abortspørgsmålet. Jens Rohde efterspurgte nuancer i abortdebatten, og partiet meldte ud, at det i dag ikke er imod fri abort, men at det har som mål at nedbringe antallet af aborter. Statsminister Mette Frederiksen var uenig og slog i et opslag på Facebook fast, at der ikke var behov for nuancer i debatten. Den frie abort kan ikke gradbøjes, eller som hun sagde: “Enten er vi for. Eller også er vi imod.”