Krimiuddrag Læs et eksklusivt uddrag af Line Vester Larsens nye krimi Hvepsestik

Foto: PR

Fortæl om dig selv. Hvad lavede du, før du blev krimiforfatter?

Jeg har arbejdet de sidste otte år som PR-konsulent på bureau – og gør det stadig. Jeg har altid elsket bureaubranchen, fordi den er så dynamisk og foranderlig, men da jeg var på barsel, opstod lysten til at producere noget, der udsprang af min fantasi. At skrive en bog, der var 100% fiktion. Og så begyndte jeg ellers at gå og brygge på det her plot, når jeg trillede ture på Frederiksberg med barnevognen.

Kan du huske hvordan den første indskydelse til krimien kom?

Ja, jeg var som sagt på barsel, og har altid haft en mere end almindelig interesse for efterforskning og kriminalsager. Nok primært fordi jeg er fuld af respekt for de mange fagpersoner, som søger for, at vi har et så velfungerende og trygt retssamfund i Danmark, som vi har. De mange ture med barnevognen fik til tider mine tanker til at løbe en smule løbsk, og det var egentlig ikke én indskydelse, men mange tanker jeg havde gjort mig over længere tid, der en dag fik mig til at trække computeren frem og med bankende hjerte navngive et dokument ”krimi.”

Så begyndte du at skrive?

Præcis, i starten var det egentlig mest sporadiske sætninger og ideer, som poppede op. Jeg har altid skrevet meget i mit job som konsulent, hvor tekstforfatning er en central del af opgaverne, men det her var noget andet, fordi jeg ikke skulle levere bestemte budskaber i en tekst. Jeg kunne bestemme alt selv, forme karakterer, give dem personlighed og sætte dem i spil i historien. Og hurtigt fandt jeg ud af, at jeg havde både et plot og persongalleri på tegnebrættet. Jeg manglede ”bare” at få hjælp til de mere tekniske områder af kriminalefterforskning, så jeg kontaktede en række fagpersoner inden for de områder og spurgte pænt, om jeg måtte stille dem nogle spørgsmål. Det fik jeg heldigvis lov til. Og så begyndte det ellers at gå stærkt.

Hvordan fungerede skriveprocessen?

Skriveprocessen var ikke en ensrettet køreplan for mit vedkommende. Nogle dage tog jeg ud og satte mig på en café for at mærke livet omkring mig. En espresso-maskine, der kværnede kaffebønner, duften af ristet brød og flæng af samtaler gav mig masser af energi, mens jeg sippede til min cappuccino, og andre dage sad jeg indenfor i joggingtøj hele dagen, mens solen bragede ned udenfor.

Har du altid haft en forfatterdrøm i maven?

Det er et godt spørgsmål. Jeg har altid skrevet meget. Da jeg var yngre og backpackede rundt i verden, fik jeg nærmest skriveabstinenser, hvis jeg ikke kunne finde en netcafé og sende en lang, detaljeret rejseberetning hjem, og jeg førte minutiøst dagbog over alle dage. Jeg er nok lidt oldschool, hvad det angår, og går stadig rundt med en lille notesblok i tasken, hvis en idé pludselig skulle dukke op. Så ja, jeg har nok altid haft skrivetrangen i mig, men det gik først senere op for mig, at jeg kunne skrive mere en blot rejse-mails.

Hvad er dit bedste råd til andre, som har en drøm om at gøre noget helt andet, end de er vant til at arbejde med?

Hmm, det må nok være en slidt kliché, og af den grund også sandfærdig, fordi den er blevet sagt så mange gange. Tro på dit projekt, og omgiv dig med mennesker, som hepper undervejs, spørg om hjælp, når der er behov og sidst men ikke mindst, så betaler målrettet og fokuseret arbejde sig altid.

Kommer der flere bøger?

Der er mange, der spørger, om der ikke kommer en to’er, og jeg bliver både sindssygt glad og stolt, når læsere efterspørger det og tager sig tid til at skrive til mig, efter de har læst Hvepsestik. Så jo, det kunne sagtens være, men hvornår må tiden vise.

Læs eksklusivt uddrag af Line Vester Larsens nye krimi Hvepsestik herunder:

Foto: PR

PROLOG

”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10!”

Anders Hansen repeterede hvert skridt inde i hovedet. Når han var kommet til 10, startede han forfra.   

Besværet satte han det dvaske løbetempo op, så gruset knase-de under hans fabriksnye Asics og efterlod små støvskyer i slip-strømmen.

For pokker, hvorfor havde han dog også indgået det åndsvage væddemål med sin chef? 

Hans svedabsorberende tekstilharnisk skjulte den bløde top-mave, men løbeuret afslørede uden nåde hans sneglelangsomme fart.

Fandens! 

”Skal du ikke snart af med den dunk, Anders?” havde hans chef spurgt sidste måned. Han vidste det jo godt selv – hans skjorteknapper gjorde mere og mere modstand for hver dag. 

Han accelererede nu yderligere og spænede afsted, som gjaldt det livet og passerede legepladsen i Frederiksberg Have, mens hjertet hamrede afsted.

En gråspurv kvidrede højt i et af havens lindetræer og fortsatte som en dramatisk symfonikoncert, der gradvist fortonede sig. 

Intuitivt sagtnede han farten, da han kunne se suttetræet foran sig, men standsede brat op ved synet af en menneskeskikkelse, der lå i en akavet halvmåneform med ansigtet ud mod grusstien. 

Han blinkede en ekstra gang, da hans forvirrede øjne stædigt fortsatte med at sende besked til reptilhjernen om, at de afspejle-de synet af en ung og hårdt såret pige. 

Hun forsøgte at løfte sit skamferede ansigt fra den ru flis un-der suttetræet, mens blodet fossede ud af torsoen på hende og farvede hendes elfenbenshvide T-shirt mørkerød. Underligt nok var hendes platinblonde hår stadig smukt flettet i en stram, fransk fletning.

Sceneriet var absurd den milde majaften i Frederiksberg Have. Det var, som om suttetræet funklede ekstra meget i genskinnet fra solstrålerne og skabte et lysshow af svajende sutteranker, der sendte regnbuefarvede kalejdoskoper gennem havens frodige bagtæppe. 

Showets ufrivillige stjerne lå på et blodfarvet tæppe af flis om-kranset af en iturevet sutteranke, der gavmildt havde fordelt sut-ter ud over scenen som dekorative rekvisitter.

”Shit!”

Så reagerede han. 

Uden at tænke løb han småsnublende hen mod pigen og sank på knæ foran hende. Han greb hendes slappe hånd og opdage-de, at en dyb flænge i kinden havde skamferet hendes majfreg-nede ansigt.

”Hvad fanden er der sket? Hvem har gjort det her?”

Han kunne ikke genkende sin egen stemme. Den lød forvræn-get, som om han talte gennem et køkkenrullerør.

En ordløs rallen var det eneste svar, han modtog.

Intuitivt slap Anders hendes hånd og pressede resolut sin egen håndflade mod brystkassens blodudspring og mærkede den tykt-flydende substans trænge mellem sine fingre. 

”Hjælp! Hjælp for helvede!” 

Han fumlede med telefonen, som sad fastspændt på armen. Sveden drev ned ad hans ryg, da han endelig fik den revet op af etuiet og med rystende hånd tastede 112. 

”Hjææælp!” skreg han desperat igen.

Pigens pupiller blev gradvist større og skjulte efterhånden den lyseblå iris.  

”Alarmcentralen, hvad kan jeg hjælpe med?” 

”Skynd jer, send ambulancer, læger, hele svineriet,” råbte han desperat ned i røret, så spyttet samtidig fløj ud af munden.

”Hvor befinder du dig, og hvad er der sket?”

”Suttetræet. Suttetræet!” Han snappede efter vejret, før han fortsatte. ”Frederiksberg Have – det dér træ med alle sutterne på. Jeg sidder med en pige, og blodet sprøjter ud af hende.”

”Bliv hvor du er,” vi sender hjælp med det samme, svarede kvinden professionelt men nåede ikke at stille flere spørgsmål.

Røret gled lige så stille ud af Anders’ hånd og landede med en plump lyd i blodsøen ved siden af pigens torso. Hendes øjne var ikke længere fæstnet på hans, brystet bevægede sig ikke i små vejrtrækningsryk, og munden gabte forundret.

Ved synet af hendes udtryksløse øjne, kombineret med den metalliske blodlugt, blev Anders overmandet af sin krops basale funktioner, som vendte vrangen ud på ham.

Han sansede ikke engang den rolige hånd fra den opretstående kvinde, der kort efter blev lagt på hans skulder og blev liggende, til han var tømt og udmattet faldt omkuld som en sæk kartofler, da ambulancereddere, læger og politi kom ilende mod dem. 

Læs mere om Hvepsestik her og find den HER.

Relaterede artikler