Han tænder lys i mørkets hjerte

Artiklen er oprindeligt bragt i ELLEs april-magasin, 2017

Vi taler meget om ildsjæle i disse år. Om folk, der gør en forskel. Men hvor ofte møder vi en, der brænder så meget for sin sag, at han trodser mordforsøg og korrupte regeringer i sin kamp?

Det gør dr. Denis Mukwege fra DR Congo. Et land, som ganske vist ikke længere er i decideret krig, men hvor der stadig findes militser rundtom i – især – landområderne, som benytter sig af de allermest primitive våben i deres magtudøvelse: De kidnapper børn og unge drenge og gør dem til soldater i en alder, hvor de er allermest letpåvirkelige. Senere, når de er blevet tvunget til alt fra at stikke ild på landsbyer til at voldtage dens piger og kvinder og slutte af med f.eks. at skyde dem i skeden for at sikre sig, at deres ofre er smadrede – ikke bare fjendens, men ofte også deres egne naboer og familier – bliver de aldrig normale igen. De er ødelagte. De er zombier. Sådan er den usynlige borgerkrig i DR Congo. Og sådan har den stået på on/off i omtrent 20 år, for selv om landet ikke officielt er en krigszone p.t., foregår der stadig krigslignende handlinger, ikke mindst i form af massevoldtægter. Hvor den congolesiske regering først for nylig har erklæret, at de har som mål at få nedbragt seksuel vold med 50 procent, er der én mand, som mener, at bare en enkelt voldtægt, er én for mange. Kirurgen Denis Mukwege ved, hvad han taler om. Hans patienter spænder fra et halvt til 80 år gamle. Derfor agiterer han også for, at seksuel vold er en menneskerettighedsforbrydelse og at sammenligne med folkedrab, fordi det ødelægger et land indefra ved at ramme det direkte i hjertet. Som søn af en protestantisk pastor, som ikke kunne tilbyde sine patienter anden lindring end bønner, besluttede Mukwege allerede som barn, at han ville være læge. Planen var at blive børnelæge, men da han kom i turnus, opdagede han, at ”der var andre ting ...”

De andre ’ting’ var at kunne hjælpe kvinder. Og derfor er dr. Mukwege blevet kendt som manden, der ikke kun opererer kvinder, men reparerer dem. Fordi de er så ødelagte, som man kan blive.

Jeg havde ikke noget valg

Dr. Mukwege fylder i rummet. Og ikke bare pga. sin højde og pondus. Nej, han har en karisma, som er sjældent set. Han udstråler en sjælden blanding af kærlighed, sorg, smerte og alligevel styrke og beslutsomhed. Og ro. Det er ikke uden grund, at dr. Denis Mukwege sammenlignes med Mother Theresa, har talt i FN og flere gange er blevet indstillet til Nobels Fredspris. Mukwege giver håb, fordi han er en handlingens mand.

I 1999 grundlagde han således sit eget hospital, Panzi, hvor han ikke bare har oplært et helt hold af kirurger til at reparere de ødelagte kvinder, på Panzi ydes der også psykologhjælp, socioøkonomisk støtte (bl.a. familierådgivning, mikrolån og uddannelse i ledelse) og juridisk støtte.

Men hvordan kommer det så vidt, at en enkelt mand påtager sig dette ansvar? Dr. Mukwege tøver lidt, før han svarer:

”Da jeg grundlagde hospitalet, var det som mediciner, kirurg. Men jeg tror altid, det er vigtigt at evaluere sig selv. Spørge, om man gør det godt nok. Og efter et år med reparationer indså jeg, at det ikke var nok. Og at jeg heller ikke engang var i stand til at fortsætte med, hvad jeg lavede, fordi det at høre alle disse rædselsfulde historier begyndte at påvirke mig, begyndte at påvirke mit arbejde, begyndte tilmed at påvirke min evne til at reparere. Og det stod klart, at der var et behov for psykologisk støtte. Så jeg ansatte psykologer, og de tog over og støttede, så jeg ikke kunne høre patienterne; for deres historier var så rystende for mig, at når jeg opererede, kunne jeg ikke tænke på, hvad jeg lavede, men kun på, hvad resultatet ville blive. Jeg slog hele tiden mig selv oven i hovedet med: ’Hvis jeg ikke lykkes, hvad vil så blive denne kvindes skæbne?’ Og det var et virkelig stort ansvar ... Så derfor: For hver gang, jeg er stødt på et problem, har jeg søgt efter en løsning; ikke bare sagt: ’Jeg er læge, så det er ikke mit bord.’ Jeg har brugt andre. Fået støtte fra andre. Fået råd fra andre. Prøvet at besvare spørgsmålene. Så det er sket skridt for skridt. Ikke planlagt, men ud fra observationer. I dag tror jeg, at jeg bruger ca. 25 procent af min tid på at tale for sagen. Og jeg ved godt, at mange spørger sig selv, hvorfor en læge skal tale om menneskerettigheder. Men hvorfor skulle en læge være tavs, når hans patienter lider? Jeg tror, vi har brug for at forebygge, ikke for at afvente flere patienter.”

Og det er netop, fordi han skal tale sin sag, at han er inviteret til den franske ambassade i dag. Ambassadør Francois Zimeray kender nemlig Mukwege fra sit tidligere virke som menneskerettighedsambassadør og vil gøre opmærksom på hans enestående arbejde og Mukwege Foundation. Og selv om dr. Mukwege tydeligvis hellere befandt sig ved operationsbordet, accepterer han at skifte rammerne ud med rolige, elegante omgivelser som her, fordi det er i den gode sags tjeneste.

Jeg spørger ham, om han aldrig har været så overvældet af det, han oplevede, at han tænkte, det var for meget – at han ville gøre noget, der var ’lettere’?

Han sukker, inden han svarer: ”Lettere ... aarh, ikke rigtigt. Jeg tror, at jeg gør det, jeg gør, med passion. Og når du står over for en, som lider, og hvis du kan bidrage bare lidt til den persons heling, så får du en form for glæde og tilfredsstillelse. Og den tror jeg ikke, jeg kan få på nogen anden måde. Det er smilet. Når du kan hjælpe nogen, der lider, og du så kan give dem smilet tilbage ... Det kan du ikke værdisætte. Selv om jeg gennemgår forfærdelige ting, så er der det ene: Hver gang jeg får et smil fra kvinder. Det giver mit liv mening.”

Kvinderne giver mig håb

Derfor er det også, at Mukweges fond hjælper kvinderne videre efter deres operationer, forklarer han, fordi de er Afrikas fremtid.

”Hvis man kun behandler konsekvenserne uden rigtigt at forsøge at ændre på årsagen, kan det bare fortsætte. Og jeg er sikker på – med min beskedne erfaring fra Panzi – at kvinder, der gennemlever en tragedie, bliver stærke. Meget stærke. De siger ikke bare: ’Okay, jeg giver op’, de bliver stærkere. Og det giver mig et stort håb for Afrika. Og hvis mænd ikke rigtigt griber denne mulighed og forstår, at kvinder ikke kæmper for magt; at de ikke kæmper for dem selv, de kæmper til gavn for samfundets bedste ... Afrikas fremtid ligger i kvindernes hænder. Og den dag, det sker, tror jeg, at meget vil ændres i Afrika.”

Måske vil det være at reducere det, men kan man sige, at disse kvinder, efter overgrebene, opnår en mening og en mission med deres liv? En mission om at forandre? Mukwege venter lidt med at svare og siger så:

”Jeg har ikke en endegyldig forklaring. Men hvad jeg kan se er, at når kvinder kommer til hospitalet, giver mange af dem det indtryk, at de aldrig vil vågne op igen. De vil aldrig kunne stå op igen. Jeg har mange kvinder, som er blevet ødelagt; de har ikke engang deres egen krop længere – den er komplet ødelagt.”

Og den mange gange prisbelønnede læge og fondsstifter tilføjer: ”Jeg kan jo se, at målet for den, der udøver voldtægten og ødelægger kvinder, simpelthen er at tvinge kvinder til bare at give op og give slip ... Og hvis kvinder ikke tager sig af samfundet, især i lande som Congo, kan ingen gøre det. Men i stedet for at blive ødelagt har jeg nu indtryk af i landsbyerne (som på mange måder er værst ramt, red.), at du har endnu flere kvinder, som tager bladet fra munden, og som udretter ting, man ikke kan fatte. Og jeg, der ved, hvordan deres kroppe er blevet så ødelagte... Så det store spørgsmål er, hvordan nogen kan påtage sig dette ansvar? Når hun har så stort et handicap på sin egen krop. Et, som ikke er naturligt, men som er menneskeskabt.”

”Jeg er ikke antropolog, men ... Du kan bare mærke, hvordan tilgangen er fuldstændig forskellig fra mænds. Så giv kvinder plads i Afrika. Jeg tror, at det vil være vejen til en bæredygtig regering. Jeg tror på det. Fordi jeg har erfaret det. Jeg har set det med egne øjne.”

Vi må have lighed mellem kønnene

Dr. Denis Mukweges analyse af situationen gør, at jeg spørger ham, om han har overvejet at gå ind i politik. Han afviser blankt: Han tror ikke på en stærk mand øverst, men på en stærk bund nederst. Han vil ikke være præsident, fortæller han, men blive ved med at være græsrod. For løsningen kommer for Mukwege ikke oppefra og ned, men omvendt. Og hans kongstanke er, at hvis mændene hjælpes til at få et job og et håb og en mening med livet og tilmed en stolthed over deres land, vil det kunne civilisere dem i en grad, så de afholder sig fra at smadre deres samfund og mishandle deres kvinder.

”Det, vi oplever i dag, er problemet med børnesoldater. De bliver hjernevasket. De gør afskyelige ting, men de er selv fuldstændig ødelagt. Hvordan kan du få dem til at ændre spor? De lærer at udøve vold, fra de er 10 år gamle. Bruge vold for at få brød, bruge vold for at få penge, bruge vold for at få kvinder. Alt, hvad de gør, bliver destruktivt. Og hvis man ikke forstår omfanget af problemerne ... I går mødtes jeg med den congolesiske forening i Danmark, og de fortalte mig – jeg ved ikke, om det passer – at de er 10.000 i alt, og de fleste af dem er uddannede. Der er brug for dem i Congo. De kan støtte økonomien, de kan støtte uddannelserne, de kan støtte udviklingen, men de bor her. Og i andre lande, som f.eks. Belgien, er der måske 300.000. Så resultatet er, at de, der kan, bare rejser fra landet. Men de rejser også med deres viden, deres kapacitet, deres løsninger.”

For det kan godt være, at der officielt er fred i landet, men det ændrer ikke ved den herskende kultur, understreger dr. Denis Mukwege:

”Jeg tror, at hvad vi ser i krigstid egentlig bare er konsekvensen af, hvad vi har i fredstid. Og hvis vi skal bekæmpe seksuel vold, er det for mig lige så vigtigt at bekæmpe den i fredstid. For ingen ved, hvornår krigen kommer. Og når folk hverken har love eller uddannelser, er det mit indtryk, at kvinder og børn virkelig betaler en del. Så undervisning i fredstid er i allerhøjeste grad tiltrængt.”

Og han tilføjer: ”Vi kan ikke vente med uddannelsen, til drengene har udviklet en maskulinitet, som kan ødelægge. Jeg tror, at uddannelsen skal begynde, allerede fra de er babyer. Vi skal kunne tale åbent om, at piger og drenge er lige, for når de vokser op med den viden, at de er ens, er risikoen allerede minimeret. Men så længe mændene har den indstilling, at kvinder er til for deres skyld, at ’de ikke er som os, at vi er mennesker, men de er underlegne,’ så kan man selvfølgelig gøre, hvad man vil, for kvinder behandles ikke som mennesker. Så uddannelse er for mig det vigtigste i kampen mod seksuel vold. Jo før, jo bedre.”

Interviewet blev bragt første gang i ELLE, april 2017 og er skrevet af ELLEs Editor, Malou Wedel Bruun.