Klummen Da der gik mode i mor

// Denne klumme blev første gang delt i ELLEs oktobernummer 2020. Et Instagrampost - der henviste til artiklen - startede stor debat, og derfor deler vi hele artiklen i sin fulde form. At kalde børn for den nye it-accessory var en, indrømmet, kæk og letkøbt modereference, men det er naturligvis skrevet med et glimt i øjet. Der er selvfølgelig ingen på ELLE, der mener, at man får børn for at få en accessory. Vi håber, du vil læse hele klummen her //
 
 
”Hvor lange lure sover hun egentlig?” spørger min veninde. Jeg er ikke en aktiv del af samtalen. Det er en glohed søndag eftermiddag i august, og mens jeg egentlig burde ligge på en strand eller i en liggestol – og helst med et glas iskold rosé i hånden – er jeg tredje hjul på en legeaftale. En legeaftale mellem de to et-årige reproduktive eksemplarer af min veninde og min søster. Lillesøster, hvis vi skal være helt præcise. Min gravide lillesøster. Gravid-mednummer- to-og-lykkeligt-gift-lillesøster. Jeg kunne godt blive ved, for hun har også pænere hår end mig, men det er slet ikke det, denne artikel skal handle om. Det er derimod det faktum, der bliver ved med at eksplodere i ansigtet på mig som en ustoppelig stjernekaster, jeg ikke kan kaste fra mig: at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, der ikke er gravid, prøver at blive gravid eller allerede er mor. Eller for den sags skyld har planer om at blive det inden for den nære fremtid. Mødrene og den dertilhørende yngel har simpelthen overtaget alt. Fra min venindekreds til min arbejdsplads, mit Instagram-feed og nu også dit modemagasin, kære læser. For det er ikke til at komme udenom: Der er gået mode i at være mor. Lad os lige få fakta på plads. Ifølge statistikken er jeg som 30-årig kvinde bosat i København ikke gennemsnitligt bagud på barnefronten. Eller, kun lidt, for den siger, at jeg skal have mit første barn som 31,1-årig, hvis jeg skal være helt normal. Det giver mig godt syv måneder til at producere og levere min første arving i. Men tallene siger noget helt andet end det, jeg oplever i min omgangskreds, der primært består af københavnske kvinder i alderen 27-32 år, og som statistisk set ikke burde være 99,9 % reproduceret i skrivende stund. Men det er den. Det er ikke kun min førnævnte gymnasieveninde og lillesøster, der har ført familietræerne videre. De er faktisk nogle af de sent tilkomne mødre i flokken. Flere har allerede barn nummer to, hvilket vil sige, at de virkelig har gjort deres for at trække fødselsdebutgennemsnittet ned. Jeg er overbevist om, at der er noget større i gære end blot min venindekreds’ reproduktionsiver. For det er jo ikke kun dem, der flittigt bidrager til befolkningsstatistikkerne. Tendensen tegner sig også på Instagram, på Netflix, i populærkulturen, på teatret og på catwalken.
 
Beckham-effekten 
Bedst som vi moderne kvinder var på felttogt med bannere og ligestillingskrav og kollektivt havde vedtaget, at det var in at være single and fabulous, til man var midt i fyrrerne og rullede øjne, hvis man antydede, at vi satte familien over os selv, skete der noget. Og det begyndte med Victoria Beckham. Lige siden Posh Spice blev til Ms. Beckham og satte et kuld genetisk heldige unger i verden, beviste hun, at man ikke behøvede at opgive sin fabulousness, bare fordi man blev mor, og at man sagtens kunne manøvrere klapvogn og krudtugler i 12 cm høje hæle. Hun begyndte godt nok med det projekt i 1999, men siden da er begrebet ’yummy mummy’ blevet det ypperligste label, man har kunnet pryde sit image med, og effekten er rullet som en snebold. Og det er ikke blevet mindre udtalt med de sociale mediers udbredelse. For hvor det for nogle år siden var fuldkommen legitimt at overgive sig til mor-knold, forvaskede T-shirts og hjemligt rod (aka ’slummy mummy’), fordi ingen behøvede (eller forventede) at følge med i A-L-T på Instagram, og man omvendt ikke spejlede sig i alle dem med pletfri hjem og rene børn, er det modsatte nu tilfældet. Uanset om man har børn eller ej, er man som almindelig bruger af de sociale medier konstant eksponeret for den ene perfekte mor efter den anden. Hende, der kan have sin sovende og fra top til tå Konges Sløjd-klædte guldklump med til frisøren, til privattræning eller på café, mens hun drikker cortado med sine veninder. Og man foranlediges til at tro, at man selv skal leve samme idylliske mor-tilværelse, når man selv får børn, for ellers gør man det ikke rigtigt. Vel? Men hvad nu, hvis man får et barn med kolik, der forhindrer en i at fungere socialt i et halvt år? Eller endsige sove, spise og vaske hår? Hvad nu, hvis man får et barn, der er som børn er flest og tonser rundt, spilder mælk og kaster med sin mad? Hvad nu, hvis man får et barn med specielle behov? Betyder det så, at man ikke gør det rigtigt? For alle andre får det jo til at se så fint ud. Forleden lånte jeg min etårige niece og bugserede hende (iført smart, gul solhat) og hund ned i parken, hvor jeg købte iskaffe til mig selv, som jeg drak, mens vi sad på et tæppe i skyggen. Ren idyl. Det røg på Instagram med en kæk bemærkning om, at det såkaldte #momlife var piece of cake. Og aldrig nogensinde har jeg fået så meget feedback på en story og thumbs up på, hvor meget det klædte mig. I takt med at de sociale medier har fået så meget magt, som de har, er vi også meget mere eksponerede for mødrene, og selvfølgelig fylder dem, der har overskud til konstant at opdatere deres profiler og stories, fordi de har nemme børn, mere end alle dem, der kæmper. Og det skævvrider også billedet af, hvad det vil sige at være mor, og får det nok til at se en anelse mere glamourøst ud, end det er i langt de fleste tilfælde. Vi ser, hvordan Kim Kardashian rask væk slæber hele børneflokken med på første række, når der afholdes modeshow (ligesom Beckhamklanen i mange år også har gjort det uden skrupler over at placere familiens yngste ved siden af den berygtede Vogue-editor-in-chief, Anna Wintour), og hvordan Beyoncés datter, Blue Ivy, fra helt lille har siddet mellem mor og far til fornemme prisuddelingsshows i outfits, som almindelige unger ville destruere på sekunder. Modellen (med den i øvrigt usandsynligt gode smag) Rosie Huntington-Whitely var ikke kun p-e-r-f-e-k-t gravid; hun fik også sin p-e-r-f-e-k-t-e krop tilbage på rekordtid, efter at have født sin søn, som hun rask væk har kunnet posere med på armen i gyldne heldragter og pressefoldede lyse suits. Alt imens makeup og hår naturligvis sidder perfekt. Og det er altså ikke kun i det fjerne Hollywood, hvor alt, herunder privattrænere, barnepiger, rengøringshjælp og penge, synes at fremme illusionen om det fejlfrie, pletfrie liv med børn. Det er også herhjemme, hvor stilfulde influencere alle har fået et barn på armen som deres foretrukne accessory. Og de får det til at se så uforskammet chikt ud. Uden spor af leverpostej og hverdag. Samtidig er der sket et skift i fokusset i populærkulturen. For 10 år siden slugte vi serier som ’Sex and the City’, der lærte os, at hvis man havde nok Manolo Blahniks, fire singleveninder og en lind strøm af cosmopolitans, var lykken gjort. Men mens jeg flittigt fortsatte med at drikke drinks på Pluto og føje dyre sko til min skosamling, fordi det var det, popkulturen havde lært mig, at kvinder på min alder gjorde, begyndte Netflix at sprøjte serier som ’Working Moms’ og reality serien ’Yummy Mummies’ ud. En af Danmarks mest populære podcasts lige nu handler ikke om mordgåder, men derimod om mor-gåder, hvor kendte kvinder i ’To The Moon, Honey’ deler ud af de mest intime detaljer om deres graviditeter, fødsler og liv med børn. Mit teenagechick-flick-crush, Shopaholic, har for længst fået en baby i designertøj, og på pladecovere og i musikvideoer bliver gravide maver fremhævet. Og internettet bliver lagt ned, når der kommer nye kendisbabyer til. For hvordan ser de ud? Hvad skal de hedde? Og bliver de lige så smarte som deres forældre? Det gælder for resten både Hollywoodstjerner og influencere. Vi kan med andre ord ikke få nok af børn.
 
Gruppepres fra alle kanter
For en, der ikke selv har børn, er det påfaldende. Jeg bliver tæppebombet med sponsoreret indhold om bleer, børnetøj og klapvogne, fordi jeg er fyldt 30, er kvinde, og fordi graviditeter, børn og børns behov er det, størsteparten af de samtaler, jeg er en del af, drejer sig om (og iPhone lytter). Men det stopper stadig ikke her. Det er også, når jeg dater, og der passerer et spædbarn forbi, og jeg med det samme fornemmer, hvordan min date aktiverer en lommeseismograf under bordet for at måle, hvor højt på richterskalaen mine æggestokke vibrerer for at blive befrugtede. Fordi en kvinde i min alder er jo givetvis desperat efter at få børn, ikke? Jeg var nødt til at teste vandene, da jeg forleden sad i en anden sammenhæng med en bekendt, der tilfældigvis også er en af de mest stilede mødre, jeg kender. Jeg tror ikke, at hendes børn har fedtede fingre eller pletter på tøjet, og hun ser også selv gennemført lækker ud. Altid. Og det gør hendes hjem også. Jeg spurgte hende, om hun som mor også havde lagt mærke til overeksponeringen af småfolk. ”Gud, er det også sådan for dig? Jeg troede bare, det var, fordi jeg selv var midt i det!” udbryder hun. Måske er det blot, fordi de influencere, der alle er på vores alder, og som vi har fulgt i mange år, inden de fik børn, helt naturligt er nået til familiestadiet på samme tid. Vi lægger bare mere mærke til det i dag, end vi ville have gjort for 10 år siden, hvor vi ikke på samme måde var en flue på væggen i folks hverdag. Og netop fordi alle følger med i alles liv og spejler og sammenligner sig med det, man ser, kan det ikke undgås, at der går lidt indbyrdes konkurrence i, hvem der gør det bedst og pænest. Lidt på samme måde som for et par år siden, hvor hele Instagram blev gift den samme sommer til det ene mere æstetisk veludførte bryllup end det foregående. Måske er det netop, når man bliver udsat for denne type pres, at man har brug for at trække vejret dybt, lægge telefonen væk og tage Suzanne Brøgger ud af bogreolen. For hun er i hvert fald ikke bange for at fortælle os, når vi blindt følger samfundets normer og opfører os som uselvstændige lemminger generelt (jeg tager altså ikke de chikke mødre som gidsler her), fordi det nu engang skulle være moderne.
 
Allerede længe inden internettet, Victoria Beckham og Instagram, i 1979, debuterede Brøgger med bogen ’Fri os fra kærligheden’, hvor en af hovedpointerne forunderligt nok ikke har ændret sig synderligt, selv om vi skriver 2020. Hun skriver: ”I dag fødes barnet, fordi forældrene har brug for at få dækket et metafysisk, eksistentielt behov. Men hvis jeg var barn i dag, ville jeg hellere ned i en kulmine end få til opgave at skulle udfylde nogens eksistentielle lakuner, for det bliver man tosset i hovedet af (…) Ligesom to unge mennesker, der flytter sammen, køber en masse ting, fordi tingene symboliserer, at man er blevet en familie, ligesom man køber en  askemaskine, laver man et barn. Barnet symboliserer, at det er et fællesskab, en familie, det drejer sig om.” Selv om det er skrevet for 40 år siden, er det præcis så rigtigt i dag, som det var dengang. Et barn er blevet et symbol på, at man er nået et bestemt stadie i sit liv, og et yndigt barn og det omkringliggende rene hjem og perfekt satte hår er et symbol på, at man har styr på sit liv. Men er man fyldt 30, glad for sine udelte mavemuskler og slet ikke mentalt klar til børn endnu, så skal samfundet, Instagram, målrettede reklamer, Netflix, din fødedygtige lillesøster, dine veninder – eller din egen mor – nok gøre alt, hvad der står i deres magt for at overbevise dig om, at et barn er den næste accessory, du brændende skal ønske dig. For det er jo det, man gør, og det ser jo så pænt ud, ikke?

Relaterede artikler