Månedens film: Det spritnye testamente

Det spritnye testamente
Foto: ELLE

Belgiske Jaco van Dormael har i alle sine film leget med det absurde og fantasifuldt fabulerende, og Det spritnye testamente er bestemt ingen undtagelse.

Har du nogensinde stillet dig selv spørgsmålet: ’Hvis Gud eksisterer, hvorfor er der så krig, sult og nød i verden?’.

Jaco van Dormaels svar lyder: ’Fordi Gud er en sur gammel stodder i slåbrok, der styrer verden fra en lejlighed i Bruxelles og nyder at se sine skabninger lide’ – helt ned i detaljen, som at sørge for at marmelademadder altid lander med marmeladen nedad. Bare fordi.

Men en dag får hans 10-årige datter Ea nok. Hun vil gøre det, hendes storebror JC ikke formåede: redde menneskeheden. Derfor tager hun ud i verden for at finde disciple og skrive et spritnyt testamente, der handler om kærlighed og sammenhold.

Eas møde med verden er absurd, grinagtigt, sødt og tankevækkende. Satiren over menneskets dårskab er i top, men nedenunder alt det sjove har van Dormael et vigtigt budskab: Lad være med at spilde livet på den eller det forkerte. Elsk, lev, le – og lad dig ikke styre af frygt.

Det er det jo svært at være uenig med ham i – især da ikke, når det bliver serveret så skørt, sjovt og sprudlende som i Det spritnye testamente.

Medvirkende Benoit Poelvoorde, Catherine Deneuve Premiere 09.06.16 Anmeldt af Louise Kidde Sauntved

detspritnyetestamente

Relaterede artikler