MÅNEDENS BOG: Lena Dunham - Ikke den slags pige

Det bliver ikke meget mere ’her og nu’ end Lena Dunham. Produceren, skribenten, instruktøren og hovedrolleindehaveren i HBO-it-serien Girls har fra første afsnit skabt debat: Kunne man vise sig så nøgen, når man er så buttet, så bleg og så tatoveret? Kunne man virkelig illustrere ungdommen så selvbevidste så usikker og så stimulansafhængig? Ja, det kunne man. Lena Dunham kan i hvert fald. Og selv om serien først lige er gået i gang med sin fjerde sæson, kom hun allerede i 2013 på Times’ liste over de 100 mest indflydelsesrige personer.

Læs også: Indre vs. ydre skønhed? Silkeborg Bad sætter fokus på velvære og kvindelige kropsidealer

Nu er Lena så sprunget ud som forfatter, og det gør hun på præcis samme måde som i Girls: med en ekstrem ærlighed, ligefremhed og humor. Ingen detalje udelades, uanset hvor pinagtig den måtte være, hvis historien bliver bedre af den. Og selv om bogen er delt op i kapitler som Kærlighed & sex, Krop, Venskab, Arbejde og Det store billede, handler bogen især om kroppen. Om kroppens indflydelse på kærlighed, venskab, arbejde og familie ...

Læs også: Oplev Gudrun Hasle - En kvinde med fortællelyst og skønhedsfejl

I den forstand er det tydeligt, at Generation Y’s talerør trods alt kun er 28 år. Siden hun var en lille pige, har Lena Dunham gået i samtaleterapi og taget et hav af piller for sin OCD. En sindslidelse, der har medført alt fra søvnbesvær til fobier, kombineret med et udtalt behov for ærlighed uanset situationen samt en lyst til at afprøve mulige tankescenarier a la ”når jeg er uartig, stikker min far mig i tissekonen med en gaffel,” som hun som femårig sagde til en dame under sin kunstnerfars fernisering.

Læs også: ELLE anbefaler: Jeg er stadig Alice

De ualmindeligt rummelige og forstående forældre valgte i denne situation pænt at sende hende hjem i seng. Generelt stak hun bare ud gennem hele sin barn- og ungdom. Gik i mærkeligt tøj, havde mærkelige vaner, udlevede enhver lyst. Det er samme grænseoverskridende opførsel, der har gjort hende til sin generations stemme, fordi ærligheden er så utroligt befriende midt i selviscenesættelsen på de sociale medier. Omvendt er det også svært at tage bogen for mere, end den er. Er hun virkelig politisk og feministisk bevidst? Er hun ikke bare en ung kvinde uden filter? Jeg ved det ikke. Jeg ved, at hun skriver utroligt godt og underholdende, men også at hun godt måtte have ventet med at udgive bogen, til hun havde haft tid til at refeektere lidt mere over, hvad hun havde ’lært’. Hun får tre E’er plus et fjerde for sin legende lethed.

Ikke den slags pige er udgivet på forlaget C&K.