Sangerinde Mercedess: "Der var noget i den sang, der ramte mit eget humør, og jeg begyndte selv at spille den på guitar"

Hvilken musik var den første, der rørte dig?

Da jeg var 13-14 år, hørte jeg den svenske sangerinde Lykke Lis ’I know places’. Der var noget i den sang, der ramte mit eget humør, og jeg begyndte selv at spille den på guitar. På det her tidspunkt sang og spillede jeg meget, og jeg var begyndt at skrive tekster og prøve at sætte melodi til dem, men der var noget over den her meget poetiske, åbne tekst, der inspirerede mig. Det er ikke en specielt crazy tekst, men den rummer en poesi. Ofte, når jeg selv skriver i dag, tager det afsæt i noget helt random fra mit liv eller min hverdag. Det kan være noget, jeg oplever eller føler, som jeg formulerer i en sætning eller to, og som jeg noterer ned og senere skriver videre fra. Idéen til min seneste sang ’Obvious’ opstod til en fest, hvor jeg følte mig akavet. Jeg skrev følgende sætning ned på min telefon: ”Is it obvious, that I’m awkward?” Da jeg et par dage senere var i studiet, skrev jeg videre på den sætning og det tema, og ud af det opstod der en melodi.

Er der et særligt værk, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er – eller som har åbnet verden for dig?

Der er to album, der stikker ud. Teiturs ’Stay under the stars’ og Rihannas ’Anti’. Førstnævnte hørte jeg virkelig meget, da jeg var helt ung. Det lærte mig noget om min egen følsomhed og inspirerede mig i høj grad til at skrive selv. Jeg kunne se mig selv i hans måde at skrive på, og selv om jeg ikke har hørt pladen i mange år, kan jeg stadig huske hvert et ord. Nu, hvor jeg selv er musiker, kan jeg sagtens se, hvorfor jeg faldt for den plade, for der er en simpelthed og umiddelbarhed i hans måde at fortælle historier på. Små, sjove fortællinger om forskellige mennesker. Rihannas ’Anti’ hørte jeg nærmest hver dag i et år, da jeg var omkring 19 år. Det var for mig en ny måde at høre pop og hiphop blandet sammen på. Det er et mega attitudefyldt album, og jeg elskede det virkelig, for jeg følte mig så sej, når jeg hørte det. Det har helt klart lært mig noget om, hvordan jeg selv vil have attitude med i min musik. Jeg synes, det er virkelig fedt at kunne blande attitude med det meget følsomme.

Er der musik, der har haft betydning for dit valg af karriere?

Teitur, Lykke Li, Frank Ocean og Lana del Rey har især haft indflydelse på mig. Selv om de er meget forskellige, formår de alle at skabe drømmende universer, som man kan bruge i sit liv. Jeg har elsket at have nogle særlige album, jeg altid har kunnet vende tilbage til, når jeg har haft brug for en pause i min hverdag. Hvis jeg har følt mig stresset eller presset, har jeg kunnet tage musik i ørerne og så rigtigt lytte til en plade. Det er noget, man sjældent gør i dag, hvor man mest hører enkeltsange, men jeg bruger det stadig som en måde at slappe af på. Jeg har selv lige lavet min første plade, ’Casa Fantasia’, der udkommer nu, og jeg er meget spændt på, hvordan den kommer til at virke for andre. For selv om der er meget forskellige sange på, håber jeg, at man kan få den der særlige oplevelse af at forsvinde ind i albummet, sådan som jeg selv har musik i mit eget liv.

Hvilken musik har lært dig om en verden, du ikke kendte?

Jeg har rejst meget på Cuba, hvor de er vilde med reggaeton. Samtidig kan jeg virkelig godt lide den spanske sangerinde Rosalía, der også dyrker det reggaeton-pop-agtige. Selv om jeg ikke konkret har taget den genre med mig, har den åbnet mine øjne for en anden energi i musik. En glæde, en umiddelbarhed, en fest og sindssyge dansere. Det vil jeg gerne dyrke mere på et tidspunkt. Måske ikke selve genren, men den særlige energi, der ligger i den.

Hvilken musiker har gjort størst indtryk på dig i dit voksne liv?

Det kan skifte meget. Lige for tiden er det Rosalía og FKA Twigs, men også Rihanna og den danske sanger Goss. Men mest af alt må det være Frank Ocean. Selv om han er en kæmpestor superstjerne, laver han stadig musik, der er meget kompromisløst. Jeg synes, det er sindssygt inspirerende, at han ikke lader sig begrænse. Han er artist på sin helt egen måde, han leger med sit udtryk og har skabt et sådan meget mystisk og introvert kreativt univers.

Har du et godt råd til en helt ung musiker?

Man skal lave musik for sin egen skyld. Det allervigtigste er, at man selv synes, det er sindssygt fedt, det, man laver. Man bliver nødt til at elske det for også at have det fedt med at udgive det. Det er nemt hele tiden at sammenligne sig med andre, men man må forsøge at dyrke sin egen kreativitet og sin egen indre stemme. Jeg har selv lige været igennem en proces, hvor jeg har lavet et album og i den forbindelse arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Jeg har lavet rigtig meget musik, som jeg er endt med ikke at bruge, fordi jeg efterfølgende kunne mærke, at det ikke lige var det rigtige alligevel. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke ender i en situation, hvor man føler, at man skal udgive noget, bare fordi man har arbejdet sammen med fede producere, der elsker det, der er kommet ud af det. For det betyder ikke, det er det rigtige for dig.

Hvad fortæller musik os om verden lige nu?

Jeg synes, det er tydeligt, at der er en søgen efter det ærlige – både hvad angår artisten, musikken og teksterne. Man bliver hele tiden bombarderet med ny musik, nye artister, ny mode, nyt alt muligt, og midt i det hele er der opstået et behov for at finde noget, der føles autentisk, noget med indhold i, som vi selv kan spejle os i. Vi er kort og godt trætte af pis. Der kommer mange store popstjerner frem, der synger om ensomhed og om at være stresset eller angst. Der er en ærlighed i musikken, som gør, at vi kan spejle os i hinandens følelser.

Hvilken musik har senest rørt dig?

Sidste år mistede det danske band Liss deres forsanger. For nylig har bandet udgivet to sange, hvor særligt den ene, ’Exist’, rørte mig helt vildt meget. Det er en ekstremt smuk sang, der bliver meget rørende på grund af omstændighederne, men det er i det hele taget en smuk sang, som jeg kan bruge i mit liv. For nylig fandt jeg også canadiske Daniel Caesars ’Please do not lean’, som jeg har hørt på repeat siden. Den har en rigtig fed tekst: ”Please do not lean on me, I’m unstable. You’re all you need, I’ve seen it, you’re able.” Det rammer mig. Det er ikke nødvendigvis altid i andre, man skal finde den hjælp, man har brug for. Måske har man den allerede i sig selv.