3 bøger, du skal læse i din efterårsferie

Henrik af Vigdis Hjorth

Henrik Falk er søn af en falleret skibsreder og har måttet gifte sig med den mere jævne Elsa Brun Hansen. Nu er de så installeret i et træhus så grønt som svigerforældrenes, på hvis tankstation Henrik har fået arbejde. Ind i billedet kommer den dragende, farlige kunstner Tale Løvlie, som flytter ind i skibsrederens hus på Solveien, og den arrogante Henrik satser alt på, at hun kan blive hans vej ud af det småborgerlige og forudsigelige liv.

Få kan skrive så ætsende ondt, præcist og samtidig humoristisk og dobbelttydigt om mennesker fanget i sociale konstruktioner, som Vigdis Hjorth kan, og det er befriende at se den moderne, überdominerende kvinde gennem en (udygtig) mands øjne. Den næsten novelle-korte 2019-version af Ibsens drama om de evige pressionsmidler sex og penge, hvor hovedpersonen har fået Ibsens fornavn, hvor forførersken bor på vej med navn som fastasten Peer Gynts elskede, og hvor svigerfaderen, Bjørn Hansen, deler navn med en figur af en anden stor nordmand, Dag Solstad, er absolut læseværdig.

Vådeskud af Katrine Engberg

På en smuk forårsdag i april forsvinder teenageren Oscar. Ud af den blå luft. Oscar er det oversete midterbarn i en overklassefamilie, så tvivlen om hvorvidt han er stukket af hjemmefra, eller om han er blevet kidnappet, er stor. Og da en person fra Oscars omgangskreds bliver fundet myrdet, bliver tvivlen blot endnu større. Under opklaringen finder politiet et romancitat fra Oscar i familiens køkken. Er det et selvmordsbrev eller et udspekuleret brev fra de eventuelle kidnappere? Det gådefulde citat har sikkert en skjult betydning, men ingen kan knække koden.

Vådeskud er den fjerde i rækken af Katrine Engbergs krimiserie om efterforskerne Kørner og Werner. Et univers, hvor man bliver suget ind og aldrig har lyst til at lægge bogen fra sig igen. Problemstillingerne i bogen er meget virkelighedstro, hvilket gør fortællingen autentisk. Og især karakteren Esther stjæler ens hjerte, og man vil bare gerne have endnu mere af hende.

Læs også: A Table Story co-founder Trine Kjær: "Sådan dækker du det perfekte efterårsbord."

Søsterklokkerne af Lars Mytting

I den lille, fjerntbeliggende landsby Butangen i Norge var familien Hekne engang velstående, fordi et siamesisk tvillingesøsterpar havde vævet tæpper, der ikke lignede noget fra denne verden, og salget af dem indbragte familien masser af sølv. Da søstrene døde, havde de netop færdigvævet et tæppe, som forudsagde dommedag. Tæppet blev skænket til kirken, og det samme gjorde to store klokker, Søsterklokkerne, hvis lyd ikke alene kunne høres vidt og bredt, men også varslede død og ulykke. Nu er året 1880, og der kommer en ny, ambitiøs præst til landsbyen, Kai Schweigaard. Hans mål er at rive den gamle stavkirke ned og opføre en ny i en enkel, spartansk stil, som kan rumme hele sognet. Derfor har han solgt den gamle kirke til Tyskland, hvor den skal genopføres som en art frilandsmuseum. Den unge tyske kunst- og arkitektstuderende Gerhard Schönauer skal stå for nedrivningen og genopbygningen, og det kræver, at han flytter til det barbariske Norge. Men hvad kirkens og kunstens fremskridtsmænd ikke har taget højde for, er den metafysiske dimension, som gennemsyrer Butangen, og som skyldes en overtro og en viden, der har rod i det barske klima og den ydmyghed, der kommer af at leve i pagt med naturen. Dyder, som ikke mindst repræsenteres af den smukke, stolte og modige Astrid Hekne, som begge mænd drages af, og som føler sig mere end symbolsk forbundet med de to klokker, der nu skal fjernes.

Lars Mytting har endnu engang vævet en fortælling med mange billeder og uventede sammenhænge på tværs af tid. På de sidste sider løber tårerne ned ad kinderne, for størst af alt er kærligheden.