Ny podcast Sofie Linde: "Jeg synes stadig, disse to ting er megapinlige"

Foto: Dan Mariegaard

Hvordan og hvornår opstod idéen til "Hvor er mit ansigt?"?

Jamen, egentlig har jeg længe tænkt, at jeg gerne ville lave en podcast spækket med folks pinlige historier. Vi har, af så mange omgange, siddet og grædt af grin i min venneflok, når vi sammen har talt os tilbage til nogle af vores pinligste øjeblikke. Der findes, efter min mening, ikke noget sjovere end at grine af sig selv - og med andre, der også evner selvironi. Og de sjove historier - det er de bedste. For der findes ikke noget bedre end at grine. Min forhåbning med podcasten er, at skabe et slags auditivt fællesskab hvor vi sammen kan grine med hinanden, mens vi åbner for vores godtepose af pinagtigheder. 

Udefra set kan det godt virke som om, at du tør vise det hele frem og hviler fuldstændig i det. Men kan du stadig blive pinlig? 

Ork, jeg bliver ofte flov. Jeg er ekstremt klodset - og jeg synes ikke, at der findes noget værre, end hvis snubler, når jeg går alene. Eller hvis jeg kommer til at vinke voldsomt til en person, som jeg tror at jeg kender - men ved et grundigere eftertjek opdager, at jeg aldrig har set før. Så der skal egentlig ikke meget til at gøre mig pinlig eller flov - men her syntes jeg altid, at det hjælper at skynde sig at genfortælle historien, så man har en og grine af episoden med. For så går det fra at være pinligt til at være sjovt.

I første afsnit af "Hvor er mit ansigt?" kommer du – via Kattens historie – ind på, at dårlig mave + ældre kæreste, der ser én uden makeup, kan være noget af det pinligste, når man er 18 år. Findes der et tilsvarende pinligheds-max til det scenarie, når man er i 30’erne?

Når man er i 30'erne, synes jeg personligt, at jeg oplever, at vi i min omgangskreds er mere færdigbagte, end da vi var i starten af 20'erne eller derunder. Vi er ligesom landet et sted, som vi mere eller mindre har accepteret og er glade for. Derfor skal der også en del mere til at ryste os ud af træskoene. Selvfølgelig har de af mine veninder, der er singler og dater skuffen fyldt med tricks, så de ikke hundrede procent - og lige til at starte med - afslører, at de blot er mennesker, der indtager mad af den ene åbning og udskiller det længere sydpå senere. Men når man er helt ung, er man langt mindre hærdet. Og en pinlig episode kan føles langt mere overskuelig og uoverkommelig, når du er helt ung, end når du er voksen og har rygsækken fuld af pinagtigheder, således at du ved, du nok skal rejse dig igen - ligegyldigt hvad.

Din egen fortælling om lakridskrigen med Ellen er jo pinlig og grænseoverskridende bare at lytte til, og du siger også, du brød grædende sammen bagefter. Hvordan havde du reageret på den oplevelse i dag?

Jeg håber - og tror på - at jeg ville have vendt mig om og sagt; "Ej for helvede. Jeg troede, at du spiste af mine lakridser. Undskyld. Du må tro, at jeg er sindssyg. Ej, hvordan kan jeg gøre det godt igen?" Det havde været den rigtige og mest elegante måde at liste sig ud af den kattepine på. Hvis jeg bare havde sagt det dengang, kunne vi have grinet af det sammen. Og jeg ville ikke have stået tilbage med en knude i maven og dårlig samvittighed.

Hvilke slags fortællinger kan vi glæde os til i kommende afsnit af Hvor er mit ansigt?

Jeg har simpelthen fået så vanvittigt mange sjove historier. Og det er nærmest umuligt at vælge nogle ud - for de er allesammen skønne, ærlige, tåkrummende, pinlige og først og fremmest virkelig sjove.

Har du et godt tip til, hvordan man kommer videre, når man har tabt ansigtet over noget pinligt?

Man samler ansigtet op igen ved at tage ejerskab over den pinlige episode. Man skal gøre det til en personlig pligt at fortælle den til alle ens venner, således at man giver dem en lille gave i form af en portion selvironi, som de kan grine af.

Du finder Sofie Lindes podcast "Hvor er mit ansigt?" på Podimo.

Relaterede artikler