Interview Helena Christensen: ”Flygtninge bliver ofte blot beskrevet som tal i stedet for som individer, og det er mit oprigtige håb, at min stemme og mine fotografier kan hjælpe med at ændre på det”

helena-christensen-unhcr-flygtninge-bliver-ofte-blot-beskrevet-som-tal-i-stedet-for-som-individer-og-det-er-mit-oprigtige-haab-at-min-stemme-og-mine-fotografier-kan-hjaelpe-med-at-aendre-paa-det-elle-dk.jpg
Foto: UNHCR

Den New York-baserede 50-årige dansker, Helena Christensen, er mest kendt for sine mere end 30 års erfaring som model.

Men den smukke dansker har gennem de sidste mange år lige så hyppigt været at finde bag kameraet, som foran det – og siden 2014 har hun sammen med FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, rejst til verdens brændpunkter for at fotografere flygtninge i deres lejre.

Det er Helenas store håb, at hendes offentlige stemme og ikke mindst de gribende fotografier vil ændre folks syn på flygtninge, der som Helena beskriver det, blot er væsener fyldt med håb for fremtiden.

Torsdag den 20. juni 2019 markeres Den Internationale Flygtningedag og i den forbindelse bringer ELLE her et eksklusivt interview med Helena Christensen vedrørende hendes arbejde med UNHCR.

Hvorfor blev du engageret i UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation?

Som en person, der kommer fra to forskellige kontinenter - Sydamerika og Europa - er jeg meget opmærksom på flygtningespørgsmålet og følger nøje med i udviklingen. I 2014 begyndte jeg at høre mere og mere om det stigende antal flygtninge, og jeg hørte også om UNHCR's fantastiske arbejde og besluttede at blive involveret. Min første mission var til Colombia, hvor der er over syv millioner internt fordrevne. Mit fokus var at få menneskeliggjort disse fordrevne mennesker via mine fotografier og fortælle historier om virkelige liv.

Hvad er de 5 vigtigste elementer, du leder efter i et godt billede, når du vil fortælle en historie til folk?

Det er vigtigt for mig at fange det inderste væsen og ånden hos den person, jeg fotograferer. Flygtninge er blevet revet væk fra deres normale liv, deres hjem, deres kære. Jeg vil gerne forsøge at vise, hvem de var, og hvad deres håb er for fremtiden. Jeg vil vise dem som mennesker med menneskelige følelser, uanset deres smertefulde situationer.

Hvilke to billeder fra dine missioner er dine yndlings – og hvorfor?

Det første foto, jeg vælger, er af Maribeth i Altos de La Florida, Soacha, som er en ulovlig bosættelse lige uden for Bogotá. Jeg tilbragte en dag med hende. Hun er alenemor og fortalte mig, at hendes børn er ”det vigtigste i mit liv - de giver mig en grund til at arbejde og leve”. Maribeth blev tvunget på flugt fra Choco på Stillehavskysten, da hun var syv år gammel. Væbnede vagter skød og dræbte hendes mor og søster. Hun flygtede og er aldrig vendt tilbage til sin hjemby. Hendes optimisme og glæde ved at kunne holde fast i og fejre sin kultur på trods af så stor smerte og tab var en af de mest opløftende oplevelser. Jeg håber, at jeg fangede lige netop dét, da jeg fotograferede hende, mens hun dansede på gaden.

Foto: Helena Christensen

Mit andet favoritbillede er det af ​​de tre unge modeller Leatitia, Elvira og Giselle fra Mahama flygtningelejren i Rwanda. Disse unge, burundiske flygtningekvinder havde oprettet et modelbureau for at være kreative, være en del af et hold og forsøge at skabe sig en identitet og rolle. Til trods for umådelig modgang var deres optimisme og stolthed over det, de gjorde, en absolut inspiration for mig.

Foto: Helena Christensen

Hvad er det næste for dig – hvad skal du lave med UNHCR?

Det at blive udnævnt til Goodwill Ambassadør er meget specielt for mig. Det er sådan en stor ære. Det arbejde, jeg har oplevet i Colombia, Ukraine og Rwanda, har givet mig erfaringer, der både har været overvældende tunge og også helt inspirerende. Jeg ser frem til at arbejde på en mere omfattende og virkningsfuld måde, og jeg kan ikke vente med at komme i gang med at finde kreative måder at forsøge at skabe empati og i højere grad få sat fokus på den voksende flygtningekrise.

Hvad fortæller du din søn om dine rejser, når du kommer hjem?

Jeg fortæller ham præcis, hvordan det er. Jeg fortæller ham om de mennesker, jeg møder, om mødrene, børnene, og jeg fortæller ham de historier, som de har fortalt mig. Jeg vil meget gerne have ham med på den næste tur. Det ville være en fantastisk, og også meget stærk, oplevelse for os at dele sammen.

Hvordan føles det, når du arbejder i flygtningelejre?

Folk stiller mig ofte det spørgsmål, når jeg kommer tilbage fra felten. Hidtil har jeg været priviligeret at besøge UNHCR’s programmer i Colombia, Rwanda og Ukraine. Tusinder af kilometer fra hinanden, på forskellige kontinenter og med vidt forskellige virkeligheder. Men dét, der har slået mig – fra Colombia til Rwanda – er fællestrækkene mennesker imellem. Vi har alle de samme drømme, ønsker og håb for vores liv: Fra de grundlæggende behov som et sikkert sted at bo og nok mad på tallerkenen til håbet om at få en god uddannelse og drømmen om at skabe en bedre fremtid for vores børn.

Foto: Helena Christensen

Er der en særlig person, som du i høj grad husker – og hvorfor?

Hånden på hjertet, så er alle disse minder helt særlige for mig, men jeg bliver nødt til at fremhæve de utrolige UNHCR-medarbejdere, som er aldeles fantastiske. Personalet skiller sig ud som ekstraordinære, hårdtarbejdende og meget erfarne mennesker. Det har været et absolut privilegium at arbejde sammen med dem og se det arbejde, der foregår rundt omkring i verden. Og hvis jeg skal fremhæve én enkelt person, ville det være lederen af Mahama flygtningelejren, Paul Kenya. Fuldstændig dedikeret og motiveret, og med mere end 50.000 burundiske flygtninge i lejren står han med en kæmpe opgave og i spidsen for et stærkt team. Jeg er så imponeret af alt, hvad han har opnået, mens han på samme tid synes så rolig, fattet og fuld af omsorg for hver enkelt person i lejren.

Hvorfor er det vigtigt at bruge fotografiet og kreativ kunst til at fortælle disse historier?

Jeg vil bruge mine evner til at skabe en platform for alle disse chokerende og inspirerende historier, som det er vigtigt bliver set og hørt. Flygtninge bliver ofte blot beskrevet som tal i stedet for som individer og mennesker, der forsøger at finde i sikkerhed, og det er mit oprigtige håb, at min stemme og mine fotografier kan hjælpe med at ændre på det. Jeg vil gerne styrke de personlige fortællinger om de fordrevne, og jeg vil gerne hjælpe med at gøre deres situation mere håndgribelig og nærværende, så et bredere publikum kan forholde sig til den.

Gør det dig ikke trist at møde så mange mennesker i den situation - og hvordan håndterer du tristheden?

Det gør mig trist, når jeg oplever de sørgelige omstændigheder, som folk befinder sig i, uden at det er deres egen skyld. Det er skrækkeligt at se børn, der lider af traumer og smerter, og det gør ondt at høre om de vanskelige rejser og forfærdelige oplevelser, som folk har været udsat for i deres søgen efter at komme i sikkerhed. Alligevel inspirerer det mig, når jeg ser ukueligheden hos de mennesker i forhold til at skabe sig et liv. Men mest af alt tror jeg ikke, at folk vil have vores tristhed. Tristhed hjælper ikke nogen, i stedet skal vi vise vores solidaritet. For eksempel hvis man bor et sted, der har modtaget flygtninge, så kan man hjælpe dem med at finde sig til at rette i deres nye hjemland. Ingen ønsker at denne situation skal ske for dem, men det er en realitet for så mange. Og alle vil bare gerne have et sikkert hjem til deres familier.

Foto: UNHCR

Når du møder flygtninge i en lejr, hvad tænker du så om stereotyperne på flygtninge?

De eksisterer bare ikke. Alle er vi mennesker med hver vores historie at fortælle. Der er ingen stereotyper!

Hvorfor fokuserer du meget af dit arbejde på kvinder?

Jeg tror, at jeg som kvinde og mor kan relatere til kvinders oplevelser og det, de går igennem. Kvinderne i lejrene deler deres historier med så mange følelser, og du kan fornemme, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at sikre, at deres børn og er sunde og trygge. Det er denne blanding af sårbarhed og styrke, jeg gerne vil formidle med mine billeder.

Hvad vil være dit råd til folk, der ønsker at blive engageret i flygtningesagen?

Vi kan allesammen gøre noget for at blive involveret og være en del af en fælles, global bevægelse for at gøre verden til et bedre og venligere sted. Der er mange måder at hjælpe UNHCR. Enten ved at donere penge, som går direkte til arbejdet i de lande, hvor der virkelig er brug for hjælp. Eller du kan skabe opmærksomhed ved at deltage i netværk, hjælpe med at indsamle penge i dit lokalområde, eller blive involveret i at hjælpe flygtninge i dit lokalsamfund. Vi kan vise vores solidaritet og støtte til flygtninge i vores hjemland og over hele verden.

Klik HER for mere information om hvordan du kan hjælpe flygtninge og støtte UNHCR.