Love is not a crime Elijah: "Mine forældre smed alt mit tøj ud på nær et jogging-sæt"

Foto: Marco van Rijt

Vil du præsentere dig selv?

”Jeg hedder Elijah Kashmir Ali. Jeg er artist, feminist, DJ. Jeg læser til pædagog, og så er jeg community-organisator. Jeg bor i København. Jeg er født og opvokset i Odense og har rødder i Palæstina.”

Hvor gammel er du?

” Jeg er old enough. Haha! Men på formaliteterne er jeg 23.”

Hvilke pronomener bruger du?

”Jeg bruger de/dem.”

Hvordan oplever du, at folk rent faktisk forstår og bruger de pronomener, som du selv foretrækker?

”Jeg møder sådan lidt mixed reaktioner på, at jeg bruger de pronomener. Nogle har en forståelse for de og dem, som det, man siger, når man ikke er dus. De forstår ikke helt, hvad det er, og hvorfor jeg skal omtales i flertal, og så prøver jeg ligesom at forklare dem, at det lidt er det eneste alternativ, der er, hvor jeg føler, at et pronomen repræsenterer mig.”

Ja, for det står jo ikke i stedet for du?

”Nej, det er jo det. Det står ikke i stedet for du, det er en misforståelse, folk har. Det står i stedet for han eller ham eller hun eller hende. Jeg har det bare sådan, at hvis du forventer, at jeg skal respektere dit pronomen, så er det det mindste, du kan gøre, at give det samme igen. Man kunne jo forstille sig, hvordan man selv ville have det, hvis en person brugte et forkert pronomen om en. Hvilken følelse ville du sidde med? Og ville du føle, at du blev nødt til at gøre noget ved det eller italesætte det? Ja. Så forestil dig, at det er alle, der er omkring dig. Så kan den kamp godt virke lidt lost. Man skal ikke tage enhver kamp, men når det er folk, som man har med at gøre, og det er mere end bare fremmede eller bekendte, så er det vigtigt for mig uanset hvad lige at sige ”Hey mine pronomener er de og dem”, så jeg ikke bliver fejlkønnet, og så det ligesom bliver sagt ud i et rum, og man dermed er med til at normalisere, at pronomener er noget, som man fortæller og ikke noget, som man antager."

Foto: Marco van Rijt

Hvordan oplever du så, at folk tager imod det, hvis du lige retter dem?

"Der er rigtig mange mennesker, der ikke forstår pronomener. Altså de ved ikke en gang, hvad det er. Men jeg synes bare, det er en proces at lære om køn. Og den proces har også taget rimelig lang tid for mig selv at vænne mig til at bruge de og dem pronomener for andre, og det er ikke noget, man lærer i løbet af en dag. Mine bedste venner er først ved at blive rigtig gode til det."  

Vil du prøve at tale lidt mere om din kønsidentitet, og hvad den betyder for dig?

”Ja. Jeg identificerer mig som nonbinær og trans, men samtidig er jeg non-konform, fordi jeg er sådan: ”Jeg er en mand, jeg er en kvinde, jeg er begge dele, og på samme tid er jeg ingen af dem”. Jeg kan ikke selv placere mig et sted, og mit udtryk er jo mit eget. Jeg vælger ikke at begrænse mig. Så hvis jeg føler for at have en BH på? Girls that’s what I’m gonna wear. Mode har ikke et køn, og jeg vil gerne være med til at ’degender’ fashion. Det handler om mod og at turde gøre noget, der stikker ud. I’m not born to fit in, I’m born in to stand out. You know? Den følelse, jeg har af empowerment, når jeg tager det fedeste, som jeg har, på og gør mig klar, er så empowering, at jeg næsten bliver helt lammet af det i momentet, fordi jeg aldrig nogensinde troede, at jeg skulle se et spejlbillede, der så sådan ud.”

Hvad vil sådan et typisk super-empowering look være for dig?

”Mit udtryk er meget dynamisk, der er ikke noget typisk. Men det, der går igen, er, at jeg bevidst vælger at tage noget på, som jeg rigtig godt kan lide, og sammensætter et fit på en måde, som jeg synes repræsenterer mig og mit udtryk. Når det så til sidst bliver bundet sammen med hår, makeup og den rette attitude, og jeg går ud ad døren, så gør jeg det med en følelse af at være opløftet – men også med en angst for, at der er nogle, der har en så stærk holdning til mig og mit udtryk, at de er villige til at gøre noget ved det og handle på det.”

Oplever du, at nogle har så stærke holdninger, at de handler?

”Ja ja. Jeg er blevet overfaldet utallige af gange. Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg ikke er hvid, eller om det er på grund af mit udtryk. Jeg ved bare, at det er et udtryk for had.”

Foto: Marco van Rijt

Hvordan reagerer du på, når det sker?

”Det kommer virkelig an på, om jeg har overskud til at konfrontere det, hvad tid på dagen det er, om jeg er sammen med nogle, og om jeg ser en mulighed i, at der er nogle, der kan hjælpe en på en måde. Der er forskel i, om det er på en åben gade, i en tøjbutik, eller inde på dametoilettet. Det bruger jeg, fordi det er der, jeg føler mig mest tilpas, og der er risikoen for had også mindre end på herretoilettet.”

Hvordan konfronterer du det, når du gør?

”Når folk stirrer, så har jeg det med at stirre igen og smile. Det er sygt grænseoverskridende faktisk. Når jeg går i kjole, og mænd glor, siger jeg bare ”Hey, har du aldrig set en kjole før?” Det er sådan nogle simple ting, som gør, at jeg føler, at jeg forsvarer mig selv uden at være aggressiv. Jeg håber på, at der kommer en dag, hvor jeg ikke skal være angst for at gå ud ad min dør. For det er ikke sjovt. Hver eneste gang, jeg går ud ad min dør, så skal jeg forholde mig til, hvordan jeg kommer fra a til b, hvad tid på døgnet, med hvem jeg skal ses med, og hvor vi skal være. Det er nogle forholdsregler, som jeg bliver nødt til at tage på grund af min sikkerhed. Det er virkelig energidrænende hele tiden at føle, at alle andre mennesker er en potentiel trussel."

Vil du fortælle lidt om din seksualitet?

”Ja, jeg er good old bøsserøv. Den kunne min familie ikke acceptere, så det betød, at jeg som 18-årig flygtede hjemmefra og levede som hjemløs. Det er skønt at være her nu og kunne være sammen med hvem, jeg vil, uden at føle skam eller skyld. Der er så mange mennesker, der har en holdning til det, men jeg har det virkelig bare sådan: ”Bare lad mig leve og lad være med at blande dig, du har ikke noget at gøre med mit sexliv alligevel”.

Hvordan håndterede din familie det?

“Da jeg var teenager og begyndte at eksperimentere med mit kønsudtryk, reagerede mine forældre ved at smide hele indholdet af mit klædeskab ud på nær et jogging-sæt. Jeg har haft svært ved at gå i joggingtøj siden da, fordi det føltes som et vildt overgreb, men i dag tager jeg magten tilbage og gør det på min egen måde. Orange og med rhinsten.”

Hvordan håndterede du din families manglede accept?

”Det har været meget ensomt. De har handlet og reageret, som de har gjort, fordi de ikke var oplyste. De er kulturmuslimer og har lyttet meget til andre i deres religion, så jeg blev behandlet som en sygdom, der skulle kureres. Men da jeg genoptog kontakten til min mor, husker jeg, hun sagde, at når hun lå i sin seng om aftenen, gik det op for hende, at hendes børn betød mest, og at det var alle omkring hende, der havde fortalt hende, hvordan hun skulle reagere. Noget af det, jeg er allermest stolt af, er, at på trods af det jeg har været gennem, alligevel har formået at færdiggøre en ungdomsuddannelse, starte på en videregående uddannelse, lært at være DJ, er begyndt at lave musik og kunst og startet en protestbevægelse mod hadforbrydelsen. Alt det, kan jeg ikke lade værre med at være stolt af, når vilkårene har været, som de har været. Min etnicitet er politisk, mein seksualitet er politisk, og min kønsidentitet er politisk, men det handler jo bare om menneskerettigheder.”

Hvad drømmer du om, at vi i samfundet bliver bedre til i forhold til inklusion og menneskerettigheder?

”Jeg kan allerede se nu, at vi er på vej derhen, men jeg drømmer om, at vi kommer ud af kasserne. Jeg drømmer om, at vi skaber mere plads med højere loftet. Jeg drømmer om, at der er flere som mig, der bliver repræsenteret i medierne.”

Hvad ville du sige, hvis du skulle give et råd til en allieret?

”Lyt til dem, det handler om, uanset om vi taler queer-personer eller Black Lives Matter. Det er faktisk meget simpelt.”

Relaterede artikler