Caroline Wozniacki om den internationale tennisrangliste, bryllup og manden i sit liv

// Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs januarnummer 2019 //

At gå ind i et nyt år er altid forfriskende og energigivende. Man lægger det gamle bag sig som et sæt tøj, der er blevet brugt og vasket for mange gange til rigtigt at værdsættes længere, og man tager taknemmeligt imod nye, friske og ubrugte gevandter, som man endnu ikke ved, hvad fører med sig af eventyr. Men for Danmarks bedste kvindelige tennisspiller gennem tiderne, Caroline Wozniacki, begynder januar altid præcis der, hvor det gamle år sluttede. Nemlig med hendes placering på den internationale tennisrangliste. Hun, der har været verdensetter igennem sammenlagt 71 uger, overlevede et mildt sagt turbulent år rent tennismæssigt i 2016, og begyndte 2017 som nr. 19, men fik et forrygende tennisår og sluttede af med at vinde sæsonfinalen i Singapore over Venus Williams. Derfor kunne Caroline Wozniacki tage hul på 2018 som verdens nummer tre, en placering, hun hurtigt fik ændret på, da hun vandt sin første Grand Slam-sejr i karrieren den 27. januar og endelig blev verdensetter igen efter at have givet pladsen fra sig i januar 2012. Måske fik Caroline ekstra vind i sejlene, fordi hun endelig havde fundet den eneste ene. Hun, der er familiemenneske om en hals og bl.a. stadig trænes af sin far, måtte i 2014 opleve et meget offentligt brud med den mand, hunskulle giftes med – golfstjernen Rory Mcllroy – men begyndte i 2016 pludselig at lægge billeder op på de sociale medier fra basketkampe. Og på valentinsdag i 2017 kunne Caroline Wozniacki så afsløre, at hun var blevet kæreste med den amerikanske NBA-spiller David Lee. Siden synes de to kun at være smeltet endnu mere sammen som par, cementeret ved, at David den 2. november samme år faldt på knæ og friede til hende: ”Den lykkeligste dag i mit liv i går, da jeg sagde ja til min soulmate,” som hun skrev på Instagram og Twitter dagen efter. Kort efter meddelte han, at han stoppede som professionel basketspiller, og siden er han ikke veget fra hendes side. I skrivende stund er bryllupsdatoen ikke meldt ud, men det virker, som om parret har tid nok; de ved, de har hinanden. (Parret giftede sig d. 15. juni 2019, red.)

Da den nyforlovede Caroline Wozniacki vandt sin første Grand Slam i Australian Open i januar 2018, var lykken og forløsningen til at tage og føle på. Efter en 2 timer og 50 minutters intens kamp mod Simona Halep blev ketsjeren kastet højt til vejrs, mens Caroline selv faldt til gulvet og græd. Hun fik overrakt det gigantiske trofæ af tennislegenden Billie Jean King, og under den spontane sejrstale, hvor hun bl.a. takkede sin far for at have trænet hende igennem tykt og tyndt, siden hun var syv år gammel, takkede hun sin forlovede, David Lee, for at have vendt morgenens nerver til spilleglæde og for at dele dette helt særlige øjeblik med hende.

Sygdommen skal ikke stoppe mig

At få adgang til Caroline Wozniackis tid er ikke det letteste – der skal koordineres med den internationale tenniskalender, træning, familietid, ferie, sponsoraftaler, velgørenhedsarrangementer og både en dansk og en amerikansk agent. Men 1. maj havde hun netop spillet revanchekamp (Champions Battle 2018) mod Venus Williams i Parken i København – og vundet igen – og derfor var der et hul til at skyde billeder med ELLE på KB’s baner på Frederiksberg.

Det var en isnende kold og regnfuld dag, så heldigvis skulle der skydes billeder til januarnummeret og ikke et sommernummer, men ikke desto mindre krævede det sit af tennisstjernen at være på og finde overskud og fokus frem. Skulle man tro, at Caroline Wozniacki med sit liv på første klasse kunne lide af stjernenykker, kan man godt tro om. På trods af vind og vejr var hun 100 procent fokuseret på, at billederne skulle i hus, uanset potentielle forfrysninger. Præcis det nærvær og den koncentration, hun er kendt for at udvise på tennisbanen. Derfor burde det heller ikke komme bag på mig, da hun f.eks. lynhurtigt analyserede sig frem til den mest effektive rute mellem KB’s baner og det rum, vi brugte til omklædning. Det, vi så under ELLE-skydningen, var ganske enkelt en miniversion af den analytiske evne og det fokus, hun optimerer, når hun står i en tenniskamp mod verdens bedste, og som har gjort, at hun kan gå ind i 2019 som verdens nr. tre, lige efter rumænske Simona Halep og tyske Angelique Kerber.

De evner kombineret med en rationel tilgang til tilværelsen har også hjulpet Caroline Wozniacki i det, der umiddelbart kunne slå enhver anden ud, nemlig beskeden om, at hun er kronisk syg med leddegigt. En sygdom, der blev konstateret i august 2018, men som hun først fortalte offentligt om efter årets sæsonfinale i Singapore i november. Efter finalen var det tid til velfortjent ferie, først Maldiverne, så Italien og England, før turen gik tilbage til New Yorks snevejr. Det er også der, hun er, da vi taler i telefon sammen en mandag aften, og det første, jeg spørger til, er sygdommen, fordi for en, som ikke bare er ung, men som lever af og med sin krop på eliteniveau, må det være et ekstra hårdt slag at vide, at man nu har en kronisk sygdom?

”Det er noget, som jeg ikke havde troet kunne ramme mig. Så først troede jeg, at den forandring, jeg kunne mærke, skyldtes, jeg havde trænet for meget, for jeg spiser jo sundt og gør alle de rigtige ting for kroppen, så den holdes så sund som muligt. Men da symptomerne var værst, vidste jeg, at der var noget, der ikke var helt rigtigt, og gik til lægen.”

Hvordan oplevede du symptomerne? ”Jeg havde lidt feber, og min stemme var meget hæs, hvilket jeg faktisk ikke anede var en del af symptomerne, og jeg havde ondt i fingre og tæer og knæ osv. Og da det var allerværst skuldre og albuer, hvor jeg ikke kunne børste mine tænder og ikke kunne børste mit hår, fordi det gjorde så ondt. Og jeg var bare træt hele tiden.”

”Men … i starten tænker man som sagt, du ved, at man måske har overtrænet; at man er træt, fordi kroppen er udkørt. Jeg kender min krop så godt, at jeg ved, hvordan den reagerer, men der var nogle ting, jeg satte spørgsmålstegn ved; jeg syntes alligevel, det var mærkeligt, at man kunne have ondt i begge skuldre på samme tid f.eks. Men jeg var ikke som sådan bange, for jeg vidste ikke, hvad det kunne være. Da jeg så kom til lægen, sagde han, at helt ærligt, så havde de ikke haft at gøre med en på så professionelt et niveau tidligere; ’du må bare prøve dig frem og se’. Men der var ’nogle måder, man kunne tackle det på, og folk kan leve forholdsvis normale liv’ osv. Det gav lidt mere ro på.”

”Men lige pludseligt at blive ramt af sygdom er jo noget af et wakeupcall – for hvad nu? Kan man blive ved med at spille? Kommer det til at gå ud over min karriere? Og hvad er næste skridt? Hvad skal vi gøre? Livet kommer jo til at ændre sig; der kommer til at være dage, hvor man har det super, og dage, hvor man måske ikke er helt på toppen, men man lærer hele tiden, hvad man kan gøre for at føle sig bedre tilpas og have det godt. Og jeg ved også, hvad jeg kan gøre før og efter kampe, for at kroppen restituerer bedre, og man ikke bliver øm osv. Så jeg kommer til at lære hen ad vejen, men det er helt sikkert noget, som jeg ikke vil lade mig stoppe af.”

Jeg lagde mærke til, da vi fulgtes ad under billedskydningerne, at du lynhurtigt fandt den hurtigste rute hen til omklædningsrummet (Caroline ler.) – er det den samme tilgang, du også har til det her? At ’jamen, så løser vi det’? ”Ja, det tror jeg. Det er sådan, det er, og det kommer ikke til at ændre sig. Det er en kronisk sygdom, så jeg tror, at på et tidspunkt, så tænker man bare: ’Okay, det er, som det er, og så må jeg barefinde en metode, hvor jeg kan dyrke elitesport på så højt et niveau, som jeg gør nu, og så må jeg sørge for, at kroppen samtidig har det så godt som muligt’. Det er klart, at jeg må tænke over, hvad jeg spiser, og tænke mere over, når jeg har spillet, at putte is på leddene eller gå i varmt karbad osv., så kroppen kan slappe af og hvile sig. Der er en masse ting, man kan gøre, og som kan hjælpe, og det er der, hvor man bare må tænke: ’Okay, nu er situationen, som den er, og så må man få det bedste ud af den og gøre det på den bedst mulige måde’.”

David er den private Grand Slam

Noget, der er knap så realismebåret, er kærligheden. Og følger man Caroline Wozniacki på de sociale medier, eller hører man hende holde sejrstaler eller udtale sig på tv, er det ikke svært at se, hvordan Little Miss Sunshine, som især amerikanerne ynder at kalde den smilende stjerne, har fået endnu mere strålende øjne de seneste år. Hun er ganske enkelt som forvandlet, efter at hun har mødt sin David.

Hvad er det, han kan, som dine tidligere kærester ikke har kunnet? Hvor er det, han går ind og matcher dig? ”Jeg tror bare, David er meget positiv og har rigtig meget energi og ser det gode i alting og i mennesker helt generelt. Han er et meget åbent menneske, og han er en fantastisk support, når det kommer til min tennis, og har aldrig på noget tidspunkt sagt, at der er nogle ting, som jeg ikke burde gøre eller ikke kan gøre. Hver gang der er noget, som jeg har sat mig for, eller noget, jeg bare rigtig gerne vil, har han støttet mig og bakket mig op. Så det er fantastisk at have den støtte fra ham. Han er jo selv et sportsmenneske, så han forstår mig. Han har måske gjort tingene anderledes end den måde, jeg gør tingene på, men samtidig tror jeg, vi har lært meget af hinanden, også som personer. Ja, han er bare rar at være omkring, og min familie synes også, han er fantastisk, og det tror jeg også hjælper rigtig meget på det. Han elsker at være sammen med min far, og de tager en drink en gang imellem og hygger sig. Det er sådan en god atmosfære hele vejen rundt, så det er fantastisk.”

Hvor dejligt! Som forældre til sportsbørn, der har investeret meget tid og energi i sporten, har man jo altid lidt en angst for, at der kommer en kæreste, som pludselig får ens fokus væk … ”Ja. (Hun ler lidt). Jeg tror, mine forældre godt ved, at jeg har mine prioriteter i orden, og at jeg har kæmpet for hårdt og trænet for hårdt til bare at sige, at tennis ikke er vigtig mere pga. kærligheden. Så jeg tror, at de stolede på, at når jeg fandt David, kunne de være trygge ved, at han var en god en, der også støtter mine mål.” Hun ler igen.

Caroline fortæller også, at de giver hinanden overskud og supplerer hinanden på bedst mulige vis. Og selv om det ikke var en hindring for dem som par, da David Lee stadig var aktiv sportsmand – de ”så hinanden forholdsvis meget” – var det alligevel praktisk, da han stoppede i NBA for godt et år siden ift. især hendes travle skema.

”Jeg tror, at når man begge er topatleter, så støtter man bare hinanden på bedst mulig vis, selv da han spillede, støttede vi hinanden, så godt vi kunne. Og jeg tror, det var rigtig godt for os begge to, men igen: Det er nemmere, når en af os har lidt mere tid og har mulighed for at rejse med den anden,” siger hun og tilføjer: ”David laver forretninger nu, men det giver lidt mere fleksibilitet til at rejse, end da han spillede.”

Derfor var det også, at hun i sin takketale efter sejren i Australian Open kunne fortælle, hvordan David Lee var med under turneringen og på finaledagen forvandlede hende fra ”nervevrag” til, at hun glædede sig til at gå på banen. Og apropos sejren:

Du har været professionel tennisspiller siden 2005. Hvordan var det endelig at få Grand Slam-titlen? ”Jeg tror, at efter at jeg har været så mange år på toppen af ranglisten og vundet stort set alle andre turneringer osv., var det fantastisk at få den Grand Slam med. Og jeg tror, at det gjorde det endnu mere specielt, at det tog lidt længere tid, fordi så tror jeg virkelig, man kan nyde sejren. Og jeg tror, jeg reflekterede over hele rejsen endnu mere. Rejsen til at komme derhen. Og opturene og de hårde tider osv. Så det var en helt fantastisk følelse at vinde i Australien og noget, jeg helt sikkert aldrig kommer til at glemme. Det var virkelig, virkelig fedt.”

Min far og jeg har et specielt bånd

I den private del af sejrstalen takkede Caroline Wozniacki som sagt først og fremmest sin far for at stå ved hendes side i medgang og modgang, siden hun som syvårig begyndte at spille tennis, ikke bare som hendes far, men som hendes træner. Alle fædre er vigtige for deres døtre, men Piotr Wozniacki spiller nok en større rolle for sin datter, end mange andre fædre gør. Så jeg beder hende om at prøve at fortælle om den rolle, han har haft, og den udvikling, der er sket imellem dem, fra hun har været barn, til hun er blevet voksen, og er gået fra at være et stort talent til at være professionel og endda verdensetter, mens han tilsvarende er gået fra at være en far til at være en decideret leder.

”Vi har et meget specielt bånd. Han har været min træner, siden jeg startede med at spille. Og vi er gået igennem rigtig, rigtig mange ting, når man tænker på tennis og alle de ting, der har med tennis at gøre. Men samtidig har vi også rejst rigtig meget over hele verden, og det er fra starten af i juniortiden, hvor man rejste alene, og hvor man brugte meget tid sammen, og så til senere hen, hvor der er sket meget i mit liv også uden for banen, og hvor han stadig er med til turneringer og stadig er en utroligt vigtig del af min karriere. Men ikke nok med, at han er en fantastisk træner, så er han også en fantastisk far og har den omsorgsfulde side, så hvis man har et problem, kan man altid ringe til ham eller gå over og se ham. Han tænker virkelig over tingene, før han svarer, og før han prøver at hjælpe. Det er altid fantastisk at have sådan et bånd med sine forældre, og især for mig med min far. Så, ja, jeg havde for det første ikke været den person, jeg er i dag, hvis det ikke havde været for både ham og min mor, men jeg havde i hvert fald heller ikke været den tennisspiller, jeg er i dag, hvis det ikke havde været for min far.”

Er det også, fordi du har vidst, at han aldrig ville svigte; han vil altid være en del af billedet, netop fordi han er din far, mens man jo ikke nødvendigvis ville kunne stole på, at en hvilken som helst anden træner blev der … ”Helt sikkert! Jeg tror, det har været en af de vigtigste ting for mig, at jeg kan stole på min far. Og jeg har altid vidst, at alle de ting, han har hjulpet mig med – om det så viste sig at være rigtige eller forkerte råd, der blev givet på banen – har været med det rigtige på hjerte. At han ville mig det bedste. At lige så meget som mig ville han prøve at gøre mig til den bedste tennisspiller, som jeg kan være. Så, ja, jeg tror helt sikkert, at det bånd, vi har, og det, at man kan stole så meget på hinanden, har gjort, at vi kunne nå så langt.”

Ja, for han har jo også kunnet stole på dig og på, at du ikke bare stoppede i morgen. Det er vel også en vigtig del af det? ”Jeg tror, at som far vil han mig det bedste, så hvis jeg sagde på et tidspunkt, at nu ville jeg ikke spille mere, så ville han også have det fint med det. For jeg er hans datter først og fremmest, så han vil det bedste for mig på det personlige plan. Og det, at man har det godt uden for banen, er vigtigere end tennissen. Men det er klart, at når han har set, hvor gerne jeg har villet det her, så har han også syntes, det var fedt at hjælpe mig med at nå mine mål,” fortæller hun og tilføjer: ”Grand Slam’en har været fantastisk for os begge to. Og for hele familien! Det var virkelig en suveræn følelse og noget, der blev fejret. Så det var rigtig stort.”

Livet efter tennis er uvist

Du må da også knibe dig lidt i armen med alt det, der sker for dig – både David og Grand Slam og alting … Føler du dig ikke heldig? ”2018 har helt sikkert været et suverænt år – jeg føler mig meget heldig. Jeg tror nogle gange, man bare skal stoppe op og være taknemmelig for de ting, man har, og at, ja … at min familie er så fantastiske, og at jeg har David, og at tennissen går godt. Og selv om jeg har min sygdom, at jeg stadig kan have et normalt liv. Ja, jeg føler mig meget heldig.”

Ikke desto mindre dukker der fra tid til anden artikler op om, at nu er det ved at være slut med tenniskarrieren for Caroline Wozniacki. Så er det, fordi hendes spillestil er for hård ved kroppen, som risikerer at blive slidt op før tid. Så er det, fordi hun skal giftes og have børn. Så er det, fordi hun har fået leddegigt og ikke kan forvente, at kroppen kan holde trit med det niveau, verdenseliten spiller på etc. etc. Spekulationer er der nok af. Faktum er dog, at hun selv har sagt, at hun ikke vil spille tennis til evig tid, men det var ganske vist, før bedsteveninden Serena Williams beviste, at man både kunne blive mor og vende tilbage til elitesport inden for et halvt år. Så jeg spørger Caroline, hvad der kunne få hende til at stoppe, og om det ville være vigtigt for hende at have en plan B, før hun stoppede?

”Hmm, jeg tror, det er svært at sige, indtil man står i den situation, hvor det føles rigtigt at stoppe. Nogle af de af mine kolleger, der er stoppet, har bare sagt, at det føles rigtigt på et tidspunkt. At på et tidspunkt, så ved man, hvornår det er tid, og så er det bare det. Og jeg tror, det er svært at sige, om jeg ville have en plan B, eller om jeg egentlig bare mest af alt ville have lyst til at slappe af og nyde ikke at have nogen planer og ikke at skulle nogen steder hen. Jeg har ikke rigtigt … det er meget svært for mig lige nu at sige hvordan og hvorledes. Jeg ved ikke engang med sikkerhed, hvad jeg ville have lyst til at lave bagefter. Der er mange ting, som jeg synes ville være sjovt, men samtidig ved jeg heller ikke, om jeg ville have lyst til at give mig selv 100 procent til de forskellige ting, som måske kunne være sjove, fordi det tager meget tid, og så skulle man nærmest starte forfra igen. Og det er noget, som jeg ikke ved, om jeg ville være klar til. Så der er mange spørgsmål til efter karrieren, men dem er jeg ikke klar til at svare på nu – heller ikke for mig selv.”

Uanset hvad ved Caroline Wozniacki, at hun skal have hele sig selv med i det, hun gør, både i dag og i fremtiden. Derfor spørger jeg hende om bagsiden af medaljen ved at være en offentlig person, nemlig det, at man ikke bare kan ’få lov’ til at ændre sig, fordi man er blevet tildelt en form for rolle, der gør, at folk har forventninger til, hvordan man er, hvilket igennem årene har fået en del til at slå sig i tøjret.

”Arhm … jeg lavede mit første interview, da jeg var måske ni år gammel. Og siden da har det bare været mere og mere, ikke kun i Danmark, men over hele verden, og jeg vil gerne kunne være en god rollemodel og inspirere børn, der gerne vil spille tennis, på en måde, så man kan se, at man virkelig har gjort en forskel; det, at børnene starter med at spille tennis og gerne vil spille i mit spillertøj eller gerne vil spille med min ketsjer, gerne vil se mig træne osv. osv. Men når det handler om mit personlige liv, uden for banen, så tror jeg bare mest af alt, jeg er mig selv og gør de ting, som jeg har lyst til. For i sidste ende er det en selv, som skal være glad. Og det tror jeg, at man lærer hen ad vejen; at ligegyldigt hvad, så vil der altid være nogen, som ikke kan lide en. Det kan være uden grund, men der er måske også nogen, der er misundelige. Men så er der også nogen, som man ikke engang ved, hvor meget støtter en og synes, det er fedt, det, man gør osv. osv. Jeg tror, vigtigst af alt, at man må erkende, at man ikke kan gøre alle glade. Så det handler om at gøre sig selv glad og gøre sin familie glad og være en god person. Så det er det, jeg tænker på hver dag: ’Hvad kan jeg gøre for at gøre mig selv glad?’ Og når jeg selv er glad: ’Hvad kan jeg gøre for at gøre de mennesker, der er omkring mig, glade og for at få deres dag til at være en god dag?’”

Man har set så mange især amerikanske barnestjerner, som et eller andet sted har været i samme situation som dig: De har været kendte, fra de var små, og så får de et vildt behov for at gøre oprør, når de bliver ældre; personer som Miley Cyrus og Britney Spears. Det at ville være en anden end den, man er blevet gjort til. Men der har du måske hele tiden haft fornemmelsen af, at du havde dig selv med eller? ”Ja, det har jeg. Jeg tror også, at mange af dem måske ikke har fået lov til at lave andre ting, hvor jeg føler, at jeg havde muligheden for at have en god barndom og gå i skole og være sammen med jævnaldrende og spille imod jævnaldrende. Men selvfølgelig skulle jeg også træne og spille imod ældre, fordi mit niveau på det tidspunkt var så højt. Men jeg tror, jeg har fået et rigtig godt miks af at have en forholdsvis normal barndom, men samtidig lave noget, der måske er lidt exceptionelt. Jeg har aldrig følt, at der var noget, jeg som sådan gik glip af på den måde.”

Du har fået en introduktion til voksenverdenen ved at blive taget alvorligt på det niveau; det er jo egentlig også en gave at få. ”Lige præcis. Jeg tror, man kan lære mange ting meget tidligt, alene af det at skulle kunne holde en samtale kørende med folk, der måske er 20 år ældre, når man selv er, du ved, en ung pige. Så jeg tror, at man lærer fra nogle af de ting, også fra de ting, man måske ikke har gjort helt rigtigt, men som stadig er okay, fordi folk forstår, at når man er 13-14 år, så ved man måske ikke altid det hele … og så vil de gerne tage en under deres vinger og hjælpe en på rette vej.”

Som eliteidrætsmand har David så haft den samme oplevelse som dig? Er det her med at have en mere struktureret barndom og at blive taget alvorligt også noget, I har til fælles? Caroline Wozniacki trækker på det, inden hun svarer: ”Jaaah, både ja og nej. Jeg tror, vi har lært en del af hinanden. David gik på college og gik fire år på universitetet, før han kom i NBA. Og så tror jeg, vi har haft en meget anderledes følelse af, hvordan det er at nå til toppen, fordi hans sport er en holdsport, hvor min er individuel, så det har været to forskellige verdener. Men det har været ret spændende at se den måde, han har gjort tingene på, og de ting, han har lært, ift. de ting, jeg har lært. Samtidig ved jeg, at som basketspiller har man også sin position, og man kæmper mod de andre på sin position, så på den måde er det jo også individuelt. Men for mig f.eks. er mit team – min far er jo min træner, men så har man måske en fysioterapeut, eller massører, så man bygger selv sit hold, som man tror, det kan blive bedst, hvor David har haft et hold. Og så må man tilpasse sig, fordi træneren gerne vil have, at man skal spille på den ene eller den anden måde, og man skal tilpasse sig, hvordan holdet spiller, og det handler om at komme godt ud af det med holdet. Fordi hvis holdet har en god teamspirit, spiller man også bedre sammen. Så det er to, tror jeg, meget forskellige mentale tilgange, hvor min er mere egoistisk: ’Hvordan kan jeg få mig selv til at blive bedre?’ Hvor hans er: ’Hvordan kan jeg få holdet til at blive bedre?’ Samtidig med at man selv gerne vil være den bedste. Så det er sjovt, at det er to forskellige tilgange og to forskellige oplevelser.”

Caroline Wozniackis amerikanske publicist, som har sat telefonmødet op, melder, at tiden er gået, og at Caroline har andre ting i kalenderen, så vi afrunder vores samtale med at tale om, hvordan kvinder er blevet tidens helt store buzzword, og Caroline Wozniacki er ikke i tvivl:

”Jeg synes, det er dejligt, at kvinder støtter kvinder og bakker hinanden op, og især også, når jeg tænker hen ad vejen, når man en dag måske selv får en datter, og man kan fortælle hende, at: ’Du kan gøre, hvad du har lyst til. Du er god nok, du er smart nok, du er klog nok; du kan, hvad du vil.’ Og der tror jeg måske, at for 50 år siden var det ikke på samme måde. Hvor nu: Kvinder og mænd er mere på lige fod og kan i stort omfang få de samme job og tjene lige mange penge. Vi går i den rigtige retning. Det movement, vi har nu, synes jeg er rigtig, rigtig fedt!”

Og der er du jo den perfekte rollemodel også! For havde det, som du siger, været for 50 år siden, ville du jo sikkert have stoppet med at arbejde, idet du mødte David. Men du bliver ved, og din kæreste støtter dig; du skal ikke træde et skridt tilbage. ”Ja, lige præcis. Og jeg tror, at hvis man som mand er stærk og hviler i sig selv, så har man det også kun godt med, at ens kæreste eller kone har deres eget, og at de har en stor passion for noget. At de arbejder for noget. Det tror jeg kun, man synes er fedt. Og det er sådan en ting, jeg synes er fantastisk ved David, at han støtter op om mine drømme.