Fredagsklummen Rose Maria: “Undskyld, men hvor høj er du egentligt …?”

Illustration: Mette Boesgaard

“Undskyld, men hvor høj er du egentligt?”, er nok det spørgsmål, jeg har fået stillet flest gange i mit otteogtyveogethalvt år lange liv. Ikke fra lægen, eller andre, der kunne have en konkret faglig bagtanke og brug af det centimetermål, jeg er udstyret med vertikalt, men oftest falder spørgsmålet fra vildt fremmede. Folk, jeg aldrig før har udvekslet så meget som ét ord med - endsige har haft øjenkontakt med - føler sig i deres fulde ret til at spørge den høje pige, hvor lang hun egentligt er. For der må da være tale om en form for visuelt bedrag, ikke?

Svaret er 182. En meter og toogfirs centimeter fra hæl til hårstrå. Det er 14,8 centimeter højere end landsgennemsnittet for kvinder, og måske et længdemål, der i svundne tider havde givet mig en fribillet til at medvirke i det omrejsende freakshow side om side med elefantmanden og verdens tykkeste tvillinger.

Men ikke i 2018. I dag hylder og forherliger vi, i hvert fald i min branche, kvinder, der fra naturens side er kommet lidt længere ud, end det vi anser for ‘normalt’. Men vi hænger dem ikke ud, peger af dem, eller kapper dem af ved knæet for at de skal ligne massen. Nej, vi sætter dem op på en piedestal, eller modebranchens svar herpå: catwalken og modekampagner, hvor de langbenede skønheder snildt kan strække sig over en 10-20 etager, når deres seneste kampagneskud pryder bygningerne på Times Square i New York.

Men hvordan kan det være, at vi til trods for fascinationen af lange ben i modeblade, på film og i kampagner, alligevel har så svært ved at håndtere fænomenet, når vi står ansigt til ansigt med et ude i det virkelige liv? (Eller, bevares. Det er sjældent jeg står andet end ansigt til bryst med folk, men forstå mig ret.)

Jeg kan efter snart tredive år stadig ikke begribe, hvorfor der ikke findes et høflighedsfilter, der frasorter det uvedkommende højdespørgsmål, ligesom man ikke spøger åbenlyst overvægtige mennesker om deres livvidde eller mænd om andre former for centimetermål …

Læs også: Fredagsklummen | Anne P.: Om forsyningsangst og overraskelser

Man bør ikke spørge, for sandheden bag det at være den høje pige i klassen, er ikke kun fryd og gammen, god udsigt til koncerter og besværfrit indkøb med fripluk fra de øverste hylder i butikkerne. For de fleste af os hunkønsvæsner, der er begunstiget med de lange højde- og drøjdemål, som er i høj kurs hos verdens fremmeste designere, ligger der ofte år med identitetskriser over altid at være hende, der stikker ud (læs: op). Vi har krumbøjet os utallige gange i uheldig squatten på fællesbilleder. De selvironiske paratsætninger ligger først i vokabularen, selvom vi hader dem. Og hver gang vi klæder os på, er det med en evig bevidsthed om, at vi ikke kommer til at kunne føre en normal samtale en hel aften, hvis vi vælger at tage de tårnhøje og ultra-moderne stiletter på … For det kan man ikke tillade sig som høj, mener gennemsnittet. Man er jo høj nok i forvejen, og hvis man et splitsekund skulle have glemt det, står der med sikkerhed én inden for en to-meters radius, der er klar til at minde om det.

Vi kan lave om på alt på vores krop efterhånden. Bryster kan gøres større, næser mindre, huden glattere, maven strammere - ja selv hudfarven kan manipuleres, så vi opnår et udseende, der får os til at ligne idealerne. Men højden er konstant, og det er det eneste, vi ikke kan ændre på.

Derfor er min opfordring til jer, der læser med i denne uges fredagsklumme, at huske på, at høje piger ikke er mutanter, og at der er andre ting at tale med os om end det faktum, at vi i dagens anledning har valgt at sætte trumf på vores vertikale mål med 10 centimers høje hæle.

… og hvis I mangler lidt positiv bevisførelse på at høje piger kan andet end at være høje, så se til Taylor Swift (178 cm), Khloe Kardashian (175 cm), Uma Thurman (181 cm), Nicole Kidman (180 cm), Brooke Shields (179 cm) og Nadja Auermann (181 cm), og tænk over, om det første I ville spørge dem om, hvis I mødte dem, var “Undskyld, men hvor høj er du egentligt?”

*Alt er naturligvis skrevet med et glimt i øjet og iført tårnhøje hæle. 

Læs alle fredagsklummer fra ELLE-redaktionen her