Fredagsklummen Rose Maria: New year, new me?

Rose Maria ELLE Fredagsklummen
Illustration: Mette Boesgaard

Intentionerne er der altid. De der gode, nærmest hellige små sataner, der indtager position på skuldrene ved udgangen af et år. De hvisker dig i ørerne, siger, ”næste år, der gør du det her anderledes. Næste år bliver du bedre. I det nye år er det slut med det pjat. Du bliver bedre, smukkere, klogere, sjovere…”. Du bliver med andre ord en helt ny person.

Men hvad sker der så?

Klokken slår midnat, du hopper ind i det nye år, sikkert i 400-hestes champagnebrandert. Præcis som sidste år. Omtåget, halveuforisk, forvirret og lalleglad ser du dig omkring, krammer de nærmeste, og så danser du ellers det nye år ind til et lydspor af 1990’er-treenigheden Alice DJ, Gigi d’Agostino og Spice Girls. Præcis som sidste år. Og dagen efter, den første januar, vågner du op med gårsdagens øjenmakeup et sted omkring hagepartiet og hårugler, der vil tage timer at rede ud… Og du tænker: Damnit!

Det var jo i år du skulle være en bedre version af dig selv. Og alligevel har du (igen!) formået at starte året præcis så usammenhængende som alle de forrige, og føler dig (nok en gang) smidt rundt, som slatten salat i en salatslynge.

Eller er det bare mig?

Det er kun den 11. dag i det nye år, og mine nytårsforsæt er allerede trevlet hurtigere op, end et par billige nylonstrømper.

Læs også: Fredagsklummen | Cecilie Ingdal: "Fordi jeg swipede til højre..."

Jeg skulle starte året med at være ihh-og-åhh-så sund og lappe hvedegræsshot i mig, som var det flydende mana… Det forsæt røg, så snart der blev sat et glas champagne foran mig.

Jeg skulle lære at samle mit tøj op, og hænge det tilbage på bøjlerne… Store dele af mit skab ligger allerede på mit gulv, og jeg har vidst nok mistet mindst et par sko i bunkerne.

Jeg skulle være hende den cool type, der havde overhånden i dating-junglen… Og alligevel blev min rygrad transformeret til kogt båndspaghetti, så snart en fyr smilede sødt til mig...

Derfor tror jeg efterhånden ikke på, at man som ved et trylleslag kan blive genfødt ved det symbolske midnatsklokkeslag ved årsskiftet. For faktum er jo, at man til trods for usandsynligt gode intentioner, i bund og grund er præcis den samme, som man var et minut forinden. Det eneste, der er ændret, er det sidste ciffer i årstallet, som jo ikke rigtigt har noget at sige om dig (andet end differencen mellem det og dit fødselsår).   

Læs også: Fredagsklummen | Rose Maria: "Undskyld, men hvor høj er du egentligt?"

Så jeg vil gerne, her på årets 11. dag, annullere alle mine nytårsforsæt. Skyde en hvid pil efter dem. Begrave dem sammen med 2018, hvor de hører til. Det er den eneste måde, jeg kan starte 2019 på bedste og mest ærlige vis (for min chef siger, at man skal sige sandheden til nytår) – og ikke mindst være ærlig over for mig selv.

Jeg kan nemlig ikke leve af gode intentioner og varmt vand med citron.

Jeg kan heller ikke praktisere total askese fra de sjove ting i livet og gå i seng kl. 21.30 hver dag.

Og jeg kan slet ikke lade være med at gøre selv små dating dilemmaer til dagens dramatiske indspak.

Det er bare ikke mig. Så jeg kan i stedet acceptere dem og leve med dem. Det er mig, og sådan vil jeg være uanset om det er 2018, 2019 eller et nyt år… Men måske kan jeg alligevel lære at samle mit tøj op i år. Jeg er jo trods alt voksen.

Læs alle de tidligere fredagsklummer fra ELLE-redaktionen her, og glæd dig til næste uge, hvor Fashion Editor Johanne Brostrøm svinger pennen.

 

Relaterede artikler