Fredagsklummen Rose Maria: "... For man skal da på Roskilde, inden man bliver 30, ikke?"

Illustration: Mette Boesgaard

Når ens sidste år i 20’erne aftager med samme fart som mænds vigende hårgrænser, begynder man (læs: undertegnede) at få en anelse panik. For har jeg nu nået alt det, man ‘skal’ inden det fuldfede 3-0? 

Selvom jeg dybest set godt ved, at jeg har set og gjort det, der hør og bør sig for en pige i 20’erne, så kan angstens fine svedperler alligevel ikke dy sig for at pible frem, når jeg tænker på, om jeg fik det hele med.

Bevares, at fylde 30 er ikke dirkete komparativt med en forvaringsdom på livstid til kødgryder, skrigende unger og surt vasketøj - heldigvis - for hvis det var realiteten ved den nye 30+-klub, jeg træder ind i, ville jeg være fristet til at forblive lyv-og-tyve på ubestemt tid. For hvis der er ét sted, jeg ikke er hverken nu, eller om to år, er det på kapitel villa og vovse. Eller, en vovse lyder faktisk meget hyggeligt. Måske en fransk bulldog, der hedder Madonna? Og et byhus på Frederiksberg, ville nu heller ikke være ad vejen. Sådan et med et stort snederkøkken og en vaskesøjle. Men, det var vidst ikke dét, denne klumme skulle handle om! Den får I, når jeg er trådt ind i de voksnes rækker! 

For lige nu handler det om, at jeg knuger mig fast til den sidste trevl af min 'ungdom', som en koalaunge om sin mor. Jeg har svært ved at give slip. Og det er ikke fordi jeg ikke har gjort mit for, at få så meget ud af mine (single)-20’ere som overhovedet muligt.

Jeg har kørt gennem Manhattans gader i en Hummer-limo (før den slags blev dømt miljømæssigt fy-fy) og festet på undergrundsklubber med Sean Paul på Lower East Side med et tyktrøgslør af ikke helt lovlig 'tobak' hængende som draperede gardiner under det lave loft. Jeg har overtaget styrepinden i luften et sted over Sjælland i min storebrors 5-personersflyver, snakket fuldesnak til Jay-Z i Paris, blevet friet til af en indisk prins og taget på en spontan tur til Bali med en mand, jeg havde mødt kort tid inden (og som siden blev min kæreste, hvis ret skal være ret). Jeg har været til Avicii koncert på Ibiza, og taget must-do ruten fra Vegas til LA og San Fransisco.

Og jeg har været på dates. Både dem, man tror er med manden i ens liv, og de tåkrummende stævnemøder, man kun troede fandtes i fiktionens verden som Nynne, Bridget Jones eller Sex and the City. 

Men giver det regnestykke i alt et resultat, der betyder, at jeg har bestået mine tyvere, og kan komme videre til næste level i udviklingsspillet? Eller mangler jeg stadig at indsamle nogle point? 

Læs også: Rose Maria: "...undskyld, men hvor høj er du egentligt?"

Det spekulerer jeg meget over i disse dage, og derfor har jeg samlet en liste over det, jeg som minimum vil strege af min bucket list, inden jeg fylder 30. 

I skrivende stund er jeg i færd med at race Europa tynd i en toptunet Bentley (lige nu i Eurotunnelen mellem England og Frankring) med 80 powerkvinder og det formål at indsamle penge til velgørenhed - og hvis det ikke er noget man skal gøre, inden man bliver 30, så ved jeg snart ikke hvad der kvalificerer sig til at komme på listen.

Det skulle da lige være at gå (et stykke af) Caminoen. For det skal man vel have gjort for at gå velreflekteret, afbalanceret og mentalt renset ind i sine tredivere, ikke?

Og man skal vel også have set The Big Five og været førstehåndsvidne til livets cirkel og naturens rå virkelighed, hvor Darvins principper gælder, for at kunne sætte eksistensen i relief, ikke sandt?

Og så KAN man på ingen måde forlade sine tyvere som en dansk pige med respekt for sit patriotiske ophav uden at have været på Roskilde. Det har taget mig hele 29 år og et par måneder at nå til den erkemndelse, men sandheden er, at den herlige cocktail af luftvejsoptaget urinstøv, mudder langt op ad begge ben og en diæt af lunkne øl og musikalsk kærlighed er en del af den danske dannelsesproces. Dén oplevelse er jo nærmest en fødelsret, og jeg er ret sikker på, at man ikke består danskheds-testen uden at have gennemlevet (eller rettere: overlevet) mindst én Roskilde. 

Derfor gør jeg i år noget ved det sidste punkt! Jeg skal simpelthen, som den novice jeg er, have taget poppet den jomfruelige hinde på min Roskilde-oplevelse.

.... Men, jeg skipper måske teltoplevelsen. Den er ikke et kriterie vel? For det er jeg altså blevet (nej, det har jeg faktisk altid været) for magelig (gammel) til. Og mon de har champagne på festivalpladsen? Det må godt serveres i et (bæredygtigt) plastikkrus. Det skulle jo nødig hedde sig, at jeg var sart. Og er det for meget at forvente (mindst) et bad undervejs? 

Ved nærmere eftertanke er det måske meget passende, at jeg snart siger farvel til mine tyvere. Og hvis man skal tro alle, der er noget ved musikken, så er trediverne jo de nye tyvere - og hvis det er sandt, ja så har jo hele 10 år endnu til at få gjort alle de ting, jeg føler jeg skal nå, før jeg bliver rigtig voksen. 

Og sådan har livet det (heldigvis) med at arte sig. Eller os er jeg bare ved at blive gammel nok til at acceptere, at det er sådan det er.

 

Relaterede artikler