Fredagsklummen Rose Maria: "Hvad er det bedste ved dit job?"

Illustration: Mette Boesgaard

Jeg starter med at skrue tiden tilbage: Omtrent 25 år, da tumlede rundt blandt de andre arvinger i et børnehus nord for København. Det var jo lysår før Invasion iPad, og derfor havde vi et eksotisk koncept, der hed ‘udetid’. Og jeg hadede det. Indædt. Særligt om vinteren, hvor jeg altid endte som en immobil krydsning mellem en basunengel og Michelin-manden, når jeg skulle få flyverdragt og balkjole til at forenes i ét hylster. Jeg nægtede nemlig at gå i bukser (noget der sidenhen heldigvis har ændret sig) og kombinationen af utallige kjolelag og termo-foer resulterede altid i unaturligt placerede tøjpølser, der gjorde al leg til en paraolympisk disciplin. Allerede dér vidste jeg og alle omkring mig, at en fremtid som arkæolog eller anlægsgartner var udelukket.

Senere, da jeg kom i skole (og flyverdragten var forkastet og udetid i frikvartererne blev frivillig) skulle det vise sig, at der var flere ting på livets lærevej, jeg bestemt heller ikke fandt synderligt sindsoprivende. Jeg var decideret talentløs, når vi skulle dissekere frøer eller (gys) selv ud i den lokale mose og samle haletudser, og i fysiktimerne i gymnasiet brugte jeg det meste af tiden på at byde på tøj på Trendsales… Altså var der heller ikke en astrofysiker eller læge gemt i pigebarnet.

Denne lille beretning er bestemt ikke sat i verden for at skabe illusionen om en blondine med en intelligenskoefficient på niveau med en grapefrugt. Tvært imod. Den er her for at illustrere, at selvom man ikke excellerer i udendørsdiscipliner eller går Einstein i bedene på skolelaboratorierne, så findes der heldigvis mange forskellige former for intelligens, der gør, at man med tiden kan finde sin helt rigtige hylde. 

For mens jeg skreg og vred mig som en kat i en vaskemaskine i samtlige matematiske og naturvidenskabelige fag gennem min skoletid, var jeg også hende, der kunne gå helt i ekstase over en fristil i dansk eller alt, der lugtede lidt af ‘krea’. Jeg tegnede mine egne magasiner som jeg skrev lange artikler for og aflevede dem som skoleopgaver, når jeg kunne se mit snit til det. Måske var det et hint...  

Glæden ved en fristil uden ordbegrænsning er (tydeligvis) stadig et koncept, der får mig til at opføre mig som en utøjlet femårig i en bland-selv-slikbutik. Case exhibit A. Jeg behersker ikke begrænsingens kunst - hverken med slik eller ordforbrug ad libitum…

Køb billet til årets største modefest - ELLE Style Awards 2019

Så for at gøre en usandsynlig lang indflyvning kort, så er det, jeg vil frem til faktisk i dag. Nærmere bestemt det job, jeg har i dag.

For med ovenstående tirade in mente, hersker der vidst ikke megen tvivl om, at jeg har fundet min helt rette hylde på et modemagasin. Et sted hvor jeg kan lade ordstrømmen få frit løb (næsten, da) og skrive om de emner, der modsat fysik og biologi har min uafbrudte interesse - og som jeg da også ved en ting eller to om. 

Jeg prøver ikke for at forklejne det vil laver herinde, eller for at antyde, at det er en kravlegård for dem, der ikke kan ligge to og to sammen. For sådan spiller klaveret bestemt ikke. Det kan godt være at vi ved første øjekast formidler ‘overfladiske’ budskaber om kjolelængder og sæsonens farve, men der ligger langt mere i det, en blot mode.

Moden og det stof vi arbejder med handler om identitet. Det handler om strømninger i samfundet. Det handler om stærke budskaber og det handler (ofte) om kvinder. Og det handler i bund og grund om at formidle det på en måde, der får det allerbedste frem i den kvinde du er, når du læser det.

For et par uger siden fik jeg spørgsmålet: “Hvad kan du bedst lide ved dit job?”. Det burde jo egentligt være verdens letteste spørgsmål, men da det blev sendt i min retning, afkastede det fra min side et søgende blik og et O-formet læbeparti. For hvad er egentligt det bedste? 

Læs også: Se alle ELLEs fredagsklummer skrevet af redaktionen her

Hverken jeg selv eller vedkommende, der stillede det gode spørgsmål, var dog tilfreds med den guldfisk-parodi jeg imiterede som svar, og derfor kommer svaret nu:

Det bedste ved mit job - ud over at jeg arbejder med dét jeg allerbedst kan lide, nemlig mode - er alle de mennesker jeg møder, som har hver deres historie. Ofte er mit job, at få deres historie og syn på livet og vores samtid ud af dem og formidle det videre til jer, der følger med. 

Jeg elsker at være med til at sætte kulør på hverdagen og at åbne horisonter. Både min egen, men aller vigtigst: jeres. Det bedste ved mit job er at fortælle historier, der sætter tingene i perspektiv og måske får os til at se lidt anderledes på den verden, vi lever i; den mode, der er aktuel lige nu; de mennesker, der sætter agendaen; og de kvinder, vi kan lære noget af. 

Så selvom jeg nok ikke ligger i opløbet til en Nobel-pris, så gør det mig utrolig glad hver dag at huske på, at jeg med stor sandsynlighed aldrig mere skal dissekere en frø eller opremse det periodiske system, men på trods af det, har fundet mit helt rette ELLEment - og det er nok det, jeg allerbedst kan lide ved mit job.

 

 

 

Relaterede artikler