Fredagsklummen Rose Maria: ”Er jeg tynd nok nu?”

Illustration: Mette Boesgaard

Det er faktisk lidt af et mirakel, at jeg ikke hamrede hovedet ind i kanten på det fritstående badekar, der stod midt i det kæmpestore hotelværelse på The Standard i Downtown LA, som min veninde og jeg boede på i sommeren 2011. Min veninde flirtede med en fyr på roof top baren (jeg husker ikke hvordan dén affære endte), og jeg var gået ned på værelset for at undgå at glane som tredje hjul, mens de analyserede hinandens mandler simultant med tungerne.

Jeg kan huske, at jeg står midt på gulvet … [sort] … og jeg ligger på gulvet og kigger ind i kurven på badekarret i gulvhøjde.

Hvor lang tid jeg har ligget der, er ikke til at vide. Det er for så vidt også uinteressant, for faktum er, at jeg lå der. Jeg trak vejret, og jeg havde ikke åbent kraniebrud. I hvert fald ikke i fysisk forstand. Mentalt set er det til debat. Jeg var 21 år og klokken var langt over det tidspunkt, hvor pæne piger bør ligge med hænderne foldede og sove. Men det var altså ikke alkohol, der sendte mig med raketfart mod det knaldhårde stengulv. Det var min vægt. Eller manglen på samme.

Jeg vejede maks 48 kilo. Heldigvis i skrevet i datid – for det gør jeg bestemt ikke mere. Og gudskelov for det. For med et imponerende mål på 182 cm på langs (som jeg har skrevet meget mere om i denne klumme), kræver det hverken en PhD i sundhed og ernæring eller matematik på højniveau at regne ud, at de to mål tilsammen giver en BMI, der er lige ved at gå i minus.

Og det var altså det, der fik min krop til at sige stop. Nu tror du sikkert, at jeg var kvik nok til at stikke en finger i den californiske brise og mærke efter, om det mon ikke var på tide at vende skuden – eller søge hjælp, for det var jo præcis det min krop skreg efter at få. Den havde vitterligt udsendt den mest åbenlyse signal om, at jeg var langt, LANGT ude af en usund stikvej, der krævede specialtrænede tropper at gelejde mig hjem fra.

Men nej, festen fortsatte. I flere år levede jeg primært af gulerødder og vand. Så hvis det i forvejen var et under, at jeg ikke flækkede min kranieskal på badekarret i LA, da jeg gik i sort, så må det nærmest betragtes som guddommelig indgriben, at jeg ikke døde af slut, da jeg bildte mig selv ind, at en gulerod om dagen glimrende kunne dække mit komplette ernæringsbehov. (Det kan den ikke, skal jeg lige nævne.)

Og ja, jeg skal da være den første til at indrømme, at jeg var skæppeskør (og måske er jeg det stadig, men det kommer jeg ind på senere), og at jeg set i bagklogskabens nidkære lys lignede noget, der ikke burde kunne være i live. Jeg skal nok lade være med at bevæge mig ud i maleriske forklaringer om det spektakel, jeg udgjorde, for det tjener intet formål her – for alle ved hvordan en anorektiker ser ud.

Læs også: Fredagsklummen | Rose Maria: "For man skal da på Roskilde inden man bliver 30, ikke?"

I dag aner jeg ikke hvad jeg vejer. Men det er i hvert fald ikke 48 kilo. Det er heller ikke 52 eller 55. Bevares, jeg er stadig slank – nogle vil sige tynd – men ikke på den måde, som jeg har været det førhen.

Og det føles godt. Det er da en fornøjelse ikke at få blå mærker af at knoglerne støder sammen. Det føles faktisk virkelig godt.

Jeg kan træne, sove om natten og sidde på en sten uden at brække halebenet. Mit hår gror, mine organer er ikke i risikogruppen for at sætte ud – og jeg har det godt. Ikke bare fysisk, men også mentalt.

Men der er stadig øjeblikke, hvor jeg får en spontan hjerneblødning og ser mig gal på mine lår (de har en ”fedtpude”), min numse (den ”stritter”), mine kinder (de ”er der”) eller mine arme (de ”blævrer” – altså når jeg slapper af, forstås). Og jeg kan faktisk blive lidt rasende på mig selv, når jeg slingrer i den retning.

Det var det med, at jeg stadig er skør. Om end i sporadiske doser.

For hvorfor er jeg så besat af min krop? Hvornår er jeg tynd nok? Og tynd i forhold til hvad? En tændstik? En sytråd? Sådan som jeg så ud i 2011? Pænt nej tak.

Hende vil jeg helst ikke være igen.

Og jeg ønsker ikke for nogen at være hende.

Derfor synes jeg, at det er smaddervigtigt, at ELLEs forsidemodel i denne måned, Caroline Bille Brahe (tidl. Brasch), åbent fortæller om, at hun har haft anoreksi i 10 år (same, girl!), og at min chef, Cecilie Ingdal, i lederen i samme magasin fortæller, hvordan vi på ELLE fremover vil være endnu mere opmærksomme på, at vi ikke fronter piger på forsiden og i magasinet, der er alt for tynde, og som kan give negativ resonans i baghovedet hos unge piger om, hvordan man skal se ud.

Fra det lille hjørne, jeg efterhånden har malet mig selv ind i med denne klumme, vil jeg sige, at jeg fortsat vil prøve at være sødere overfor mig selv og min snart 30-årige (kvinde-)krop, og acceptere at den er som den er. Bevares, den får stadig jævnlige tæsk af en reformer i Powerhouse, men det er kærligt ment. Og den bliver også renset ud med juice i ny og næ, når den i en længere periode har stået på (utroligt nok) for få gulerødder og for meget chokolade. For det sker. Jævnligt faktisk. Altså det med chokoladen. Juicekuren not so much. Men det handler om velvære og bunder ikke i, at jeg er på en selvmordsmission for at udmagre mig selv, eller leve op til nogle (forestillede) idealer, som nogle mener at modebranchen er – eller har været - afsender på.

For, hvis svesken skal på disken (og det skal den jo ind i mellem), så var det først, da jeg startede på ELLE, at jeg slap ud af min sultne spiral og tog på. Det var altså ikke de timelange rundkredssamtaler i dialoggruppen, hospitalsindlæggelsen, samtalerne på ryggen hos psykologen eller styrtet på hotelværelset i LA, der fik mig på ret kurs. Det var – paradoksalt som det end måtte lyde – arbejdet på et modemagasin, og følelsen af at slå til, der fik mig til at hvile i min krop (i hvert fald 98% af tiden).

Så på trods af stigma og fordomme, var det faktisk ELLE, der hjalp mig med at blive en sundere version af mig selv. Ligesom man nu kan se en sundere version af Caroline Bille Brahe på ELLEs september-forside. Og jeg nåede heldigvis hertil uden åbent kraniebrud (fysisk), men til gengæld med et par jeans, der strammer lidt over måsen. Men mon ikke det går. For jeg er tynd nok – nej, slet det! Jeg er god nok, som jeg er.

Relaterede artikler