Fredagsklummen Rose Maria Boelsmand: "Om ikke at kunne følge med…"

Fredagsklummen: Rose Maria Boelsmand: "Om ikke at kunne følge med…"
Illustration: Mette Boesgaard

Kender I det med, at man føler man er stået om bord på et tog, et lyntog vel at mærke, som man ikke vidste var i femte gear og med acceleration som en rumraket?

Sådan et tog, føler jeg, at jeg sidder i lige nu.

Det, der skulle have været en magelig rejse, med plads til at strække benene og ro til at nyde udsigten – og måske tage en lille sludder med personen ved siden af, viste sig at være en fandenivoldsk spurt, hvor alt det, man farer igennem fortoner sig til en udvisket akvarel af sammensmurte indtryk.

Det er selvfølgelig bare en metafor. Fysisk sidder jeg i et fly, på vej om til den anden side af jorden, men det kan nu være godt det samme. Tiden – den mest dyrebare valuta i vores fortravlede og forhastede samfund – glider lige nu fra mig, som sandkorn mellem fingrene. Blink, så er der gået en dag. Klap, og der er gået en uge. Tag en lur, og der er gået et år.

Og hvad har jeg nået på det år? Når man har den alder jeg har (jeg bryster mig af 29 somre) så sker der noget omkring en. Alle mine veninder, sort set uden undtagelse, er godt gift, køber store huse og er på barn nummer to, mens jeg forvildet swiper til højre og venstre på alverdens apps og knap kan holde liv i en potteplante. Hvordan lykkedes det dog dem, at hoppe af det buldrende lyntog i tide, og tilmed lande lige midt i den provinsby der hedder Voksen-ville?

Køb billet til årets største modefest - ELLE Style Awards 2019

Og hvorfor prikkede de mig ikke på skulderen og sagde, at det var på tide, at vi skulle stå af? Jeg har sikkert siddet med hovedet så dybt nede i indbakken eller en iPhone, at jeg ikke har bemærket, at de forlod kupeen. Og det er faktisk lidt frustrerende, at sidde tilbage som den eneste i et højhastighedslimbo, mens alle andre har fundet en form for dybere mening med livet.

Bevares, jeg skal ikke klage, for selvom jeg er passager på et tog, hvor togføreren tydeligvis træner til Formel 1, og jeg ikke kan adskille den ene dag fra den anden, så kører toget trods alt på skinner. Men det er altså ikke det samme, når veninderne for længst er hoppet af, og har fundet en at stå af toget med.

Jeg håber dog, at jeg finder åndsnærværelse nok til, at hvis der på et tidspunkt sætter sig en høj, flot og mørkhåret mand i sædet overfor mig, at jeg kigger op fra skærmen et øjeblik, så vi kan trykke stop på toget og stå af sammen…. Og ellers må jeg trøste mig med, at der i det mindste er wifi ombord.

Relaterede artikler