Fredagsklummen Rebecca Laudrup: "Vi har så travlt, med at have travlt"

Illustration Mette Boesgaard

Jeg synes egentlig selv, at jeg har ja-hatten på, når det gælder at se andre mennesker og endda også gøre plads til at fylde min egen pose med spontanitet op, da jeg ellers er sådan en type, der bliver enormt rastløs, hvis jeg ved, hvad jeg skal fra mandag til fredag året rundt. Jeg har aldrig faste træningstider, selvom jeg (næsten) altid træner to gange om ugen med en boksetræner. Og ja, det kan da til tider være lidt uoverskueligt, men jeg synes egentlig også, at det er enormt vigtigt at have tid til sin omgangskreds, sig selv og ikke mindst dét man ikke havde set komme. Vi har nemlig alt for travlt med at have travlt, og det er lidt af en dårlig undskyldning, hvis du spørger mig …

Hvorfor er vi så sociale på Instagram og Facebook, men når det kommer til ugedagene, så vil vi allerhelst bare hjem efter arbejdet og ikke foretage os for meget? Og hvis vi har en aftale, så er det oftest en gammel en af slagsen, altså en som vi har booket ind i kalenderen for flere uger siden. Oftest sker det så, at den ene part havde (de vil bare ikke selv indrømme det) glemt det, hvis den anden part ikke havde skrevet ”Hvilken Madklub var det nu, vi skulle mødes på i dag?”. Og så er det allerede lidt halvhjertet, for hvem ved egentlig, om de har lyst til at tage på Madklubben en onsdag i maj, når aftalen blev lavet i slutningen af marts? Man har måske booket bord indenfor, men lige den dag er vejret så godt, at man faktisk hellere ville sidde ude og desværre var alle bordene booket, fordi de spontane typer, altså dem som havde overskuddet på dagen, ringede ned klokken 15.00 og fik et bord udenfor, mens du selv, ja dig, rent faktisk havde glemt alt om det. Derfor sidder du nu ved et mørkt hjørnebord og sipper en Aperol Spritz indenfor … Som bare smager dét bedre i solen.

Læs også: Fredagsklumme: "spænd hjælmen, søster!"

Og jeg ved jo godt, at vi selvfølgelig også skal planlægge tingene, for vi er ikke alle ligeså privilegeret, at vi kan lave en aftale dagen før – især ikke hvis der er børn involveret. Men vi skal heller ikke give børnene skylden. For det er ikke deres skyld. Det fik præsten til den barnedåb, jeg var til i søndags også nævnt på en ordentlig måde. Han sagde nemlig noget i stil med, at fadderne og børnenes gudforældre ikke kun skal lære børnene om den Kristne tro, men også en gang imellem passe børnene, så deres forældre kan tage ud og lave noget sammen. For som han sagde, så vil det give dem mere overskud og måske også mere tilstedeværelse efterfølgende. Så det er ikke børnenes skyld, at du ikke længere er spontan, ej heller kan finde tiden til dig selv eller din mand, kone, veninde, mor osv. 

Men som mor må du selvfølgelig godt sige nej, men så skal det være fordi du siger nej og ikke kommer med eksempler som ”Vi kan ikke komme, for *indsæt barnets navn* skal i seng klokken 18.00” eller ”Jeg kan ikke lige overskue det for *indsæt barnets navn* sover ikke så godt, når far putter” eller den her ”Jeg ved det ikke endnu, for *indsæt barnets navn* er ved at få en tand”. Og jo, nu lyder jeg som den sure uden børn, som ikke forstår hvordan det er at være mor og som burde havde lidt forståelse for, hvor hårdt det er. Og det er rigtigt, jeg forstår det ikke, så det kan godt være, at den her bidder mig et vist sted om nogen år. Men, forstå mig ret, det behøver heller ikke være mere end en kop kaffe, en gåtur sammen en sen eftermiddag med barnevognen, eller at veninden (hende uden barn) kommer hjem til veninden (som har barn) med aftensmad, og så laver hun maden, imens mor putter. For måske, kun måske, kan det give mere overskud efterfølgende.

Nu skal det også lige understreges, at jeg ikke vil støde nogen, for det her er ikke rettet mod dem med børn. Tværtimod, lige jer, har jeg faktisk mere forståelse for, og jeg forstå måske godt, at tiden kan løbe af sted, og bum så er det mandag igen, og igen skal I (altså jer forældre) få tingene til at hænge sammen. Det her er heller ikke rettet mod jer, som skal til eksamen og som i en periode hverken er til at hukke eller stikke i, og aflyser hver eneste gang (på dagen), fordi I er bagud og stressede. Eller jer som har et arbejde med deadlines, og derfor ikke kan overskue at pleje familie og venner, fordi I er trætte efter en lang dag. Eller jer som har skiftende arbejdstider og derfor aldrig helt kan give et svar om I kan ses, for det kunne jo være, at I skulle arbejde. Eller jer som ikke svarer tilbage, fordi der ikke var ’tid’ til det. Eller jer som kun kan ses en dag, det næste halve år, for alle andre dage er optaget. Eller jer som har travlt med at se alle DRs programmer fra fredag til søndag og derfor ikke kan være spontane, for I har allerede købt slikket i mandags. Listen fortsætter. Det er ikke kun jer, det er også jer, men det er ikke kun jer. Det er nemlig os alle sammen; dig og mig, ham og hende, jer og os. For tro mig, jeg snakker også om mig selv her. Ja, jeg er altså selv en af de ovenstående typer. Men vi skal altså blive mere bevidste omkring det, for det er da møgirriterende at være den, som føler sig tilsidesat på grund af tid, timing, eller undskyldninger.

Læs også: Fredagsklummen: "Kærlighed og kildevæld" 

Der var en veninde, der for ikke så længe siden sagde til mig, at hun ikke kunne forstå, at jeg havde tid til at se mine venner, selvom jeg lige var flyttet fra udlandet tilbage til København, skulle giftes, havde ikke en, men fem vandskader i min lejlighed, var ved at udgive en bog, trænede i ugen, skulle starte på job, planlagde familiearrangementer, polterabend, madklub, samtidig med at tage til udlandet for at skrive rejseguides og lave fotoshoots, og så tage på torsdagsdates med min mand. Og jeg siger faktisk ikke det her for at stresse andre, eller for at få dem til at tænke ’puha, jeg kan jo ikke følge med på det niveau, så hvad siger det så om mig?’. For du skal ikke køre det samme niveau som mig, min måde at leve på er jo nødvendigvis ikke den rigtige måde. Og hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg selv til tider ikke helt følge med. Men for at bevare spontaniteten og tiden med dem, som gør livet lidt mere glitterfuldt, har jeg valgt at prioritere, hvad der er vigtigst for mig - og det er min omgangskreds. Så må jeg i en periode kun træne en gang om ugen, daten bliver hjemme med take-away og den der vandskade må jeg ryste af mig, selvom det måske er svært. Men jeg prøver at finde tiden alligevel, fordi der er visse personer, der gør mig glad og giver mig fornyet energi.

Jeg håber, at budskabet giver bare lidt mening? For vi kan altså godt finde tid til hinanden, selvom at vi har ’travlt’ med hverdagen. For hvis du ikke gør en indsats, så kan du desværre heller ikke blive sur hvis venner og veninderne ikke bliver hængende…

Vi skal altså blive bedre til at gøre dagligdagen mere spændende og ses med dem vi elsker, for på den måde bliver weekenderne heller ikke så overproppede med aftaler og gøremål, og på den måde bliver der plads til det spontane, og det er jo oftest de dage (host, aftener), som er de sjoveste.

Så hvad er mit bedste tip? Gør din søndage hellige, så du kan gøre det og være sammen med dem du har lyst til! En kaffe og et kram kan gøre meget.  

Relaterede artikler