Fredagsklummen: Rebecca Laudrup: " ... Jeg blev forelsket i min mand, i min fremtid og i Musik i Lejet "

Jeg vil gerne indrømme, at da jeg sad tilbage på kontoret mandag morgen havde jeg dét man ville kalde ’Musik i Lejet blues’. Bevares, det var bestemt ikke den mistede stemme, ondt i halsen og kolossale træthed som gjorde, at jeg havde lyst til at tage tilbage til Tisvilde – for tro mig, jeg var træt! Nej, det var fællesskabet, altså dét som jeg havde haft de sidste par dage, som jeg savnede helt vildt. Fællesskabet, både med mine bedste venner, men også med fremmede, nye kammerater og gamle bekendtskaber som jeg tilfældigvis stødte på imens, at der blev hoppet op og ned til Den Sorte Skoles musik. Jeg forstår endnu mere nu hvad brødrene Andreas og Christian Grauengaard (grundlæggerne for Musik i Lejet red.) mente da jeg interviewede dem for et par måneder siden, til det magasin som lige har været på gaden. De fortalte mig nemlig om det intime rum, altså om et sted som var lavet til, at folk kunne mødes og mødes om noget, om det så end var musikken, maden, kunsten eller stranden, ja, så var der et fællesskab. De havde ret, det var, ligesom Nik og Jay sang det ’som om alting var magisk’.

Jeg er ikke hende som er den store festivals type, og med type mener jeg hende der sagtens kan sove i et telt, ved siden af dunsten af urin. Jeg bryder mig ikke om at bo i larm, eller, jeg bor jo i København, men forstå mig ret, jeg vil ikke (længere) bruge penge på at sove dårligt, leve af junkfood, ikke kunne få et ordentligt bad, ikke kunne få lov til at nyde lidt stilhed, eller at skulle dele toilet med tømmermænds ramte fremmede. Når det så er sagt, så vil jeg hjertens gerne høre god musik, drikke cocktails, spise natmad, danse, danse og danse lidt mere med vennerne. Og da jeg fik muligheden for at komme med for første gang til Musik i Lejet, var jeg faktisk ikke i tvivl, det havde den perfekte kombination af alt det jeg godt kunne lide og ville, samtidig med at jeg kunne få lov til at bo i mine forældres sommerhus, hvor der blev arbejdet i solen, badet, spillet spil, spist jomfruhummerhaler og pil-selv-rejer, løbet ture og tage på korte smutture til Gilleleje havn.

Og i en tid hvor alt er meget ’mig, mig, mig’, var det så enormt rørende at være en del af noget, hvor det hele omhandlede ’os’. Det var lidt som om alle bare var blevet enige om, at der skulle være en god stemning. Folk blev ikke sure over noget som helst, heller ikke hvis der var et par som lige hoppede toiletkøen over, nej i stedet grinede alle lidt ad det og  tænkte ’det er der nok en grund til’. En sød pige sagde endda til mig, da jeg var på vej ind i en toiletbås at ”Der er ikke mere toiletpapir derinde, men jeg har en klenex hvis det er?” og jeg takkede hende mange gange for at være så hjælpsom. Folk festede på sådan en god måde, hvor ja-hatten bare sad godt og grundigt fast på hovedet. ’Ja ja, du spildte en stor øl hele vejen ned ad ryggen på mig, det går nok’. ’Ja tak, jeg vil da gerne danse med dig’. ’Ja da, lad os tage en drink mere’. ’Ja, jeg tror godt at jeg kan huske dig (selvom man overhovedet ikke anede hvem personen var)’. ’Ja selvfølgelig kommer jeg igen i morgen (selvom man godt vidste at hovedpinen dagen efter, ville gøre det næsten umuligt at komme ud af sengen)’. Ja, der var ingen brok eller ubehagelig tone, blot gode og lette vibes - og det fik mig til at tænke over, hvorfor det københavnske natteliv ikke er mere sådan? Bevares, jeg ved godt at man ikke kan traske ind på en natklub i denim shorts og slidte sneakers, men kunne vi måske bare være lidt sødere mod hinanden? Kunne vi ikke smile lidt mere til hinanden i bylivet, og danse sammen uden at det har ens betydning med at vi vil score? Kan vi ikke snakke sammen selvom vi er to piger og komplimentere hvor cool vi hver især ser ud? Kan vi ikke beholde ja-hatten på og give hinanden et klap på skulderen og ryste lidt på hovedet over at der bliv spildt en drink? Kan vi ikke bare være lidt som når vi er på festival?

Køb et abonnement på 3, 6 eller 12 numre af ELLE fra 119 kr.

Måske er det derfor at jeg synes at Musik i Lejet var en succes, fordi den ikke mindende mig om når jeg var ude i København. Altså den der venlighed og åbenhed, som bare strålede på alle, selv når det regnede, ville jeg ønske at jeg så lidt mere af i hverdagen. Selvfølgelig var det også musikken (altså Disclosure, samt Nik og Jay, er stadig noget af det vildeste jeg har oplevet), maden (drømmer stadig om den Fish and Chips fra Hooked), stranden (jeg havde en halv liter sand med mig hjem hver aften) og menneskerne (mødte både en gammel flirt, en tidligere klassekammerat, en barndomsven, min mands venner, min storebrors tidligere holdkammerat fra fodboldtiden da vi boede i Vedbæk, en kollega, min mands chef, mine forældre venners børn, og listen fortsætter). De episoder kan intet slå, ligeså vel at jeg for altid kommer til at huske at jeg danseden i fiskebaren svøbet ind i øl, men stadig bare havde en gigantisk fest. Og da jeg stod og sang Disclosures ’Latch’ oppe på en stor trækasse sammen med mine veninder og nærmest bare græd af ren og skær lykke. Eller da min mand Frederik og jeg valgte under Nik og Jay koncerten at gå hen og købe en øl, sætte os på en sten og snakke om hvor glade vi var for hinanden. Vi var fuldstændig nyforelsket. Og alle fremtidsdrømmene og planerne, store som små, kom på bordet imens at sangen ’Udødelige’ blev skrålet fra de tusinde andre mennesker ved siden af os. Det var rørende.

Så skal jeg til Musik i lejet igen? Det kan du bande på. Jeg vil dog prøve på ikke at sammenligne næste gang med denne, for så bliver jeg formentlig bare skuffet. Det var dog en vild oplevelse, sådan en som gør at når man tænker på den begynder man næsten at få tåre i øjnene. Ja ja, det er bare en festival, men der var noget over den stemning og de mennesker som gjorde at jeg følte mig enormt barnlig og samtidig hamrende voksen på en og samme tid. I hvert fald, kom jeg endnu tættere på mine venner og deres venner, jeg fik snakket med en masse som kun kendte mig for 10-15 år siden og som mindede mig om min barndom, og jeg blev forelsket; i min mand, i min fremtid og i Musik i Lejet.

  

Relaterede artikler