Fredagsklummen Rebecca Laudrup ”Er din far Michael Laudrup?”

rebecca-laudrup-fredagsklumme-elle-dk_0.jpg
Illustration: Mette Boesgaard

Hvem er din store inspiration i livet? Er det et familiemedlem? En veninde? En celebrity? Lever de? Har du mødt dem? Eller er det deres talent, såsom at kunne synge, spille skuespil, sparke til en bold, eller noget helt fjerde som gør, at de bliver en form for superhelt i din verden? Du er måske faldet over mit efternavn, eller også lagde du slet ikke mærke til det lige indtil nu – begge dele er også helt okay. Jeg er dog vokset op med at rigtig mange mennesker, og uden at diskriminere eller generalisere her, har det nok været primært mænd, som har haft min far som inspiration, når de sagde, at de gerne ville være fodboldspiller. Hvis jeg skal være helt ærlig, forstod jeg det ikke som barn, jeg forstod ikke, at der var så mange, der ville møde ham, for i min verden var han blot en far, som rejste meget og som ikke havde ferie på samme tid som andre fædre. Jeg har aldrig haft en person, som jeg har set op til grundet deres erhverv, til gengæld har jeg to som altid har været mine inspirationskilder når det galt måden at bære sig selv igennem livet på. Du har nok gættet at den ene var min far, men min far var ikke nået så langt uden min mor.

For et par uger siden sagde min kollega Beauty Director Anne P. under en af vores mange frokoster ”Jeg håber, at mine børn får det på den måde som Rebecca har det med sine forældre – i hvert fald det som vi ser på Instagram”. Og jeg grinede, for ja, er det nu virkelig så virkeligt som jeg får det til at ligne på mine sociale medier? Det synes jeg selv, at det er, for jeg prøver nemlig at gøre min stemme på SoMe så ægte og ærlig som mulig, da jeg synes, der er nok pladder derude allerede. Jeg vil gerne skabe en platform, som er ærlig og kærlig, uden at det skal blive for meget. Det gælder også mine kærlighedserklæringer til mine forældre, de to mennesker som de sidste par år er gået hen og blevet mine bedste venner. Men tro mig, den titel har de altså ikke haft hele min opvækst. Mine forældre har altid været det jeg ville kalde fair, så det er ikke dem der har været problemet – det var mig. Teenagepiger er sgu nogen gange op ad bakke, det kunne jeg i den grad også være, og jeg havde lige et år hvor det kun var arbejde, venner, veninder, feste og junkfood, der var plads til. Heldigvis, var mine forældre klogere, end jeg var og vidste at det ikke ville vare for evigt – gudskelov!

Læs også: Fredagsklummen // Rose Maria: ”Er jeg tynd nok nu?”

Det er dog de sidste fem år hvor vi har været enormt tætte, måske fordi vi har boet så langt væk fra hinanden. Mine forældre har boet i mange dele af verden, og jeg har også været i København, Paris, Hongkong og London de sidste fem år. Så det har ikke været så normalt for mig kun at se dem til søndagsbrunchen en gang om ugen, næ, i stedet har vi set hinanden med lidt længere mellemrum, men når vi så sås, ja, så var vi fire, fem eller syv dage sammen, og alle ved jo, at man bliver tættere, når man sammen i flere intense dage, det var vel derfor at lejeskolen blev en ting i folkeskolen. Men det især nu, hvor jeg er blevet gift, at jeg prøver at lære ekstra meget af dem, for deres kærlighed til hinanden efter 29 år er magisk og meget sjælden. Såsom den måde min mor stadig kigger på min far, og når min far går hen og kysser min mor, det er de små ting, som man især lægger mærke til som deres barn, og når man lige er blevet gift og tænker ’det er lidt vildt og måske også en smule skræmmende, at jeg har fundet ham som forhåbentlig også kysser på mig om 29 år’.

Jeg er dog ret sikker på, at min far aldrig var nået så langt i hans fodboldkarriere, hvis det ikke havde været for min mor. Min ultraseje og enormt kærlige mor, som har fået alt på hjemmefronten til at spille, så min far kunne koncentrere sig om sit. Da jeg flyttede til Hongkong mødte jeg en, som sagde ”ved du godt, at dit efternavn er det samme som en kendt fodboldspiller?” jeg svarede ”Ja, det er min far”, han stoppede op og fik kæmpestore øjne og råbte mig lige i hovedet ”Er din far Michael Laudrup?”. Jeg svarede igen ja, og han hev telefonen op ad lommen, som om at han skulle til at tage et billede. Min kæreste, nu mand, Frederik, var ved at falde på jorden af grin over hvor komisk det var, at selv i Hongkong var der folk, der kendte ham. Men det kommer ikke længere bag på mig, om jeg så er i Italien, Frankrig, USA, Dubai eller Hongkong så kender folk ham. Og jo, han er sej, det er jeg den første, der nok skal sige højt, men igen, det var kvinden bag ham som gjorde det muligt for ham at blive så sej, og lige netop derfor burde hun få en gigantisk applaus for at sige ja til at følge et andets menneske drøm og altid få vendt tingene om til at blive noget positivt. Jeg kender ikke så mange, hverken kvinder eller mænd, som kan drømme så meget og så stort for andre mennesker.

Så i dag, på denne helt normale fredag, sidder jeg Italien på min bryllupsrejse og skriver min fredagsklumme. Og i en rus af kærlighed til min egen mand, en mættet mave grundet alt for meget pasta og et sus af taknemlighed over, at jeg kan få lov til at opleve en masse ting med mit yndlingsmenneske, fik jeg lyst til at skrive om de to personer som har gjort, at jeg tror så højt og helligt på kærligheden. Jeg har meget at takke mine forældre for, men den største tak er, at de stadig elsker hinanden så højt, hvilket har resulteret i, at de altid har haft hinandens støtte til store som små ting i livet.

Relaterede artikler